Vejle: Regeringen indførte tirsdag skærpede restriktioner for detailhandlen i hele landet i kampen mod corona-smitten.
Restriktionerne omfatter blandt andet retnings-opdelte gågader og loft for, hvor mange kunder der må være i de enkelte butikker.
I Vejle midtby er de retnings-opdelte gågader for længst indført, og citychef Andreas Kiis Antonsen mener, at byen er godt med.
- Med det forbehold, at jeg lige skal helt til bunds i de nye regler, så føler jeg faktisk, at vi er ganske godt med i Vejle. Vi har de ensrettede gågader. Vi har sat spritdispensere ud ved alle indfaldsgader til midtbyen, og butikkerne ved, at de skal være skarpe på, hvor mange kunder de har inde ad gangen. Så som udgangspunkt mener jeg, at vi overholder alle restriktioner - også de nye, sagde Andreas Kiis Antonsen onsdag.
Mærker skal skiftes
Han tilføjede, at de nærmeste dage skal rundt og sikre sig, at de forskellige tiltag virker, som de skal.
- Vi skal lige være skarpe på, at for eksempel klistermærkerne, der oplyser om ensretning på gågaden, er i orden. Det er ved at være længe siden, at de blev sat op, så nogle kan være slidte og modne til at blive skiftet ud og ellers sørge for, at der er sprit i dispenserne og lignende. Vi har jo arbejdet med det her dagligt i snart lang tid og føler, at vi har gjort alt for, at Vejle Midtby er et sikkert sted at handle, sagde Andreas Kiis Antonsen.
Andreas Kiis AntonsenVi har de ensrettede gågader. Vi har sat spritdispensere ud ved alle indfaldsgader til midtbyen og butikkerne ved, at de skal være skarpe på, hvor mange kunder de har inde ad gangen. Så som udgangspunkt mener jeg, at vi overholder alle restriktioner - også de nye.
Han skulle onsdag mødes med Vejle Kommune for at få vished over, hvordan de nye restriktioner, der er indført dels generelt og dels særskilt for hovedstadskommunerne, skal tolkes.
- Lige nu er det opfordringer og ikke påbud, og det vil jeg godt lige være skarp på, så vi er sikre på, at vi overholder det, vi skal, sagde Andreas Kiis Antonsen.