Annonce
Kultur

Politikere: Chokerende teater-konkurs - tallene bare voksede og voksede

Det er slut med Tarzan og Fredericia Teaters andre succesfulde forestillinger. Arkivfoto: Søren Malmose/Fredericia Teater
Byrådet har arbejdet med hjælpepakker for at redde Fredericia Teater fra de voksende likviditets-problemer. DF's Susanne Eilersen er ked af at miste et fyrtårn - men også vred over manglende økonomistyring. Underskud er en hån mod kommunen, mener Enhedslisten.
Annonce

Fredericia: Nyheden om Fredericia Teaters konkurs vækker chok, tristhed og vrede hos de politikere i byrådet, som Fredericia Dagblad har talt med.

Susanne Eilersen (DF)

- Det er både chokerende og forfærdeligt. Jeg bliver for det første ked af det, for Fredericia Teater har jo været et fyrtårn, som har skabt mange succeser for byen. På den anden side bliver jeg også lidt ærgerlig og vred over, at man ikke har haft en ordentlig økonomistyring. Der er en teaterdirektør og en bestyrelse, og vi har som kommune jo ikke andet med det at gøre, end at vi giver et tilskud, siger viceborgmester Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti.

Fredericia Teaters økonomiske situation har gennem den seneste tid været et emne på flere økonomidvalgsmøder. Før jul var der udsigt til et underskud for 2019 på 20 millioner kroner. Lige nu er der ifølge en pressemeddelelse fra Fredericia Kommune et likviditetsbehov på mere end 50 millioner kroner. Og det førte altså mandag til, at teatrets bestyrelse indgav konkursbegæring. Undervejs har økonomiudvalget fået økonomiske orienteringer.

- Vi har set gennem de sidste 8-14 dage, at tallene er vokset og vokset, og til sidst kunne det ikke forsvares at fortsætte, siger Susanne Eilersen.

Med den økonomiske lammelse i samfundet på grund af corona-smitten har der heller ikke været indtægter i bogen for Fredericia Teater. På grund af corona-situationen måtte Shu-bi-dua-musicalen, der skulle have haft premiere på fredag, i sidste uge udskydes. Og efter mandagens melding bliver der slet ikke flere forestillinger.

- Mit højeste ønske er, at vi på den anden side af corona-krisen igen kan kæmpe for at få et teater op at stå igen. Det sørgelige er, at der nu er en masse leverandører, som ikke kan få deres penge. Det er den værst tænkelige nyhed på det værst tænkelige tidspunkt, siger Susanne Eilersen.

- Teatret oplyser, at der er et merforbrug i markedsføring, som ikke var godkendt af bestyrelsen, og at teaterchef Søren Møller derfor har opsagt sin stilling. Hvad siger du til den oplysning?

- Jeg vil gerne afvente den revisionsrapport, der nu skal udarbejdes, inden jeg går mere ind i det. Men det er da bekymrende, siger Susanne Eilersen.

Peder Tind (V)

Umådeligt trist. Sådan lyder kommentaren fra Venstres gruppeformand Peder Tind til nyheden om teatret.

- Nu er der begæret en konkurs fra bestyrelsens side, og derefter tager kuratoren over. Det er den proces, vi ser ind i nu, siger Venstre-byrådsmedlemmet, som kalder det en "forfærdelig nyhed".

- Det er en rigtig trist dag for Fredericia, fordi Fredericia Teater har været et fyrtårn for byen og har haft utallige kunsteriske succeser. Og igen og igen sat Fredericia på landkortet, siger Peder Tind.

Byrådet har i det seneste år leveret forskellige hjælpepakker til teatret. Peder Tind noterer sig, at teatrets bestyrelse har forsøgt at redde teatret. Og da det ikke var muligt, var konkursbegæringen den eneste udvej.

- Vi vidste godt, at det var alvorligt, at med coronakrisen og aflysningen af Shu-bi-dua musicalen mistede teatret også mulighederne for at få indtægter, siger Peder Tind.

Til oplysningen om teatrets merforbrug til markedsføring, som ikke var godkendt af bestyrelsen, siger Peder Tind:

- Det er klart, det er meget alvorligt, og det er på ingen måde i orden, siger Peder Tind, der dog vil afvente yderligere økonomisk overblik fra kuratorens arbejde med konkursboet.

