Nordvestfyn: I 2020 skulle cykelløbet Fyen Rundt være afviklet den 8. maj, og for første gang i historien skulle løbet have start og mål i Middelfart. Løbet blev imidlertid, ligesom mange andre arrangementer, aflyst på grund af corona.
Men nu er der endelig fundet en ny dato for cykelløbet i år. Det meddeler arrangørerne fra Cykling Odense. Datoen bliver dog i år til datoer, da arrangørerne har valgt at opdele arrangementet i to dele grundet corona-restriktionerne.
- Det bliver ikke helt, som det plejer, ja faktisk ved vi endnu ikke med sikkerhed, hvor meget vi må og ikke må, lyder meldingen fra Claus Rasmussen, formand for Cykling Odense i en pressemeddelelse.
En ting er dog sikkert. Nemlig at UCI eliteløbet køres den 30. maj med et stort felt på 175 ryttere, der kommer til at pryde de fynske landeveje. Der køres en rute på 173 kilometer, og løbet slutter med tre omgange på den samme rute, som DM i landevejscykling sidste år blev afviklet på. Start og mål er på Havnegade i Middelfart ved Middelfart Sparekasse.
- Claus Rasmussen, formand Cykling Odense.Nu venter vi på, hvilke retningslinjer vi skal afvikle begge arrangementer efter. Det ved vi jo reelt set ikke endnu, men vi har store forventninger til, at vi må få en del tilskuere ud langs vejene til eliteløbet.
Motionsløb flyttes til august
- Vi har ikke turde satse på, at vi kan samle mange glade cyklister allerede den 30. maj, så vi har valgt at flytte motionsløbet til søndag den 15. august, fortæller Claus Rasmussen, der håber på alles forståelse for det valg.
I motionsløbet vil der være tre forskellige ruter. Den lange på 173 kilometer, en på 140 kilometer og en på 70 kilometer. I år sker der desuden noget nyt på motionsruten, idet der kommer til at indgå tre såkaldte gravel ruter - som er ruter på grusvej.
Også her vil start- og målområdet være på Havnegade i Middelfart ved Middelfart Sparekasse.
- Nu venter vi på, hvilke retningslinjer vi skal afvikle begge arrangementer efter. Det ved vi jo reelt set ikke endnu, men vi har store forventninger til, at vi må få en del tilskuere ud langs vejene til eliteløbet. Vi følger opmærksomt, hvad der kommer fra myndighederne i den kommende tid, lyder det fra Claus Rasmussen.