Annonce
Danmark

Seks nedslag i uenighederne: Datacentre giver få job og koster i havvindmøller

Energiforbruget fra bare et enkelt datacenter svarer til fire procent af Danmarks samlede elforbrug, og dermed udløser hvert nyt datacenter en park af havvindmøller. Arkivfoto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Politikerne har besluttet, at 55 procent af dansk energi skal være vedvarende i 2030, og de nye datacentre udfordrer den målsætning og det danske elnet. Klimarådet og Datacenter Industrien har hver sit syn på de strømslugende centre, som rummer vores billeder og e-mails.

Elforbrug: Hvert nyt datacenter fylder godt med byggepladser på størrelse med 170 parcelhusgrunde, et par tusinde arbejdspladser i byggeperioden og derefter også forbruget af energi til de tusindvis af servere, som rummer vores facebook-opdateringer, emails og billeder i den digitale sky.

Kun i Vestdanmark er energiforsyningen dimensioneret til nye datacentre uden at sætte forsyningssikkerheden og stabilitet over styr, så tech-virksomhedernes informationslagre sætter infrastrukturen i Danmark på en prøve og vil ifølge Klimarådet påvirke hver danskers økonomi mange år frem. Omvendt mener brancheorganisationer, at de vil styrke dansk eksport og fremme grøn omstilling.

Annonce

1 Prisen er nye havvindmøller

Hvert nyt datacenter koster nyopførte vindmøller i dansk farvand. Folketingets partier besluttede med energiaftalen fra 2018, at Danmark i 2030 skal være forsynet med 55 procent vedvarende energi. Energiforbruget fra bare et enkelt datacenter svarer til fire procent af Danmarks samlede elforbrug, og dermed udløser hvert nyt datacenter en park af havvindmøller. Klimarådet vurderer i sin seneste analyse fra april, at datacentrene om 10 år vil have øget Danmarks elforbrug med 17 procent.

2 En udgift på 400 millioner om året

Datacentrene koster det danske samfund dyrt ifølge Klimarådets analyse, fordi vedvarende energi i 2030 stadig vil være dyrere end konventionelt produceret energi. Datacentrene betaler godt nok elpris, tariffer og elafgift for den strøm, de bruger. Men der er ifølge Klimarådets analyse stadig en ubetalt regning hvert år, som i 2030 når op på 400 millioner kroner i et scenarie. I et andet scenarie med færre datacentre bliver regningen 100 millioner kroner - i et tredje med flere centre lander udgiften på en halv milliard kroner om året.

3 Stor usikkerhed i prognosen

Apples aflysning af sit datacenter i Aabenraa og Facebooks nedadvendte tommel til projektet i Esbjerg giver store udsving i prognosen for energiforbruget de næste år. Konsulentfirmaet Cowi har for Energistyrelsen vurderet, at datacentrenes forbrug i 2030 kan spænde fra omkring 1 TWh til hele 10 TWh ( en terawatt-time er en million megawatt-timer, så det er rigtigt meget).

4 Kæmpe investering - få faste arbejdspladser

Facebooks datacenter i Odense giver i daglig drift 150 arbejdspladser til området. I byggeperioden dog job til omkring 2000 mennesker. Apples center ved Viborg giver også 150 faste arbejdspladser fra alt fra ingeniører til gartnere. Investeringen for tech-virksomheden er dog omkring seks milliarder kroner. Facebooks datacenter i Odense står i flere hundrede millioner dollars.

5 En løsning i grøn omstilling

Interesseorganisationen Data Industrien deler ikke Klimarådets bekymringer og mener ikke, at datacentrene stjæler grøn strøm. Ifølge direktør Henrik Hansen (som også er erhvervsdirektør i Viborgegnens Erhvervsråd) er det en bagvendt logik og svarer til at beskylde elbiler for det samme. "Men de skulle jo netop gerne aftage en masse grøn strøm i fremtiden. Datacentre er en del af løsningen og ikke et problem for den grønne omstilling. De er med til at lægge solid bund under de kæmpestore investeringer i vedvarende energi, ” argumenterer Henrik Hansen på foreningens hjemmeside.

Også Dansk Energi bakker op om den argumentation, hvor branchechef Kristine Grunnet ønsker flere centre i Danmark netop, fordi vindkraft fra Nordsøen kan dække vores energiforbrug 10 gange. Desuden vil tech-virksomhederne være med til at finansiere grøn energi, argumenterer hun.

6 Datacentre giver ny eksport

Ifølge Datacenter Industrien giver Apples og Facebooks nye centre Danmark store fordele med en ny vækstindustri med mulighed for eksport at grøn, dansk teknologi. Og det er med datacentre som med produktion af kød, at vi i Danmark kan producere mere klimavenligt end i andre lande.

