Fredericia: Vi skal have mundbind på, spritte af og respektere afstande og regler om et maksimalt antal kunder i butikken.
Men selvom det både er tilladt og skulle være sikkert nok, ønsker mange at blive hjemme og ikke bevæge sig ud for at handle dagligvarer. Det viser en ny rundspørge til en række forskellige kæder i Fredericia.
- Vi tager imod ordrer mod et gebyr, pakker for kunderne og afleverer poserne på parkeringspladsen, fortæller chefen for byens største varehus, Thor Mosegaard, Føtex, Venusvej, til Fredericia Dagblad:
- Føtex har ordningen Køb & Hent, hvor man bestiller på nettet og henter selv, og vi har nok 40-50 ekspeditioner om dagen lige nu.
- Ordningen er fra før corona, men blev rullet hurtigere ud, da det lukkede ned sidste år, forklarer Thor Mosegaard:
- Vi har set en meget stor stigning og har også nået loftet for, hvad vi har haft personale til.
- Vi var på 60 ordrer nogle dage, oplyser varehuschefen, og det var nok loftet. Vi har ansat cirka 10 nye til Køb & Hent - tre mere eller mindre faste og syv ungarbejdere.
Travlt i Erritsø
- Jeg er helt sikker på, at meget vil rykke over på nethandel efter corona, lyder meldingen fra Føtex-chefen:
- Vi har fundet vores model, og den indebærer godt nok ikke transport ud til kunderne. Det ville blive meget dyrt for os og for kunden. Men vi kan ikke afvise, at transportløsningen kommer en dag, men lige nu er Køb & Hent en god løsning.
Thor Mosegaard tilføjer, at kunderne til Køb & Hent - så vidt som Føtex kan vurdere det - er en blanding af folk, der ikke ønsker for megen udgang lige nu, almindeligt travle familier samt institutioner og dagplejere.
Thor Mosegaard, varehuschef, Føtex VenusvejVi har set en meget stor stigning og har også nået loftet for, hvad vi har haft personale til. Vi var på 60 ordrer nogle dage.
- I forvejen bragte vi varer ud til nogle få udvalgte. Nu har vi givet det fri på grund af corona, lyder meldingen fra souschef i Super Brugsen Erritsø, Kurt Kusk:
- Man ringer dagen i forvejen, og så pakker vi og leverer. Primært i butikkens område, men vi har også ture til Fredericia. Betaling sker med Mobile Pay eller dankort. Vi er nok steget med 50 procent og har vel fem-ti ture om dagen. Vi kører selv og prøver at få ordrerne med, når vi alligevel skal rundt i området og passe de OK-tanke, vi enten selv ejer eller har tilsyn med.
- Derudover kører vi seks-tolv ture om dagen her under corona for Osuma.dk, som køres af en ekstern chauffør, tilføjer Kurt Kusk:
- Men det er os, der pakker tingene.
Osuma er et onlinesupermarked i Coop. Disse ture er både i Fredericia, Vejle, Vamdrup og Christiansfeld, oplyser souschefen i Super Brugsen Erritsø.
Er kommet for at blive
- Det er både ældre, der ikke selv kan handle, og folk, der måske ikke ønsker at komme så meget ud, der handler online hos os nu, og jeg tror, det er kommet for at blive, siger Kurt Kusk fra Super Brugsen i Erritsø:
- Alt efter turene koster det 75-90 kroner i gebyr, at vi tager imod bestillingen, pakker og leverer.
Hos Spar på Prangervej bestiller man også på nettet eller Facebook, fortæller souschef, Gunnar Christiansen:
- Vi får et par ekstra på ordningen hver uge lige nu.
- Så vi har nok 10-20 kørsler om dagen tre dage i ugen. Enten med Mobile Pay eller aftalte penge. Der er også et gebyr
- Jeg tror, det er kommet for at blive, siger Spars souschef.