Fredericia: Endelig er det blevet til at holde by night igen. De fleste butikker har fået lov at åbne, dankortet er blevet varmet op igen, og shoppe-glade ben har for længst fundet vejen tilbage til butikkerne i midtbyen og Fredericia i øvrigt.
Onsdag 31. marts kommer midtbyen til at summe af liv og smil. Og der bliver - som lovet i overskriften - både sang i gaderne og gang i sagerne. Som det blandt andet fremgik af ElboBladet i sidste uge er der programpunkter fra klokken 14 og ud på aftenen.
Alle indslag er i bevægelse for at undgå at skabe for store forsamlinger.
Ole Mortensen, Fredericia ShoppingVi glæder os. Og vi ved, at kunderne glæder sig.
- Det bliver så dejligt at få en dag som det her igen, siger formand for Fredericia Shopping, Ole Mortensen.
Han forventer, at onsdagen bliver en stor handelsdag.
- Vi ved, at mange gerne vil ud at handle. Og vi ved, at mange savner en dag med underholdning og smil. Og butikkerne holder længe åbent, så der er timer nok at sprede sig ud over - så ingen behøver at være utrygge og frygte at stå for tæt. Det bliver dejligt, siger han.
Netop indsatsen for at overholde corona-restriktioner og afstandskrav har spillet ind på planlægningen. Og undervejs har politiet holdt øje med butikkernes håndtering af reglerne - og flere gange udtrykt ros overfor Fredericia Shopping, som straks har sendt roserne videre til butikker og kunder.
- Den tryghed er vigtig, og den er der også til By Night 31. marts, siger Ole Mortensen.
Også påskelørdag, altså 3. april er der planlagt underholdning i midtbyen. Ikke i så stort omfang som onsdag, men nok til at gøre dagen til noget særligt.
Sømænd, drager og Spippedibobbere
Programmet 31. marts byder på flere indslag, som nok især vil få de mindste til at juble. Men når børnene er glade, er alle glade.
Eksempelvis kan man fra klokken 15 kunne opleve Spippedibobberne - farvestrålende, glade og dansende væsener. Og fra klokken 18 er der Tre Mand På Stribe, når tre helt særlige servicemedarbejdere danser rundt. Fra klokken 16 og nogle timer frem vil et trekløver af syngende og spillende sømænd gå rundt i byen. Fra klokken 16 er der også en flok skøre påskelam løs i midtbyen. Og fra klokken 17 ridder dragen Fluffy og Ridder Richard rundt.
Lørdag er der Chicken Run klokken 11, hvor en bondemand forsøger at indfange sine skøre høns. Og fra klokken 11 kan man møde Mamma Drage og hendes lille, søde - og frække - drageunge.
Og det er ikke engang det hele.