- I kommunen bruger vi for øjeblikket enorme mængder af ressourcer på corona-situationen. Når den forhåbentlig lægger sig om nogen tid, skal vi selvfølgelig genbesøge processen omkring Fredericia Teater for at blive klogere på, hvad der gik galt, siger Venstre-politikeren.

Cecilie Roed Schultz (EL)

I en pressemeddelelse kalder Enhedslisten det for en stor sorg, at teatret ikke kunne reddes. Det får konsekvenser for ansatte, borgere, der havde købt billet, og leverandører, som mister ordrer.

Enhedslisten kalder dog også Fredericia Teaters beslutning for "den rette". Partiets byrådsmedlem Cecilie Roed Schultz trak en streg i sandet.

- Da jeg hørte om de nyeste behov for kommunal hjælp til teateret, tilbage i januar, sagde jeg klart, at Enhedslisten ikke kunne støtte et teater, der én gang mere laver et tocifret millionunderskud. Jeg var klar på at udskyde nogle frister for lån, men derudover var min tålmodighed opbrugt, udtaler hun i pressemeddelelsen.

Byrådet vedtog en redningspakke efter udmeldingen om underskuddet på 20 millioner kroner for 2019. Men kort efter viste det sig, at problemerne var endnu større.

- Teateret har haft stor succes på den kunstneriske bane, hvor man har leveret musicals i verdensklasse, men på den organisatoriske og økonomiske bane, kan man ikke kritisere det nok. Når vi erfarer så store budgetoverskridelser, som der har været tale om, må man sige stop. Det er under al kritik, og det er en hån imod den kommune og de indbyggere, som har været med til at betale for gildet, siger Cecilie Roed Schultz og fortsætter:

- Samtidig dur det simpelthen ikke, at de bestyrelsesmedlemmer byrådet har indsat ikke sørger for, at vi i byrådet får retvisende budgetter og regnskaber til godkendelse. Det er hele bestyrelsens ansvar. De har valgt den forkerte til at stå med ansvaret for økonomien og sendt os mildest talt misvisende regnskaber. Set i bakspejlet, skulle vi være begyndt at rave i det her langt tidligere, lyder det fra Enhedslistens medlem, der også er chokeret over de voldsomme overskridelser på markedsføring, som ikke var godkendt at bestyrelsen.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende, skriver Cecilie Roed Schultz.

Karsten Byrgesen (løsgænger)

Allerede da Fredericia Byråd sidste efterår bevilgede fem millioner kroner i lån til teatrets drift, var løsgænger Karsten Byrgesen bekymret for økonomien. At det nu er endt i en konkurs, er trist for teatret, de ansatte og byen, mener han.

I teatrets pressemeddelelse oplyses det, at teaterchef Søren Møller sagde op, efter der var konstateret markedsføringsudgifter, som ikke var godkendt af bestyrelsen.

- De er hurtige til at pege på Søren Møller, men bestyrelsen burde i stedet kigge indad og se på deres egen rolle i det her. For bestyrelsen har ansvaret for driften. Det står i vedtægterne. Som ansvarlig bestyrelse kan man ikke bare sige: Vi vidste ikke noget. Hvorfor har bestyrelsen ikke stillet spørgsmål, siger Karsten Byrgesen om teaterbestyrelsen, der blandt andet også har byrådsmedlemmerne Ole Steen Hansen (S) og Pernelle Jensen (V) som medlemmer.

Byrgesen mener, at alarmklokkerne ringede, allerede da teatret to gange sidste år lånte fem millioner kroner af kommunen til driften. Det er fire og en halv måned siden, det seneste lån blev godkendt.

- Hvornår er de begyndt at bruge penge på markedsføring efter det? Hvorfor har de ikke taget fat om tøjlerne og strammet op? spørger Karsten Byrgesen.

- Det gør mig ondt, at teatret er gået konkurs. Men det gør mig i den grad også ondt, at det går ud over en masse leverandører. Det her er en skamplet og en kæmpe katastrofe. Men den her udvikling har kørt stabilt ned ad bakken siden medio sidste år, hvor teatret fik lån til de første fem millioner til at udbetale lønninger, siger Karsten Byrgesen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Døgnrapport: Indbrud i nybyggeri på havnen og fangst af en tyv under bilindbrud

Annonce