Annonce
Danmark

Danskere: Ligestilling? - Det har vi da

I bestræbelserne for ligestilling har ligeløn været et kampområde og er det stadig. For fagforeningen Djøf handler det nu optjening af pensionsmidler. Arkivfoto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Mange danskere tror, at kampen for ligestilling mellem kønnene er vundet. Det er den bare ikke, fastslår Djøf og professor.

Ligestilling: Er mænd og kvinder blevet så lige, at det ikke rigtigt giver nogen mening at kæmpe videre for ligestilling?

I en undersøgelse fra Megafon erklærer et flertal af danskerne sig i hvert fald enige i, at kampen for ligestilling mellem kønnene er gået for vidt. Selv blandt kvinderne er der 38 procent, der er enige i formuleringen om, at kønskampen nu er gået for vidt.

Undersøgelsen er foretaget af Megafon for akademikernes fagforening, Djøf. Men det overrasker fagforeningens formand, Henning Thiesen, at så mange danskere mener, at kønskampen bør stoppe nu:

- Det kommer bag på mig, må jeg indrømme. For i Djøf har vi den opfattelse, at der er langt igen, før der er reel ligestilling mellem mænd og kvinder og mellem piger og drenge, siger formanden.

Han håber ikke, at lige så mange af hans egne medlemmer som mener, at kønskampen er et overstået kapitel.

Djøf har indført kønskvoter i sine bestyrelser og har arbejdet for at få Folketingets medlemmer til at underskrive et ligestillingsløfte. Der er dog kun 74 af af Folketingets 179 medlemmer som har skrevet under.

Annonce

Undersøgelsen kort

Megafon har for Djøf spurgt et repræsentativt udsnit af danskerne, om de er "enige", "uenige" eller "hverken eller" i følgende budskab: "Kampen for ligestilling mellem kønnene er gået for vidt".

43 procent var enige i det udsagn, mens 36 procent var uenige.

Blandt mændene var 48 procent enige, og kun 30 procent var uenige.

Blandt kvinderne var 38 procent enige i udsagnet, mens 42 procent var uenige.

Kilde: Djøf/Megafon

Kommer ikke ud af stedet

Når kun 74 af Folketingets medlemmer har skrevet under på jeres ligestillingsløfte, så kan det vel ikke undre, at mange almindelige danskere også tænker, at den kønskamp gider vi ikke høre mere om?

- Den pointe kan du godt have. Men så meget desto vigtigere er det, at vi holder fast i den her debat. Det er efter min mening en samfundsopgave, som alle må være med til at løfte.

Rent lovgivningsmæssigt er der vel også lighed mellem kønnene, så måske tænker folk, at kvinderne bare må gå ud og tage den ret, de har?

- Ja der kunne jo godt aflejre den mening hos folk, at det nok er på plads, for det har vi snakket om de sidste 40-50 år. Og det er rigtigt, at vi har snakket meget om det, men vi er ikke kommet så frygtelig meget ud af stedet, siger Henning Thiesen.

- Vi halter langt efter vores nordiske naboer på det her område. Hvis vi for eksempel kigger på, hvordan kvinderne er repræsenteret i ledelserne i både den offentlige og private sektor, så ligger Danmark på en 95. plads i en international undersøgelse. Det her viser bare, at der er lang vej igen, siger Henning Thiesen.

Den danske mentalitet

Pernille Tanggaard Andersen er ikke så overrasket over, at ligestillingskampen er lidt lunken blandt danskerne. Hun er sociolog, professor ved Syddansk Universitet og har forsket i ligestilling på arbejdsmarkedet:

- Det passer meget godt med den forestilling, vi ved, der er i befolkningen. Den går på, at vi har arbejdet med ligestilling i mange år, og nu er de problemer med uligheder løst, siger hun men bakker Djøf op i, at der bestemt ikke er ligestilling på det danske arbejdsmarked:

- Der er stadig rigtig mange problemer, barrierer og slagsmål at tage i forhold til lighed mellem kønnene. Men det er som om, det passer dårligt med den danske mentalitet at gå ind og regulere med eksempelvis kvoter, som man gør med succes i andre nordiske lande. I Danmark er det nogle andre fortællinger, der løber. De går på, at det skal man ikke blande sig i, det er folks eget ansvar, det skal være den mest kvalificerede og det løser sig selv. Det mudrer billedet, så det ikke bliver tydeligt, at der stadig er ulighed i mange sammenhænge, siger hun.

Danskernes holdning til ligestillingskampen indgår i en større undersøgelse om danskernes holdninger og politiske præferencer. 1127 svarpersoner medvirker i Megafons undersøgelse.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Annonce