Annonce
Danmark

Danmark får nye kostråd: Nu skal du spise mindre kød, men flere bælgfrugter

Fødevareminister Rasmus Prehn præsenterer de nye klimavenlige kostråd i dag klokken 10. Foto: Liselotte Sabroe /Scanpix
Nye officielle kostråd tager ikke længere kun hensyn til sundhed, men også til klimaet, fortæller minister. FødevareDanmark har dog besluttet, at de ikke giver opbakning til de nye råd.

Kostråd: Den røde bøf skal udskiftes med en bønnesalat, og der skal skrues ned for mejeriprodukterne. Det er nogle af budskaberne i de nye officielle kostråd, som fødevareminister Rasmus Prehn (S) i dag præsenterer.

I årtier er kostrådene primært blevet bygget på, hvad der har vist sig videnskabeligt bedst for folkesundheden. Men nu tager de også hensyn til, hvad der er bedst for klimaet. Det fortæller fødevareministeren.

- Vi ved, at mange danskere, ligesom regeringen, er optaget af klimaet. Og det interessante er, at det, der er klimavenligt, nærmest er 1:1 ens med det, der er sundt.

Annonce

Ifølge tal, som DTU har beregnet for Fødevareministeriet, vil en gennemsnitsdansker kunne reducere sit klimaaftryk fra fødevarer med cirka 35 procent, hvis han følger de nye kostråd til punkt og prikke.

I runde tal vil det svare til, at omkring syv procent af personens samlede klimaaftryk skæres væk.


Det er godt med oplysning på det her område, så alle kan blive klogere. Men politikerne skal også tage ansvar.

Michael Minter, Concito


Mindre kød er godt for klimaet

De 10 gamle kostråd er blevet skåret ned til syv nye. Men flere budskaber går igen.

Myndighederne anbefaler således stadigvæk, at vi spiser varieret, ikke for meget, slukker tørsten i vand og skærer ned for det søde, salte og fede.

Men det er ikke alt, der er ved det gamle. For eksempel anbefales det nu, at vi spiser omkring 350 gram kød om ugen. Tidligere hed det op til 500 gram.

De nye kostråd

  1. Spis planterigt, varieret og ikke for meget.
  2. Spis flere grøntsager og frugter.
  3. Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk.
  4. Spis mad med fuldkorn.
  5. Vælg planteolier og magre mejeriprodukter.
  6. Spis mindre af det søde, salte og fede.
  7. Sluk tørsten i vand

Ændringen skyldes primært det nye hensyn til klimaet. Det bekræfter Rasmus Prehn.

-Vi vil gerne sende et kraftigt signal til danskerne om, at det er alvorligt ment: Prøv nu at skære ned på kødet. For klimaet og sundhedens skyld.

Annonce

Vi spiser 1 kilo kød om ugen

Sisse Fagt er seniorrådgiver på DTU Fødevareinstituttet. Hun er med til at rådgive myndighederne om det faglige grundlag bag de nye kostråd.

Hun vurderer, at både folkesundheden og klimaet vil have godt af, at så mange som muligt følger rådene.

- Det vil være godt at skære ned i blandt andet kødforbruget. Vi spiser rigtig meget kød i Danmark, og det er hverken sundt for os eller godt for klimaet.

DTU’s tal viser, at en gennemsnitsdansker spiser omkring et kilo kød om ugen. Der er altså langt ned til de anbefalede 350 gram.

- Og når man skærer så stor en del væk, er det væsentligt, hvad der kommer i stedet. Vi skal erstatte kødet med nødder, frø, bælgfrugter og korn, siger Sisse Fagt.

Annonce

Det politiske ansvar skal ikke glemmes

Sisse Fagt får opbakning af den grønne tænketank Concito, der i årevis har arbejdet for klimavenlige kostråd.

Men trods en umiddelbar glæde, understreger Michael Minter, der leder organisationens arbejde med klimavenlige fødevarer, at kostråd ikke skal stå i stedet for konkrete politiske tiltag.

- Det er godt med oplysning på det her område, så alle kan blive klogere. Men politikerne skal også tage ansvar, siger han.

- Der skal laves konkrete tiltag, der gør det både lettere og billigere at leve klimavenligt. Det kan være et afgiftssystem eller momsregulering. Og så kan man også beslutte, at kødforbruget i offentlige kantiner og institutioner skal ned.

Fødevareministeren afviser ikke, at flere tiltag kan blive nødvendigt. Men han er dog tilbageholdende med at pege på, hvilken form de skal tage.

- Vi må se hen ad vejen, om der skal mere til. Men i første omgang vil jeg gerne anspore til, at der bliver truffet nogle beslutninger ude hos danskerne.

Annonce

Fødevareorganisation støtter ikke op

Torsten Buhl er administrerende direktør i FødevareDanmark, som primært repræsenterer små- og mellemstore fødevarevirksomheder.


Vi har som organisation støttet op om de tidligere kostråd, men det kan vi ikke længere.

Torsten Buhl, adm. direktør hos FødevareDanmark


Han fortæller, at hans organisation også blev inviteret med i dialogen, da de nye kostråd skulle formes.

Men trods det føler han ikke, at der blev lyttet i tilstrækkelig grad til de argumenter, de kom med.

- Derfor har vi besluttet, at vi ikke kan støtte op om de nye kostråd. Vi har som organisation støttet op om de tidligere kostråd, men det kan vi ikke længere, fortæller han.

I Torsten Buhls optik giver det ikke mening at anbefale danskerne at skære kraftigt ned på deres indtag af animalske produkter.

- Vi har en af verdens mest klimavenlige kødproduktioner, og derfor gælder det om at sikre dansk kødproduktion størst mulig markedsandel. Det er ikke godt for den samlede, globale klimabelastning, at dansk kødproduktion svækkes. Og det bliver den, hvis efterspørgslen efter dansk kød falder.

Men det mener fødevareminister Rasmus Prehn dog ikke kommer til at ske.

- Jeg tror, det vil være modsat. Når danskerne skærer ned på kødet, vil de prioritere bedre kød, når det endelig skal være. De vil købe mere dansk, så der er bedre styr på dyrevelfærd og klimahensyn, siger han og fortsætter:

- Det er den stemning, jeg samler op, når jeg taler med danskerne.

Annonce
Annonce
Livsstil For abonnenter

Treldes campingchef vil have flere til at opdage Fredericias fortræffeligheder

Fredericia For abonnenter

Nyt boligområde på vej med 225 boliger: 'Forventer at grundene hurtigt er væk'

Sport

Holvad på vej mod sin gamle styrke efter sin skade

Sport

FC Fredericia kan bare ikke tabe i Nykøbing Falster

Danmark

Søndagens coronatal: 893 nye smittede

Danmark

Se Danmark: Livredderne holder stranden sikker

Fredericia

25-års fødselar med én ting på ønskesedlen: Krisecenter kæmper for mænd

Sport

Se triumfen i billeder og video: Rindoms vilde rutsjebanetur endte med guld

Fredericia

Svovlsyrekajen eller Esplanaden? Skal kajen ikke have et nyt navn, spørger flere læsere

Fredericia For abonnenter

Så er der ferie: Sådan går det hos overnatningsstederne

Fredericia For abonnenter

Rasmus har holdt ferielejr for udsatte børn i 10 år: Et håndskrevet brev gjorde særligt indtryk

Annonce