Annonce
Middelfart

Dagens input: Sine vil have flere varme hænder i børnehaverne

Sine Paludan Skov fra Strib ønsker sig flere varme hænder i daginstitutionerne. Foto: Daniel Kofoed.
Et opråb, et input eller blot et godt råd. Avisen arbejder fra 10 forskellige steder på 10 dage, og vi giver hvert sted læsere og andre mulighed for at komme til orde.

Strib: Hun er 36 år, arbejder i disse dage som frivillig i back stage-området på Rock Under Broen, og så ønsker hun sig flere hænder i kommunens daginstitutioner.

Sine Paludan Skov har en pige på otte og en dreng på fem, og hun har gennem de seneste år oplevet, at pædagogerne i familiens kommunale børnehave løber stærkere og stærkere.

- Jeg kunne godt tænke mig flere varme hænder i børnehaverne. Jeg kan se igennem flere år, at der er blevet skåret på børneområdet. Vi har fået fællesledelse, der er ikke råd til vikarer, og man kommer kun hjem til børnefødselsdage, hvis man kan gå, fortæller moren fra Strib.

Annonce

- Pengene skal også findes

Hun har med egne ord ikke kunnet holde sig tilbage med at råbe op.

- Jeg kan skrive en bog om det, så mange holdninger har jeg til det. Jeg har været meget aktiv og råbt meget op, men det er lidt som at slå i en dyne. Det er jo en politisk prioritering. Jeg tror på, at der er nogle børn, der går tabt, siger Sine Paludan Skov.

Hun understreger, at det ikke er en kritik af pædagogerne. Tværtimod. De fortjener ifølge moren et stort klap på skulderen for den daglige indsats.

- De voksne gør det godt og er supersøde. De gør et fantastisk stykke arbejde ud fra de vilkår, de arbejder under, siger hun.

Næstformand i Børn-, Kultur- og Fritidsudvalget, Esben Erichsen (S), har forståelse for morens bekymringer, men står ikke klar med flere hænder.

- Et eller andet sted er jeg uenig. Der er ikke noget, jeg hellere ville end at ansætte flere pædagoger, men pengene skal også findes et sted. Pædagogerne gør et godt stykke arbejde, og de er spændt hårdt for, siger Esben Erichsen, der sætter sin lid til, at en kommende rød regering prioriterer børneområdet, som der er blevet talt om i valgkampen.

Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Forældre i kamp for Ungdommens Hus: - Havde det ikke været for huset, havde vores datter aldrig fået sin studentereksamen

Fredericia

Private plejere demonstrerer i eftermiddag: - De ældre er taberne her

Annonce