Annonce
Danmark

Danskerne er rigere end nogensinde før: Alligevel sparer vi

Når gæld og formue regnes sammen, har danskerne stadig et stort plus på kontoen. Det skyldes blandt andet, at danskernes pensionsopsparinger aldrig før har været så store, som de er i dag. Samtidig har priserne på boliger udviklet sig positivt over en længere periode, og det har givet større friværdier. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Vi er blevet bedre til at spare op og afdrage på vores gæld. Samtidig er huspriserne og aktiekurserne steget de seneste år, og det er ifølge Finans Danmark og en forbrugerøkonom blot nogle af grundene til, at danskerne er rigere end nogensinde før.

Økonomi: Det går fremragende med danskernes økonomi for tiden. Ifølge Nationalbanken har vi aldrig haft flere penge mellem hænderne, og den gennemsnitlige dansker er god for 1,6 millioner kroner, når opsparing, værdipapirer og pensionsopsparing regnes sammen. Alligevel lader forbrugsfesten vente på sig, og danskernes formuer fortsætter med at stige. Det er der ifølge økonomisk ekspert Karsten Engmann Jensen flere grunde til.

- Vi danskere er blevet vanvittigt gode til spare op. Under finanskrisen skete der et stort spring fra, at danskerne lånte mange penge til forbrug til, at de i stedet begyndte at spare op. Samtidig stiger danskernes formue, fordi de får rigtig meget ud af deres boligøkonomi. De, der ejer en bolig, har nærmest boet gratis de sidste 10 år, fordi huspriserne er steget mere, end der er brugt på husleje. Vi har også et system i Danmark, hvor arbejdspladserne indbetaler penge til pension. Vi har mange dygtige pensionsselskaber, som er ejet af medlemmerne, og formuerne står stille og roligt og vokser, siger han.

Samtidig med at danskernes formue vokser, vokser deres gæld dog også. Alligevel vurderer Peter Jayaswal, direktør for ejendomsfinansiering i Finans Danmark, også, at det går godt med danskernes økonomi. Det skyldes blandt andet, at vi afdrager mere på vores gæld end på noget andet tidspunkt siden finanskrisen.

- Der er høj beskæftigelse og lav ledighed. Folk sparer meget op, og de bruger en større del af pengene på at afdrage på lån. De afdragsfrie lån er på retur, siger han.

På trods af de bugnende opsparingskonti og færre afdragsfrie lån mener forbrugerøkonomen Karsten Engmann Jensen dog ikke, man kan sige, at danskerne er blevet mere økonomisk fornuftige.

- Det er meget låneregler, der har ændret det her. De fleste har allerede glemt, at der var finanskrise. Den halvdel, der ikke har glemt det, har glemt, at den kan komme igen. Mange har gavn af de skærpede regler omkring, hvor meget man kan låne. Vi er ikke blevet mere fornuftige, men reglerne gør, at vi ikke kan lave de samme fejl som tidligere, siger han.

Uanset, hvem der har æren for danskernes forbedrede økonomi, vurderer Rasmus Kofoed Mandsberg, økonom i Nationalbanken, at det vil være en fordel, den dag en ny økonomisk krise rammer.

- De seneste fem år er danskernes gæld blevet mere robust i den forstand, at en større del af gælden er med fast rente, ligesom der afdrages på en større del af gælden. Det er alt andet lige med til at gøre de danske låntageres privatøkonomi mere robust over for økonomisk modvind og usikkerhed på de finansielle markeder, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce