Annonce
Sport

Dansk friskhed skal tæmme montenegrinsk fysik

Stregspiller Kathrine Heindahl melder sig frisk og klar til at tage den fysiske kamp op med Montenegros stærke spillere. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Montenegro vil gerne spille fysisk, men det skræmmer ikke Danmark, som vil slå igen med friskhed og kløgt.
Annonce

Montenegros håndboldkvinder har altid været kendt for at komme med en enorm fysik, som de ikke er bange for at bruge.

Når det fungerer, og holdet ikke rammes af mange udvisninger, som man gjorde mod Frankrig fredag, kan det være svært at dæmme op for.

Men Danmark har planen klar. Og de første frø til at stække Montenegros fysik blev faktisk allerede sået fredag i åbningskampen mod Slovenien.

For mens Montenegro ikke skiftede meget ud i løbet af den tætte og hårde kamp mod Frankrig samme dag, så fik den danske landstræner Jesper Jensen virkelig gjort brug af bredden i sin trup.

- Hvis vi lavede et wellness-tjek på vores spillere kontra Montenegros efter gårsdagens (fredagens, red.) kampe, så tror jeg, vi har fået fordelt tiden bedre, mener Jesper Jensen, som gerne sætter sine spillere op til hård fight.

- Vi er ikke så nervøse for de fysiske kampe, for vi har mange spillere, der er klar, og vi står skarpt på den fysiske del lige nu, synes jeg. Så lad os da bare tage det.

- Det handler hele tiden om at være smart med fysikken. Det må ikke være sådan, at det går ud over holdets præstation, men vi går gerne med på, at det må være en hård kamp.

I midtzonen i begge ender er stregspiller Kathrine Heindahl en af dem, som virkelig skal bokse med nogle af Montenegros fysisk stærke spillere.

Det gør hun gerne, og hun mener, at over 60 minutter vil Danmarks større bredde på holdet give en fordel - også i de direkte dueller.

- Et mesterskab er bare sindssygt hårdt, så jo mere pause du næsten kan få, jo bedre står du rustet til den næste kamp, siger danskeren fra CSKA Moskva.

- Det, jeg lige har nået at se af Montenegro-Frankrig, er dels, at det var en hård kamp, fordi det var en meget lige kamp, og dels at de spillede med mange af de samme spillere.

Især det sidste kan komme til at blive et problem for montenegrinerne og deres spillestil.

- De ved jo godt, de skal putte fysik ind i det, men en kamp er også lang, så hvis de vil spille det her hårde spil, men ikke kan skifte så meget ud, og vi kan spille ligeså hårdt, men kan skifte ud, så tror jeg, vi kan stå med en kæmpe fysisk fordel, mener Heindahl.

Sagen er nemlig den, at der er en del kvalitetsforskel på Montenegros bedste og dårligste spillere. Det gør det svært i et tæt EM-program, hvor alle point kan være afgørende.

- I en EM-turnering, hvor man får point med over i mellemrunden, er det hårdt, fordi man hele tiden skal jagte point. Der er ikke noget med, at man lige kan tage en puster. Der er ikke plads til fejltagelser, siger Jesper Jensen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia For abonnenter

Vejdirektoratet beregner støj hvert femte år: Disse muligheder findes der for at afhjælpe støj

Annonce