Annonce
Middelfart

Carsten Krag stopper øjeblikkeligt som skoleleder på Nørre Aaby Realskole

Carsten Krag har været ansat i 26 år på Nørre Aaby Realskole. Arkivfoto: Mia Harm Madsen
Der er indgået en gensidig fratrædelsesaftale mellem ham og skolebestyrelsen, og viceskoleleder Flemming Schou Christensen er konstitueret som skoleleder.
Annonce

Nørre Aaby: Carsten Krag stopper som skoleleder på Nørre Aaby Realskole med øjeblikkelig virkning.

Sådan lyder beskeden, som bestyrelsen for skolen sendte ud til elevernes forældre fredag aften.

Nærmere bestemt står der, at det er aftalt mellem bestyrelsen og Carsten Krag, at Krag fratræder sin stilling, og at viceskoleleder Flemming Schou Christensen konstitueres som skoleleder foreløbig frem til udgangen af skoleåret.

Bestyrelsen "takker Carsten for hans store arbejde ved skolen og ønsker ham al held og lykke fremover".

Avisen har talt med Carina Finseth, der er formand for bestyrelsen. Hun ønsker dog ikke at fortælle mere om, hvorfor Carsten Krag stopper.

- Det kan og må jeg ikke udtale mig om, for det er en personsag. Vi har indgået en fratrædelsesaftale sammen med Carsten, og i den har vi aftalt, hvad der må og kan kommunikeres eksternt, siger hun.

Hun slår dog fast, der "på ingen måde er krise" på skolen eller blandt personalet.

- Så nu skal vi i gang med processen med at få ansat skolens næste leder, og vi er selvfølgelig spændte på og ydmyge over for den opgave, siger Carina Finseth og fortsætter:

- Der er ingen planer om at ændre en hel masse. Der er ikke noget skift på skolen. Det er ikke et udtryk for, at vi skal i gang med noget helt nyt. Vi skal fortsætte den gode skole, vi har.

Så at Carsten stopper handler ikke om, at der har været uenigheder om retningen for skolen?

- Som jeg siger, jeg må overhovedet ikke udtale mig, slår Carina Finseth fast.

Annonce

Begynder rekrutteringen

Hun fortæller, at bestyrelsen begynder allerede i den kommende uge (uge 2, red.) med at lede efter en ny leder til Nørre Aaby Realskole.

- Vi går i gang med at finde ud af, hvem der skal hjælpe os med at rekruttere en ny leder. Og at få det hele sat op og sikret, at vi søger efter en profil, der passer ind på vores skole og kan videreføre den gode skole, som vi har, siger Carina Finseth.

I 2019 fejrede Carsten Krag 25-års jubilæum som ansat på Nørre Aaby Realskole. Her udtalte han blandt andet til avisen, at han har "verdens bedste job". Han lægger i alt 13 år som skoleleder bag sig med sin fratrædelse.

Fyens Stiftstidende har forsøgt at kontakte ham for at spørge, om han vil medvirke i denne artikel, men det er ikke lykkedes at skabe kontakt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Coronavirus

Ny melding fra Pfizer: Vil levere vaccinedoser som lovet fra 25. januar

Annonce