Annonce
Fredericia

Da alt gik i stå, kastede fotograf sig ud i et usædvanligt projekt

Fotograf Helle S. Andersen foran nogle af de fotos, hun tog under corona-nedlukningen. Foto: Helle S. Andersen
Da landet lukkede ned i marts 2020, stod forretningen også helt stille for fotograf Helle S. Andersen. I stedet kastede hun sig ud i fotoprojektet ”Vi holder afstand”, som gav en række helt anderledes billeder af fredericianere under coronapandemien.

Fredericia: Alle bestillinger blev aflyst, og kaos herskede blandt landets portrætfotografer, da landet lukkede ned i marts.

Men da fotograf Helle S. Andersen er en praktisk anlagt type, ledte hun hurtigt efter andre muligheder. Det blev starten på det usædvanlige fotoprojekt ”Vi holder afstand”, som hun satte i gang få dage efter statsminister Mette Frederiksens nedlukningstale 11. marts.

Annonce

Folk fandt ud af det vigtige

Konceptet var enkelt. Få besøg af Helle S. Andersen, som med afstand fotograferer, hvad folk laver under coronaen. Efterfølgende kan billedet købes med rabat.

- Jeg skrev ud på sociale medier, og i det var en måde at vise folk: Jeg her her stadig, og man kan stadig få taget billeder, fortæller Helle S. Andersen.


Det var enormt berigende at se, hvordan folk engagerede sig og hjalp hinanden

Helle S. Andersen


Det begyndte hurtigt at strømme ind med deltagere. Op til fire opgaver om dagen, og fotografen sagde aldrig nej. Det gav mange anderledes situationer, oplevelser og historier, som gjorde indtryk på hende.

- Folk selv havde budt mig indenfor. Derfor kom jeg også tættere på dem, end jeg normalt gør. Alle fandt det positive i situationen, og det var fantastisk godt vejr i hele perioden. Det gik også op for mange, at de nære relationer er vigtige, og de skal dyrkes, siger Helle S. Andersen.

- Det var enormt berigende at se, hvordan folk engagerede sig og hjalp hinanden, tilføjer hun.

Annonce

Privat juletræstænding

Sammen med Fredericia Dagblad har hun udvalgt nogle af fotografierne, som hun fortæller om her i billedteksterne. Projektet kørte mest under den hårde forårsnedlukning, men det sidste foto i serien blev taget i slutningen af november. Her foregik et arrangement, der som mange andre blev ændret på grund af corona. Restriktioner kom i vejen for dagplejebørnenes juletræstænding på Axeltorv i Fredericia. I stedet stod to private dagplejere i Taulov i spidsen for en mindre juletræstænding, som Helle S. Andersen også dokumenterede.

I alt ligger der 181 billeder fra serien, som kan ses på fotografens Facebook-side.

Enken kom til mig før begravelsen, hvor et begrænset antal måtte deltage. For nogle år siden havde jeg fotograferet hende og manden. Nu ville hun gerne have et stort billede af hendes mand. Når man måtte samles igen, ville hun have et billede af manden stående sammen med urnen. Jeg ringede tilbage til hende og sagde: Jeg håber ikke, du tager det ilde op, men må jeg komme og tage billeder til begravelsen? Hun var meget glad for, at jeg ville komme og dokumenterede den begravelse, som folk ikke måtte komme til. 8. april. Foto: Helle S. Andersen
Mormor havde 80-års fødselsdag, men familien kunne ikke komme ind til hende. I stedet mødtes de klokken 15 og gemte sig omme bag et hus. De ringede og sagde: Kan du ikke lige komme ud på altanen. De stod udenfor og sang fødselsdagssang for hende og flagede. Det var meget rørende, fortæller fotografen. 31. marts. Foto: Helle S. Andersen
Jeg skulle have fotograferet til en masse konfirmationer det forår. Det var én af de konfirmationer, der blev udskudt. Billedet af tvillingerne Mai og Kira fra Taulov er taget 5. maj, hvor de skulle have holdt konfirmation. Den ene ville vise sit festtøj, og den anden ville vise sit andendagstøj. Foto: Helle S. Andersen
I vuggestuen i Bøgeskov modtog de nogle regnjakker fra kommunen., da der manglede værnemidler. Regnjakkerne skulle være brugt i forbindelse med Lillebælt Halvmaraton, som blev aflyst. Vuggestuen modtog en skabelon. De kunne få to forklæder ud af én regnjakke. 26. april. Foto: Helle S. Andersen
Hos Lægerne ved Lillebælt i Fredericia Sundhedshus var de klar med vaccine for lungebetændelse. De sendte beskeden ud til alle i risikogruppen, og det var vigtigt, at folk fik den. Derfor gjorde de det som drive-in, hvor sygeplejerskerne stod udenfor i et telt. Det var bidende koldt. De stod og sprittede af før og efter hvert stik, og de kunne ikke stå der i lang tid ad gangen. 28. april. Foto: Helle S. Andersen
På Kirstinebjergskolens afdeling på Høgevej vendte eleverne tilbage efter coronanedlukningen. Her er det 2. klasse, og de blev sat op i rækker og med afstand, og forældrene måtte ikke komme med ind. Børnene var glade for at se hinanden, og de glædede sig til at komme i skole igen, tror jeg. 16. april. Foto: Helle S. Andersen
Line og Nicklas er vokset op i henholdsvis Roskilde Garden og 6. Juli Garden. Nu spiller de i 7. regiments Musikkorps, som de selv har været med til at danne i Fredericia. Selvfølgelig skal sønnen Arthur være med, når der spilles, som her, da de gav koncert på terrassen. Foto: Helle S. Andersen
Kirsten er selvstændig med aftenskolen Magnum Opus. Hendes børn skulle være hjemme, og når man har en motionsaftenskole, er det en del af hverdagen. Så de lavede en opvisning for mig. 15. april. Foto: Helle S. Andersen
Line er vuggestuepædagog. I hjemmet i Østerby lavede hun hver dag en lille video til sine børn. Det var et lille dukketeater, og det var små, korte historier, men de havde en kæmpe indflydelse for både børnene og deres familier hver dag. 7. april. Foto: Helle S. Andersen
Vibe skrev til mig, da venner endelig kunne mødes til en frokost – udendørs, fortæller fotografen. Torben gav et nummer på guitaren. 18. april. Foto: Helle S. Andersen
To private dagplejere ville ikke snyde deres børn for den oplevelse, at juletræet blev tændt og pyntet. Den normale juletræstænding på Axeltorv blev aflyst, og så arrangerede de én selv i slutningen af november. Foto: Helle S. Andersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Formand for landets intensivlæger: - Børn med corona kan blive efterårets store udfordring

Annonce