Fredericia: Der bliver ikke afviklet de årlige danske mesterskaber i håndværk i 2021. Arrangementet skulle være løbet af stablen i MesseC til februar, men SkillsDenmark, Fredericia Kommune og Trekantområdet Danmark har set sig nødt til at aflyse.
- Det er selvfølgelig virkelig ærgerligt, men det handler om sikkerhed. Vi har været i tæt dialog med folkene fra Skills hen over den seneste tid, og nu er vi nået til den konklusion, at vi er nødt til at aflyse, siger borgmester Jacob Bjerregaard (S).
Direktør for MesseC Grethe HøjgaardDen ene del af mig siger øv, men den anden del siger sådan må det være. Det er svært i denne situation at forestille sig 50.000-60.000 samlet på samme sted på fire dage.
Det betyder farvel til 50.000 gæster i MesseC, og borgmesteren er klar over, at beslutningen også får konsekvenser for det lokale messecenter.
- Vi har reserveret hallerne i februar næste år, så vi er selvfølgelig forpligtet til at betale et aflysningsgebyr. Det finder vi en aftale om med Skills Denmark og Trekantområdet Danmark. Men det forhindrer ikke, at messecentret går glip af virkelig mange gæster, så det er selvfølgelig endnu en trist historie for MesseC, siger Jacob Bjerregaard.
Direktør forstår men er ærgerlig
I MesseC er direktør Grethe Højgaard også ærgerlig.
- Min ene del siger øv, men den anden del siger selvfølgelig. Det er svært i denne situation at forestille sig 50.000-60.000 samlet på samme sted på fire dage. Der har været drøftet, om vi kunne gennemføre et mindre arrangement, men med den melding der kom i går (fredag, red.), forstår jeg godt deres beslutning, siger Grethe Højgaard.
Et så stort set-up som Skills er umuligt at gennemføre under de nuværende restriktioner, men MesseC må arrangere både konferencer og mindre messer.
- Vi kan have 500 til konferencer under strikse forhold, og vi må lukke 2300 ind til messer. Vi gennemfører en lille messe i denne weekend, hvor der er omkring 1000 deltagere over to dage, fortæller Grethe Højgaard.
Ramte brand i 2016
Men der er langt til det store mesterskab for unge håndværkere fra hele Danmark. Det blev afviklet første gang i Fredericia i 2016. Den gang faldt det sammen med den store brand på Fredericia Havn, hvilket også gav udfordringer.
- Det skal åbenbart ikke være let for os, men vi er i forhandlinger med Skills om, at de kommer retur. De er meget glade for at være i Fredericia, og vi er glade for at have dem. Så vi håber, at det kan lade sig gøre i enten 2023 eller 2024, siger Jacob Bjerregaard.
I en pressemeddelelse fra SkillsDenmark giver formand Jesper Juul Sørensen også udtryk for stor beklagelse.
- Det er med meget et meget tungt hjerte, at vi må træffe denne beslutning. Men tiden er desværre ikke til den slags kæmpe-events, og vores første prioritet er naturligvis sikkerheden for både deltagere og publikum. Derfor bliver vi nødt til at aflyse DM i år. Men vi kommer stærkt tilbage allerede i 2022, udtaler han.
Det bliver imidlertid ikke i Fredericia. I 2022 skal Skills afvikles på Sjælland, og det står ikke til at ændre.