Annonce
Sport

Cavani sikrer Uruguay gruppesejr foran Chile

Japans håb om avancement i Copa America er slukket efter 1-1 mod Ecuador. Uruguay og Chile er videre.

Japan er færdig i dette års Copa America, efter at resultaterne i gruppe C natten til tirsdag dansk tid ikke faldt ud til holdets fordel.

Japan skulle som minimum besejre Ecuador for at bevare håbet om at gå videre, men kampen endte 1-1.

Shoya Nakajima tændte et håb i det 15. minut, da han bragte Japan foran, men ti minutter før pausefløjtet udlignede Angel Mena for Ecuador til kampens slutresultat.

I gruppens anden kamp besejrede Uruguay de forsvarende mestre fra Chile med 1-0 på et hovedstødsmål af Edinson Cavani i det 82. minut.

Uruguay slutter dermed på førstepladsen med syv point, mens Chile er toer med seks point.

Uruguay møder i kvartfinalen Peru, mens Chile ser ud til at få en noget sværere modstander i form af Colombia, der som det eneste hold i turneringen har vundet alle sine tre kampe.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce