Annonce
Sport

DBU-formand: Fodboldverdenen samler sig i udbryderkaos

Fifa-præsident Gianni Infantino (skaldet) og Uefa-præsident Aleksander Ceferin har fundet fælles fodslag i kampen mod en europæisk udbryderliga. (Arkivfoto). Foto: Alessandra Tarantino/Ritzau Scanpix
Lanceringen af en europæisk Super League har samlet fodboldens magthavere i fælles front, siger Jesper Møller.

Det er ingen hemmelighed, at Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) og Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) ikke altid har haft samme syn på diverse sager i fodboldverdenen.

Verdensforbundet Fifa har set landsholdsfodbolden blive presset af især Uefas guldæg Champions League i kampen om eksponering. Tanker om en markant udvidelse af klub-VM har været på tegnebrættet trods modstand fra Uefa.

Der har været kurrer på tråden mellem de magtfulde forbund flere gange, men der skulle blot én fælles fjende ind i billedet for at bilægge stridighederne.

De 12 storklubbers annoncering af en kommende Super League i en lukket liga er en trussel mod hele det fodboldsystem, hvor Fifa og Uefa er de to største aktører.

Formand for Dansk Boldspil-Union (DBU), Jesper Møller, er med ved den igangværende Uefa-kongres i Schweiz, hvor de 12 klubbers udmelding natten til mandag dansk tid har ryddet det meste af dagsordenen.

Han kunne tirsdag høre Fifa-præsident Gianni Infantino holde en tale til Uefas kongres. Han støttede entydigt Uefas kamp mod den nye Super League, og han ser et endnu bedre samarbejde i den internationale top i fremtiden.

- Efter i dag (tirsdag, red.) er der ingen vaklen i geledderne. Der er 100 procent samspil og samklang, siger Jesper Møller om samarbejdet mellem Fifa og Uefa.

Spørgsmål: Kan det her kaos med Super League og modstanden mod ligaen ligefrem være til gavn for fodbolden, fordi alle bliver mindet om, hvilke værdier der skal være fundamentet for sporten?

- Det er 100 procent sikkert. Også fodboldens værdi for samfundet, siger Jesper Møller.

- Samarbejdet mellem bredde og elite, både i de enkelte lande og i Uefa- og Fifa-regi, har virkelig rykket fodboldens interessenter sammen i et tæt samarbejde.

- Det vil gøre fodbolden stærkere. For der er brug for solidaritet og fællesskab. Det sagde Aleksander Čeferin også i dag, og det kvitterede Infantino for, lyder det fra DBU-formanden.

Allerede med coronapandemien var fodboldfolket rykket sammen, mener han, og balladen omkring Super League har kun været med til at understøtte den tendens. Det har han selv mærket på dansk grund.

- Divisionsforeningens formand, Thomas Kristensen, og Bent Clausen (DBU's næstformand) og jeg har vel aldrig arbejdet så tæt sammen, som vi har gjort det seneste års tid. Det samme gælder vores respektive direktører, siger Jesper Møller.

De kommende dage står den på flere møder til Uefa-kongressen i Montreux for Jesper Møller og kollegerne.

Fredag er der møde i eksekutivkomitéen, hvor sanktionsmulighederne mod de 12 Super League-klubber er på dagsordenen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia

Hun var SÅ forsigtig, men endte alligevel med at smitte hele familien: Nu advarer Gitte alle andre mod at lade corona-paraderne falde

Annonce