Annonce
Kultur

Cd nummer seks fra Vibeke Astner: Hun danser med orgelet

Vibeke Astner fra Mølholm Kirke udgiver søndag sammen med en kollega en cd med firhændig orgelmusik. Foto: Mette Mørk
På søndag udgiver Mølholm Kirkes organist Vibeke Astner udgiver sammen med Anne Kirstine Mathiesen en cd med håndplukkede musikstykker udsat for firhændigt orgel.

Mølholm: Man kan finde dem overalt. Orgelpibernes toner.

Fra den mest grandiose katedral til den usleste lirekasse på det mindste marked. I stumfilmbiografernes mørke. Tonernr har forstærket gotiske horrorfilm. Gys og gru. Og bryllupsmarch.

Orgelet er altså et alsidigt instrument.

Det er i hvert fald Vibeke Astners pointe. Hun er organist i Mølholm Kirke i Vejle og er cd-aktuel i weekenden. Sammen med Anne Kirstine Mathiesen udgiver hun cd'en "Danser med Orglet 2", hvor de to spiller firhændigt.

- Orgelet er et tiltrækkende instrument. Man kan lave så mange stemninger, fordi man har et helt orkester til rådighed. Vi har indspillet musik, der er transskriberet fra symfoniorkester til orgel. Vi har valgt musik, der er kendt og fra den mere muntre ende for at vise, at orgelet kan andre ting end at spille til salmer. Vi vil gerne skabe opmærksomhed om et instrument, som vi synes, er fantastisk, siger Vibeke Astner.

Vi har valgt musik, der er kendt og fra den mere muntre ende for at vise, at orgelet kan andre ting end at spille til salmer. Vi vil gerne skabe opmærksomhed om et instrument, som vi synes, er fantastisk.

Vibeke Astner

En dynge ens cd'ere

Det der med at lave cd'er er ikke helt, hvad det var en gang. Modsat tidligere er det begrænset, hvad man kan købe i fysiske butikker. Virkeligheden er, at de fleste cd'er sælges af kunstneren selv efter koncerter.

Hvis man vil udgive en cd, skal man regne med et budget på omkring 20.000 kroner, når udgifter til tekniker, grafiker og fremstilling regnes med. Så står man dér med 300-500 ens plastskiver, der typisk sælges for omkring 100 kroner stykket. Ikke umiddelbart en guldgrube.

Men cd'er kan både bruges som et minde om koncerten og som et visitkort for at vise koncertarrangører, hvad man kan.

Det er i øvrigt et mørkets arbejde at indspille musikken til en cd, fortæller Vibeke Astner.

- Det sker typisk først på natten for at mindske faren for støj udefra. Det kan være trafik- eller flystøj. Vores nye cd er indspillet i Vestervig Kirke, og dér havde vi en udfordring med vindstøj, fortæller hun.

Optagelserne foregik 25. og 26 maj i år.

Det, der er valgt til cd'en, gennemspilles to gange. Det giver mulighed for at klippe mellem de to versioner for at undgå fejl, forkerte lyde eller "strejfere". Det sidste kan forekomme, hvis en finger rammer tangenterne lidt skævt.

Valget af Vestervig Kirkes orgel skyldes, at man der har et symfonisk orgel, der kan efterligne orkestrets instrumenter. Det er et stort instrument med fire manualer, som kan få flere facetter frem end et mindre orgel.

Hellig jord

På den aktuelle cd er der blandt andet musik af Charles-Camille Sanit-Saëns. "Dyrenes Karneval" viser mange af orgelets sære lyde og blev i sin tid skrevet som lidt af en spøg.

Langt alvorligere er det, når de to organister går løs på Norges nasjonalkomposisjon "Peer Gynt Suite no. 1" af Edvard Grieg. Dét er hellig jord. Og velkendt.

Orgelet kan måske nok imitere mange lyde fra et symfoniorkester. Men det lyder som en tungt trampende dinosaur, når Griegs noder foreskriver, at man skal spille både dybt, hurtigt og med eftertryk i stykket "I Dovregubbens hall". Forpustet - hvis man kan sige det om et orgel.

Det er så også voldsomme mængder luft, der skal flyttes i dette stykke rockmusik fra 1876. Rockmusik? Jo, sådan indspillede Electric Light Orchestra i 1973 "In the Hall of the Mountain King".

Cd'en byder også på Carl Nielsen-indslag.

Spændende er hollandske Ad Wammes værk "Wave", som Vibeke Astner og Anne Kirstine Mathiesen indspiller som de første. Det er meditativt og viser orgelets evne til at vugge lytteren. Det er en kendt sag, at orgelmusik kan påvirke menneskers følelser - måske fordi orgelet trækker vejret, lige som vi gør?

Men hvorfor ikke indspille lutter ny musik?

- Vi synes, vi har et andet bud på, hvordan det skal lyde. Vi vælger musik, der er rigtig god, og som vi gerne vil give videre. I god klassisk musik er der altid noget nyt at opdage i detaljerne. Derfor kan man jo også i dirigentkonkurrencer høre stor forskel mellem de forskellige versioner.

Organist som 13-årig

  • Vibeke Astner, 47 år, har siden 2001 været organist i den kirke, hun blev døbt i, nemlig Mølholm. Hun flyttede dog fra sognet som et-årig.
  • Hun spillede en masse klaver, og da hun var 13 år søgte - og fik - hun stillingen som organist i Vesterborg på Lolland. Selv om hun ikke kunne nå med fødderne.
  • Hun blev 1999 uddannet koncertsolist med debut fra Conservatorium van Amsterdam og som organist og kantor ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, København. Hun har givet koncerter i England, Irland, Estland, Finland, Holland, Island, Italien, Tyskland, Frankrig og Danmark.
  • Søndag 1. september præsenteres hendes anden cd med firhændig orgelmusik, også denne gang indspillet sammen med Anne Kirstine Mathiesen. Desuden har hun som solist udgivet fire cd'er, og en femte er planlagt til udgivelse sidst på året.

Faglig udfordring

Hvorfor spille firhændigt?

- Fordi det er en sjov faglig udfordring, at man skal være enige og sidde og række ind over hinanden og prøve at lyde som én, forklarer Vibeke Astner.

Hun giver cirka 25 koncerter årligt ved siden af sin fuldtidsstilling som organist.

- Jeg kan godt lide at spille, og jeg har det godt med at spille for andre mennesker. Desuden er det spændende at sammensætte programmer og lære nye komponister og stilperioder at kende. Man får også god feedback fra publikum efter koncerter. Vi har kaffekoncerter her i Mølholm Kirke, og det er meget populært. Der kan sagtens komme 75-100 tilhørere en fredag formiddag.

-

Cd-udgivelsen markeres med en firehændig orgelkoncert i Mølholm Kirke søndag 1. september klokken 15.

Håndgerning. Vibeke Astner fra Mølholm Kirke har været organist, siden hun var 13 år og ikke kunne nå pedalværket med fødderne. Foto: Mette Mørk
Den nye cd har tilføjelsen "2", fordi det er anden gang, Vibeke Astner og Anne Kirstine Mathiesen udgiver en cd sammen. Foto: Mette Mørk
Annonce
Forsiden netop nu
112 For abonnenter

Lå på sofaen da det bankede hårdt på døren: Beboer advarede Anne om brand i nabolejlighed

Erhverv

Virksomheder og studerende mødte Google i Fredericia: Danske Medier er kritiske over for Googles bustur

Annonce