Annonce
Sport

Cykelkolleger hylder ung Danmark Rundt-vinder

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Der er stor ros fra cykelkollegerne til Niklas Larsen, der søndag vandt Danmark Rundt.

Der bliver ikke sparet på de flotte ord, når Niklas Larsens præstation ved PostNord Danmark Rundt skal beskrives.

Den 22-årige ColoQuick-rytter sluttede søndag som samlet vinder af det danske landevejsløb, og det får flere af konkurrenterne fra feltet til at tage hatten af for det unge talent.

Ikke mindst hans holdkammerat fra det danske banelandshold Lasse Norman Hansen.

- Niklas er en vanvittig god cykelrytter, og han har forberedt sig rigtig seriøst til det her cykelløb, så det er fuldt fortjent, at han står med førertrøjen, siger Norman Hansen.

Han vandt årets kongeetape, som også var den etape, hvor Niklas Larsen snuppede førertrøjen fra Mads Würtz Schmidt.

Og selv om den danske Tour-rytter ærgrer sig over, at han måtte afgive trøjen, så roser han Niklas Larsen, som han kørte på hold med i 2016 på Team Trefor - det nuværende Team Waoo.

- Dengang viste han også rigtig gode takter og viste, at han havde et stort talent. Men den måde, han har kørt det her løb på, har været vildt flot. Jeg er rigtig imponeret.

- Han har forberedt sig rigtigt flot og kørt sindssygt stærkt, og i mine øjne har han bare været den allerbedste mand. Hatten af for ham. Det er flot, hvad han og ColoQuick har præsteret, siger Mads Würtz Schmidt.

Niklas Larsen vandt foran Jonas Vingegaard, der kører for World Tour-holdet Jumbo-Visma. Og også han har kun positive ting at sige om sin konkurrent.

- Han er et kæmpestort talent. Det er ekstremt flot, at han vinder det her løb. Jeg ønsker ham alt det bedste, for han er virkelig en god gut.

- Jeg håber, jeg kommer til at være holdkammerat med ham i fremtiden, så han ikke skal være min konkurrent, siger Jonas Vingegaard.

/ritzau/

Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia For abonnenter

Strandgæster ryster på hovedet over broføljeton: - Man kan ikke hamle op med naturens kræfter

Annonce