Annonce
Erhverv

Dansk frasalg har mere end ottedoblet Ørsteds overskud

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Som led i kun at fokusere på vedvarende energi har Ørsted solgt fra. Det giver et stort plus på bundlinjen.
Annonce

For at fokusere fuldt ud på vedvarende energi har den danske energikoncern Ørsted frasolgt dele af sin forretning.

Det har i tredje kvartal givet et markant løft i overskuddet. Det viser Ørsteds seneste kvartalsregnskab, der er offentliggjort onsdag morgen.

I august afsluttede Ørsted frasalget af sin danske eldistributions-, privatkunde- og udendørsbelysningsforretning.

Den handel alene gav en gevinst på 11,1 milliard kroner.

Gevinsten fra frasalget har skudt overskuddet i vejret, så det for tredje kvartal er endt på 12 milliarder kroner efter skat.

Det er mere end otte gange så stort som i tredje kvartal sidste år.

I regnskabet bliver frasalget kaldt for en "vigtig strategisk milepæl for Ørsted" af selskabets administrerende direktør, Henrik Poulsen.

Med frasalget er selskabet nemlig nu færdig med at transformere sin portefølje af aktiviteter, så det nu er et energiselskab "fokuseret på vedvarende energi".

Det vil sige, at Ørsted nu kun fokuserer på udvikling af havvind-, landvind- og solenergiaktiver.

Ses der på Ørsteds driftsresultat - indtjeningen før blandt andet renter og skat - er det faldet fra tredje kvartal sidste år til samme kvartal i år.

Mere præcist er det faldet med 17 procent til 3,4 milliarder kroner.

Faldet var ifølge Ørsted forventet, da indtjeningen i tredje kvartal sidste år var hjulpet af en høj konstruktionsaktivitet for havvindmølleparken Hornsea 1.

- På trods af den vedholdende covid-19-krise har vores drift og finansielle resultater i tredje kvartal fortsat været stabile og fuldt på linje med vores forventninger fra starten af året, siger Henrik Poulsen i en kommentar.

Henrik Poulsen annoncerede tidligere i år, at han forlader sin post som topchef i Ørsted. Her bliver han afløst af Mads Nipper, der kommer fra Grundfos.

Henrik Poulsen stopper efter planen i Ørsted 31. januar.

/ritzau/

Link til regnskab
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Borgervejleder får færre henvendelser om jobcentret - men det stiger på et andet område

Annonce