Annonce
Trekantområdet

Corona holder over hver fjerde af Koldings børn væk fra vuggestuer og børnehaver

Der er i øjeblikket længere mellem børnene i Koldings daginstitutioner og dagplejer. I denne uge har en del af forældrene nemlig holdt deres børn hjemme på grund af coronasmitten. Arkivfoto: Søren Gylling
Daginstitutionerne i Kolding oplever i disse dage, at en del børn bliver holdt hjemme, og at forældrene selv sørger for pasning af dem. Børne- og uddannelsesdirektør understreger dog, at man skal sende sit barn afsted, hvis man har behov for pasning.
Annonce

Kolding: En stor gruppe småbørnsforældre i Kolding har her efter nytår valgt at passe deres børn derhjemme i stedet for at sende dem afsted i daginstitution og dagpleje.

Det viser tal for fremmødet i Kolding Kommunes dagplejer og daginstitutioner fra tirsdag i denne uge.

Denne dag var det 28 procent af de tilmeldte børn i de kommunale daginstitutioner og 15 procent af de tilmeldte børn i dagplejerne, som ikke var afsted for at blive passet.

Børne- og uddannelsesdirektør Michael Petterson oplyser, at der er store forskelle fra institution til institution, og at børnefraværet varierer fra 10-50 procent.

Han siger, at det af hensyn til smittespredningen er fint, hvis man har mulighed for at passe sit barn derhjemme i denne tid.

- Det er rigtig fint, hvis man kan indrette sig efter det, siger han.


Jeg tager det som et positivt tegn og som et tegn på, at forældrene kan se, at det er nødvendigt at bakke op

Jonna Jul Gudmundsen


Men han understreger i samme åndedrag, at man endelig skal benytte sig af sin daginstitution eller dagpleje, hvis man har brug for pasning til sit barn, og man skal ikke have dårlig samvittighed over at sende sit barn afsted.

Finder man som forældre ud af, at man nogle dage selv kan passe sit barn, kan man godt melde fra dag til dag, oplyser direktøren.

Annonce

Positivt tegn

I øjeblikket gennemgår man i kommunens forvaltning alle de børn, der ikke er afsted i daginstitution for at se, om nogle af dem ville have mere gavn af at komme afsted, for eksempel af sociale og trivselsmæssige årsager.

Fra pædagogernes fagforening, BUPL, har man talt for at indføre nødpasning i  daginstitutionerne i en periode på lige fod med skolerne for at mindske smittespredningen, og formanden for BUPL Sydjylland, Jonna Jul Gudmundsen, er godt tilfreds med, at en del af forældrene i Kolding har fundet alternativ pasning lige nu.

- Jeg tager det som et positivt tegn og som et tegn på, at forældrene kan se, at det er nødvendigt at bakke op. Nu opfordrer sundhedsmyndighederne jo også til, at man holder sit barn hjemme, hvis man har mulighed for det. Det er blandt andet af hensyn til smittespredningen og for, at man ikke bringer smitte ind og ud af institutionerne, siger Jonna Jul Gudmundsen, der også henviser til længere tids udfordringer i institutionerne med at få hverdagen til at hænge sammen, når medarbejdere jævnligt er sendt hjem til test og venter på testsvar.

- Det pres forventes at blive endnu større de kommende måneder, når man forventer større smittespredning, siger hun.

Hun anbefaler forældre til at undlade at bruge daginstitutionerne, hvis de har mulighed for alternativ pasning i øjeblikket. Desuden opfordrer hun arbejdsgivere til at tilrettelægge arbejdet sådan, at man gør det lettere for småbørnsforældre at passe deres børn derhjemme.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia

Coronavirus har sat genbrugsbutik under pres: Syv af 18 var syge i første omgang - nu er yderligere sendt hjem

Annonce