Annonce
Vejle

Christiansborg lover flere voksne: Nu skal Vejles politikere på million-jagt

Næste år får kommunerne 500 millioner kroner til at sikre bedre normering, og beløbet stiger frem mod 2025, hvor der afsættes 1,6 milliarder kroner til formålet. Arkivfoto: Johan Gadegaard/Scanpix
Finansloven vækker glæde, men er kun første skridt mod flere pædagoger i vuggestuer og børnehaver, siger formanden for børne- og familieudvalget i Vejle Kommune

Vejle: Tre børn per voksen i vuggestuerne og en voksen til seks børn i børnehaverne.

Sådan lyder en målsætning for bemandingen i de danske daginstitutioner, og mandag aften tog regeringen plus støttepartierne SF, Enhedslisten og Radikale første skridt.

Næste år får kommunerne 500 millioner kroner til at sikre bedre normering, og beløbet stiger frem mod 2025, hvor der afsættes 1,6 milliarder kroner til formålet.

Omsat til Vejle-tal svarer det til cirka 10 millioner kroner i 2020 og 32 millioner kroner i 2025. Men ifølge formanden for børne- og familieudvalget, den radikale Torben Elsig-Pedersen, vil det kun dække cirka halvdelen af det beløb, der er brug for.

- Afhængig af, hvordan vi beregner det, skal vi bruge op mod 64 millioner kroner om året for at sikre tre børn per voksen i vuggestuerne og seks børn per voksen i børnehaverne. Det betyder reelt, at vi skal ud og finde et tilsvarende beløb i kommunens budget, siger den radikale lokalpolitiker.

Annonce
Vi er selvfølgelig ikke i mål med denne aftale, men SF ser det som et historisk første skridt på vejen til en genopretning på institutionsområdet.

Lone Myrhøj, gruppeformand for SF i Vejle Byråd

Formand: Til gavn for alle børn

Regnestykket ændrer ikke på, at han er glad for, at man nu er på vej mod bedre normeringer på området. Og står det til udvalgsformanden, skal de ekstra millioner komme alle børn til gavn:

- Vi har i forvejen en række socio-økonomiske kriterier for fordelingen af personalet. Derfor er der taget højde for sociale forskelle fra institution til institution. Som jeg ser det, skal vi sørge for at løfte bundniveauet i alle institutioner, siger Torben Elsig-Pedersen.

Dermed taler han samme sprog som blandt andet forældreorganisationen "Hvor er der en voksen", men på Christiansborg har man udskudt de endelige forhandlinger om vilkårene for udrulningen af de ekstra børnemillioner til forhandlinger i Børne- og Undervisningsministeriet i 2020.

Forligspartier mødes

Allerede i næste uge mødes byrådets partier til en drøftelse og orientering om konsekvenserne af mandagens finanslovsforlig. Ifølge borgmester Jens Ejner Christensen (V) indkalder han kredsen bag årets budgetforlig til møde - akkurat som det blev aftalt i forbindelse med forliget midt i oktober.

Her vil SFs gruppeformand Lone Myrhøj blandt andet argumentere for, at pengene fra finansloven målrettes de områder, der er bestemt i forliget. Principielt kunne kommunerne disponere anderledes, da de ekstra bevillinger kommer som bloktilskud:

- Men det skal vi ikke. De penge, der er afsat til nomeringer i daginstitutionerne, skal bruges på området - akkurat som de millioner, der kommer til klimaindsats og til psykiatrien, siger SFs Lone Myrhøj.

Hun er ikke overraskende begejstret for aftalen - både som politiker og mor:

- Børneområdet har været mere end presset gennem flere år, og vi har haft rigtig svært ved at gøre det godt nok med de penge, der er afsat, lyder det fra SF'eren.

Allerede afsat millioner til børn

Intet tyder på, at hun får svært ved at overbevise byrådskollegerne om, at finanslovs-millionerne skal bruges på de områder, de er tiltænkt. Som borgmester Jens Ejner Christensen siger:

- Det har vi tradition for i Vejle Kommune - senest med velfærdsmilliarden på ældreområdet. Men af respekt for det forlig, vi indgik om budgettet, skal det naturligvis drøftes på mødet i forligskredsen.

I det budgetforlig, samtlige partier indgik 10. oktober, blev der allerede afsat 20 millioner kroner ekstra til børneområdet fra 2020 og fremad. Men de penge skal i første række være med til at sikre, at kommunens stigende børnetal ikke medfører, at der kommer endnu flere børn per voksen i daginstitutionerne end i dag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Dodo & The Dodos i Eksercerhuset i 2020

Annonce