“Vi bruger allesammen mere data, så der vil komme flere datacentre uanset hvad. I Danmark kan vi så udvikle dem med bæredygtig drift fremfor at drive dem med et kulkraftværk i andre lande. Her er også et potentiale, der kan sammenlignes med det danske eksporteventyr for vindmøller”, lyder argumentationen fra Henrik Hansen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

De unge løvers hule findes i Fredericia Idrætscenter: Nyt middel mod måger blev kåret som årets vinderforslag på Innocamp

Debat

Debat: Nairobi Summit - kvinder og pigers skal bestemme over egen krop

Nargis, en 16-årig pige fra Bangladesh, gik indtil for to år siden i skolegården og drømte om at læse jura. Hendes yndlingsfag var fysik. I dag lever Nargis sammen med sin 27-årige ægtemand og arbejder på den lokale fabrik for at spare penge sammen til hendes søns fremtidige uddannelse. I år er det 25-året for vedtagelsen af Kairo-handlingsplanen. Planen var skelsættende, da 179 lande gik sammen og satte retten til at bestemme over egen krop allerøverst på den internationale dagsorden. Placerede kvinder og pigers rettigheder i hjertet af bæredygtig udvikling. Danmark er i denne uge vært for Nairobi Summit sammen med Kenya og FN’s Befolkningsfond (UNFPA). Håbet er at få skabt fornyet dialog om kvinder og pigers rettigheder og danne nye alliancer på tværs af lande, organisationer og generationer. Som politikere har vi en vigtig rolle i at arbejde for netop det. Kairo-handlingsplanen har været selve rammen for arbejdet for kvinders og pigers rettigheder siden 1994 – og vi er på den ene side nået langt. Men på den anden side oplever vi lige nu markante konservative kræfter ude i verden, der trækker udviklingen den forkerte vej. Så kampen er langt fra forbi. Mødredødelighed er faldet med 40 procent omskæring af piger er faldet med mere end en tredjedel i de 24 værst ramte lande. Det er godt, men vi er langt fra i mål. For 232 millioner kvinder i udviklingslande har stadig ikke adgang til moderne prævention. 33.000 piger bliver hver dag giftet bort. Det er 12 millioner kvinder om året, der ikke selv bestemmer, hvem de vil giftes med. Hvem de vil have børn med. Hvordan de vil forme deres liv. Det er helt og aldeles uacceptabelt. Og udviklingen bekymrer os. Og kalder på, at vi som land fortsætter kampen og arbejdet. De seneste år har konservative kræfter nemlig sat et massivt pres på for at begrænse kvinder og pigers ret til at bestemme over deres egen krop. Særligt, når det kommer til at bestemme, hvornår de ønsker at danne en familie. Og hvor mange børn de ønsker at få. Det er dybt bekymrende, at for eksempel retten til abort er under angreb i lande, hvor abort har været mulig i mange år. For en ting er, at man ikke kan få abort, selvom man ønsker det. Men det har flere konsekvenser. Måske lever familien i forvejen under sultegrænsen. Måske bliver pigen smidt ud af skolen. For to år siden besluttede USA at trække støtten til internationale organisationer, der informerer om eller tilbyder kvinder abort. Som modreaktion gik Danmark sammen med andre ligesindede lande og skabte bevægelsen ”SheDecides”, der gik op mod USA’s beslutning. I dag gives stafetten som Danmarks SheDecides Champion videre fra en udviklingsminister til den næste. Vi er enige om, at stafetten altid skal holdes højt og være højt hævet over partifarve. Som tidligere og nuværende minister for udviklingssamarbejde har vi mødt alt for mange kvinder og piger, der på daglig basis har været udsat for seksuel og kønsbaseret vold. Er blevet omskåret. Eller blevet gift væk som børn. Vi har talt med dem og hørt deres historier. Hver og én har de ret til et godt liv og en tryg fremtid på lige fod med alle andre. Vi skal blive ved med at kæmpe for den ligestilling. Som 14-årig blev Aïssa fra Burkina Faso truet og voldtaget af hendes skolelærer efter en eksamen. Hun blev gravid. Hendes forældre aftalte med skolelærens forældre, at hun skulle bo hos dem, så de kunne forsøge hende. Hendes far ønsker nu ikke at se hende længere. I dag bor Aïssa igen hos sin mor sammen med hendes datter Fati. Danmark står i helt front, når det gælder kvinder og pigers lige rettigheder og muligheder, og det skal vi blive ved med. Vi bliver lyttet til og set som et af de mest progressive lande, når vi taler om kvinder og pigers ret til at bestemme over egen krop. Ligesindede lande ser til os, når vi forhandler i FN eller EU. Vi vil kæmpe sammen for kvinder og pigers rettigheder. Og vi vil fortsætte den kamp, indtil vi er helt i mål. Først den dag, hvor alle kvinder og piger bestemmer et hundrede procent over deres egen krop, deres eget liv og deres egen fremtid, kan vi tillade os at læne os tilbage.

Fredericia

Liv deler pakkekalendere ud til trængte børn: - Det er en hjertesag for mig

Annonce