Annonce
Fredericia

Business-formand i front for at finde løsning på grave-gener

Bent Jensen har været del af mange pragmatiske Fredericia-løsninger, som eksempelvis beslutningen om at få sat liv i det gamle Føtex. Han er trukket i førertrøjen som formand for Business Fredericia for at finde en optimal løsning på at sikre, at Fredericia Spildevand og Energi gennemfører klimaprojekt med de mindst mulige gener for virksomheder og borgere. Arkivfoto: Mette Mørk
Der skal findes en Fredericia-løsning på det omfattende gravearbejde omkring Vesterbrogade. Bent Jensen, formand for Business Fredericia, tager førertrøjen på at få alle parter samlet omkring bordet og drøfte mulige løsninger.

Fredericia: Ingen sætter spørgsmålstegn ved, om der skal etableres en ny og større regnvandsledning i Indre Ringvej-Vesterbrogade, men det skal drøftes, om projektet kan gribes anderledes an.

- Jeg har sat mig i spidsen for, at vi nu får sat os ned omkring et bord og får fundet en god Fredericia-løsning på det her. Vi er helt med på, at det er nødvendigt at etablere nye rørledninger, men vi skal have afklaret, om det kan gøres hurtigere, og hvilke konsekvenser det eventuelt vil få, siger Bent Jensen, ejer af T. Hansen og formand for Business Fredericia.

Ifølge Fredericia Spildevand og Energi vil en hurtigere løsning fordyre projektet med op til 30 pct. Skal der arbejdes i flere af døgnets timer, vil det kunne betyde støjgener.

- Men det må man så se på og overveje for og imod. Når det er gjort, er det allervigtigste, at de, der bliver berørt under hele processen, får en god og grundig information og forklaring på, hvorfor det bliver grebet an, som det gør, og at det bliver gennemført så hurtigt som muligt, siger Bent Jensen, som først blev bekendt med det udfordrende gravearbejde fredag.

Annonce
Når vi får sat os rundt om et bord, så er jeg sikker på, at vi kan finde en rigtig Fredericia-løsning, som folk har forståelse for.

Formand for Business Fredericia, direktør Bent Jensen

Dialog er altid bedst

- Var det ikke en drøftelse, man burde have taget tidligere?

- Der er ingen tvivl om, at dialog altid er bedst og gerne så tidligt som muligt, men nu er det sket, og så er det vigtigste, at vi får sat os ned straks, siger Bent Jensen, som bl.a. har været i dialog med bagermester Bjarne Wetche i Vesterbrogade og formand for Fredericia Shopping Ole Mortensen.

Bent Jensen sammenligner situationen i Fredericia med den, der opstod i Middelfart, da der var udsigt til, at den gamle Lillebæltbro skulle lukkes i måneder flere år frem.

- Der fik man fra byens side sagt tydeligt, at nu stopper det. Og det betyder, at broen bliver gjort færdig i år. Så vi må op på hesten og få drøftet, hvilke muligheder der er for at få udført arbejdet, så det generer mindst muligt, siger Bent Jensen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

De unge løvers hule findes i Fredericia Idrætscenter: Nyt middel mod måger blev kåret som årets vinderforslag på Innocamp

Fredericia

Liv deler pakkekalendere ud til trængte børn: - Det er en hjertesag for mig

Annonce