Annonce
Kolding

Dødsdømt projekt forsøges genoplivet: Patienter skal igen selv kunne booke tider til scanning

Regionen skriver i deres ansøgning, at MR-scannere stod stille i 338 timer af afdelingens produktionstid på grund af udeblivelser. Arkivfoto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix
I sommer måtte afdelingen for røntgen og scanning droppe et forsøg, hvor patienter selv skulle booke tid til MR-scanning, selvom projektet var succesfuld og nedbragte antallet af udeblivelser. Nu er der håb for, at projektet bliver genoptaget.

Kolding: Tåbeligt og dumt.

Sådan lød det fra Poul-Erik Svendsen (S), formand for regionens sundhedsudvalg, da det tidligere på året stod klart, at afdelingen for røntgen og scanning på Kolding Sygehus måtte lægge et ellers succesfuldt forsøg, hvor patienter selv skulle booke tid til scanning, i graven. Forsøget kom i karambolage med sundhedsloven, der kræver, at patienten får en konkret tid i det første brev, som modtages fra sygehuset.

Nu er der dog håb for, at ordningen genopstår. Når sundhedsudvalget på tirsdag holder møde, skal politikerne nemlig godkende en ansøgning til Sundheds- og Ældreministeriet, hvor udvalget ansøger om at få lov til at sætte gang i en to årig forsøgsperiode uden om sundhedsloven, hvor patienterne igen selv skal kunne booke tid til MR-scanning.

I de seks måneder, forsøget i første omgang kørte, faldt antallet af udeblivelser fra 14 til fire om ugen, og netop derfor skal Røngten og Scanning have lov til at genindføre selvbooking-systemet. Det er en ting, som hører til i vore tider, siger Poul-Erik Svendsen.

- Jeg håber, ansøgningen bliver godkendt af ministeriet, men jeg er ikke helt sikker på, at den vil blive det. Jeg synes, der er rigtig meget fornuft i det, og i mange andre sammenhænge, kan man selv definere en tid, lyder det fra udvalgsformanden.

- Det, vi er oppe mod, og ministeriet vil sikre, er, at der ikke er noget slentren, og det skal vi også holde øje med, men jeg synes, selvbooking hører sig til, siger han.

Annonce

Sagen kort

Radiologisk Afdeling på Kolding Sygehus oplevede, at 676 patienter udeblev fra deres aftalte tid til MR-scanning i 2017. Det svarede til cirka 14 patienter om ugen.

For at reducere antallet af udeblivelser iværksatte afdelingen derfor et forsøg. Forsøget gik ud på, at patienter i stedet for et indkaldelsesbrev med tid og dato modtog en besked om, at patienten skulle tage kontakt til afdelingen for at booke en tid.

I forsøgsperioden faldt antallet til til fire udeblivelser om ugen.

Efter et halvt år blev ordningen lagt i graven, da Regional Visitation i Region Syddanmark, der varetager patienternes rettigheder, gjorde opmærksom, at patienten har krav på en konkret tid tre dage efter henvisningen. Derfor måtte ordningen droppes.

Bedre muligheder

Forsøgsordningen vil være skruet sammen sådan, at en patient, der får en henvisning til en MR-scanning, selv vil skulle kontakte sygehuset for at få en tid. I stedet for en tid til scanning, vil patienten som det første modtaget et kvitteringsbrev, der informerer patienten om, at den hurtigst muligt skal ringe til afdelingen for at aftale en tid.

"For det første kan aftalen passe patienten bedre, hvorfor patienten kan have bedre muligheder for at overholde aftalen. For det andet kan patienter være bedre til at huske aftaler, som de selv har indgået. For det tredje kan patienter føle sig mere forpligtet til at overholde aftaler, når de selv har indgået den," står der i ansøgningen.

I regionens ansøgning er der også taget højde for patienter, der ikke selv er i stand til at booke tider.

"Ved særligt sårbare patienter, hvor henvisende læge vurderer, at patienten ikke vil reagerer på eller forstå beskeden om at rette henvendelse, kan lægen kontakte afdelingen og booke en tid, som patienten kan få med hjem direkte fra lægen," skriver regionen i ansøgningen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce