Annonce
Fredericia

Dårlig ryg skubber afsløring af ny bronzekunst i Fredericia: Uvist om dronningen kommer

Kunstneren Bjørn Nørgaard, som står for udsmykningen af Christianskirkens nye indgangsparti "Alfa & Omega", har været plaget af rygproblemer. Afsløring er derfor flyttet fra december 2018 til januar 2020. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Billedhuggeren Bjørn Nørgaard har været sygemeldt, men er nu klar igen. Hans portal til Christianskirken afsløres 12. januar 2020 i stedet for 8. december 2019.

Fredericia: Indvielsen af det nye store kunstværk i Christianskirken "Alfa & Omega" er udskudt fra 8. december 2019 til 12. januar 2020.

Skaberen, professor og billedhugger Bjørn Nørgaard, er løbet ind i rygproblemer. I samme forbindelse har hoffet oplyst, at Hendes Majestæt Dronningen heller ikke kunne deltage i december. Menighedsrådet i Christians Sogn har genfremsendt indbydelse til hende eller til andre medlemmer af kongehuset til den 12. januar, men endnu ikke fået et svar.

Det oplyser menighedsrådsformand, Per Møller Henriksen, til Fredericia Dagblad:

- Bjørn Nørgaard har det bedre, og de to store bronzedøre, der udgør kunstværket, er støbt og afsejlet fra Kina.

De er også ankommet til Fredericia. Arbejdet med de rammer, dørene skal sidde i, er i fuld gang, kan man ved selvsyn konstatere.

Annonce

Bjørn Nørgaard har det bedre, og de to store bronzedøre, der udgør kunstværket, er støbt og afsejlet fra Kina. De har også rundet England, har jeg hørt, så dørene er på vej.

Menighedsrådsformand Per Møller Henriksen, Christians Sogn, Fredericia

Våbenhus udvides også

Bjørn Nørgaard skabte i 00'erne sit første monumentale værk til Christianskirken i Fredericia med titlen "Du skal elske din fjende".

Det består af en række glasmosaikker samt et gyldent alter og fornemme sølvstager. Flere hundrede tusinde kirkegængere og andre gæster har beundret værket og fået det forklaret, siden Dronning Margrethe og Prins Henrik indviede det i 2007. "Du skal elske din fjende" er til dels finansieret gennem Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond.

"Alfa & Omega" er som sagt to tunge døre i ædelmetal. Samtidig udvides våbenhuset, hvad der er tiltrængt. Alfa og omega er henholdsvis første og sidste bogstav i det græske alfabet, og Jesus sagde selv, at dét var han - begyndelsen og afslutningen. Indgangen og udgangen har Bjørn Nørgaard selv suppleret fortolkningen af værket med.

5,5 mio. kroner

De svære metalkonstruktioner og el-teknikken, der skal holde, åbne og lukke den nye indgang, er finansieret af sognets skattekroner. Udgifterne løber op i halvanden million kroner.

Alt det kunstneriske er i lighed med "Du skal elske din fjende" rejst ved hjælp af midler udefra. Både små og store bidrag fra menigheden og andre samt ganske omfattende donationer fra noget større pengekasser - Den A.P. Møllerske Støttefond, Augustinus Fonden, Tove Bjørnshauges Fond og virksomhederne Bankdata i Erritsø og Ørsted (tidligere Dong) i Skærbæk. Også tømrerfirmaet R.A. Ussing & Søn A/S i Sønderskov og L. Østergaards Maskinfabrik i Fredericia har været velvillige.

I alt fire millioner kroner kommer det til at koste.

Sådan kommer bronzeportalen til at se ud. Foto: Christianskirken

Festgudstjeneste

På dagen søndag den 12. januar næste år er der først afsløring ved Bjørn Nørgaard selv klokken 10.00 foran Christianskirkens våbenhus på Christiansvej.

Derefter festgudstjeneste fra klokken 10.45, hvor der også præsenteres ny musik skrevet til lejligheden af salmedigteren, Holger Lissner, Røjle. Han er også ophavsmand til salmer skrevet til "Du skal elske din fjende". Til slut reception i sognelokalerne.

Alle er velkomne.

I Bjørn Nørgaards værksted i København. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Bjørn Nørgaard (nr. to fra venstre) indviede sammen med Dronning Margrethe og Prins Henrik (hhv. nr. ét og tre fra venstre) sit første kunstværk i Christianskirken i Fredericia i 2007: Glasmosaikker, et gyldent alter og nyt kirkesølv med titlen "Du skal elske din fjende". Arkivfoto: Peter Honoré
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce