Annonce
Læserbrev

Dagtilbuddenes normering afhænger af ferienormeringen

Læserbrev: Hvis du som forælder ønsker en god normering i dit barns dagtilbud, så er der ekstra god grund til at være opmærksom på ferieperioderne. For det er her, at du selv har muligheden for at forbedre eller forringe normeringen i dit barns pasningstilbud.

Hver gang at du som forældre skal give vuggestuen eller børnehaven besked på, om dit barn kommer i fx vinterferien, så er det værd lige at gøre sig umage. Det kan nemlig være fristende blot at tilmelde sit barn pasning, fordi der kan være lang tid til ferieperioden, eller fordi man måske ikke har fået aftalt med sin arbejdsgiver eller bedsteforældrene, om børnene har mulighed for at blive hjemme fra dagtilbud.

Hver gang der er tilmeldt børn til behovsåbent, er der pædagoger og medarbejdere, der bliver kaldt på arbejde og ikke selv får muligheden for at holde ferie. Dette er grundlæggende fint, idet behovsåbent i dagtilbud er en nødvendighed for de familier, der har brug for at arbejde i de perioder, hvor flertallet af danskerne holder fri.

Problemet ligger derimod i at rigtig mange børn, der er tilmeldt behovsåbent, alligevel holdes hjemme. Konsekvensen bliver, at rigtig mange varme pædagoghænder er på arbejde i ferieperioderne, og de skal så i stedet afspadsere eller holde ferie på andre tidspunkter, hvor alle børn er tilstede i deres dagtilbud.

Børnene har et lige så stort behov for ferie, som voksne har. Men de har også behov for en god normering. Så husk at gøre jer umage med ferieplanlægningen – det vil gavne jeres børn og normeringen hele året.

Annonce
Kristina Jørgensen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme For abonnenter

Flemming Hansen spørger: Er det kun okay at tjene 60 millioner om året, hvis man spiller fodbold?

Det er vel langsomt ved at gå op for befolkningen, at vi nu har den mest socialistiske regering, vi har haft i mange år. Det er naturligvis regeringen, der tegner denne linje, men en forudsætning for, at vi har denne regering, er det aftalepapir, som Enhedslisten, Alternativet, SF og Radikale står bag. Og skulle det ikke lykkes regeringen at samle et flertal med deres fire aftalepartnere, har den Dansk Folkeparti som et sikkert reserveparti. - Partierne til venstre for midten synes naturligvis, at den opståede politiske situation skal udnyttes bedst muligt, og derfor ser vi tusindvis af nye stillinger blive slået op i den offentlige sektor. Der er steder, hvor det er absolut rimeligt, men indtil nu har vi ikke hørt, om der skulle være steder, hvor den offentlige sektor kunne tilpasse sig virkelighedens verden og skære overflødige stillinger væk. Alt dette giver muligheder - især til SF - for at komme med forslag, der virkelig beskriver, hvordan venstrefløjen ser det danske samfund i fremtiden. - SF’s gruppeformand, Jacob Mark, har for eksempel i yderste alvor foreslået, at Folketinget skal lovgive om, hvor stor løn en direktør må tjene i en virksomhed. Forslaget går i al sin enkelhed ud på, at en direktørs løn højest må være 20 gange højere end den løn, den lavestlønnede i virksomheden tjener. Jeg tror virkelig, han mener det. Det vil betyde, at bestyrelsen i en virksomhed fratages den væsentlige opgave at forhandle og fastsætte, hvad direktionen i virksomheden må hæve i løn. Det er så lige meget, om det er en direktør i en af landets største virksomheder eller en virksomhed med 20 ansatte. - Hvordan den styring og kontrol, der her lægges op til, skal varetages er ikke oplyst. Men mon ikke man nok kan finde på at oprette en ny styrelse med nogle 100 ansatte til opgaven? Det vil være naturligt for SF. Hvis folkesocialisterne fortsætter blot et enkelt skridt mere ad denne vej, når de det lyksalige øjeblik, hvor socialismen er indført, og ”de gode gamle dage” i østbloklandenes tid er tilbage. - Sammenligner vi med udlandet, er de danske direktørlønninger ikke høje. Og ser vi på statistikken over høje direktørlønninger, er det ganske få, der har de helt høje lønninger. Og som bekendt betales omkring halvdelen af lønnen i skat til det danske velfærdssamfund. Ofte er disse høje lønninger en kombination af fast løn og præmie for at have nået de mål, bestyrelsen har fastsat. Og normalt ser man dem kun i virksomheder med tusindvis af ansatte, ofte fordelt over hele verden. - Den nye tendens på området bliver også stadig mere tydelig: Vi ser stadig flere administrerende direktør-stillinger, der besættes af topledere fra andre lande. Carlsberg og Danske bank er gode eksempler. Det viser, at der er en international kamp om at få de dygtigste ledere - i øvrigt på mange niveauer. Og kan SF ikke tåle at se på deres lønsedler, taber vi i det internationale kapløb. - Jeg vil slutte af med et af de store paradokser, der i endnu højere grad udstiller venstrefløjens syn på verden. Lige nu sætter SF fokus på lederne i dansk erhvervsliv og mistænkeliggør dem. I samme åndedrag ser vi store jublende overskrifter på sportssiderne og i tv, der fortæller, hvor store beløb danske sportsstjerner handles til, og hvilken løn de opnår. - Netop nu oplever vi, at Christian Eriksen skifter til en italiensk storklub, og det slås stort op, at hans årsløn er mindst 60 millioner kroner plus lidt tillæg af forskellig slags. Jeg kan kun glæde mig på hans vegne. Vi oplever, at cykelryttere, tennisspillere og andre dygtige sportsfolks lønninger bliver offentliggjort, og at medierne strutter af stolthed på danskernes vegne. At mange af disse sportsfolk bosætter sig i Monaco for at slippe i skat, gør ikke jubelen mindre. - I stedet for venstrefløjens ubehag ved, at nogle tjener mere end andre, synes jeg, vi bør glæde os over, at vi lever i et af verdens mest udviklede velfærdssamfund, hvor der er sikkerhedsnet under de svageste. Og hvor de, der tjener mere end 500.000-600.000 kronerom året ovenikøbet får lov at betale halvdelen af deres restløn til det offentlige, hvor vi - til trods for eksempler på enkeltsager - bliver behandlet tilfredsstillende.

Fredericia

I konkurrence med etablerede spisesteder: Ros har fået en rosende modtagelse

Annonce