Annonce
Fredericia

De giver gerne lidt tilbage

Anders Lind fra Trekantens Tømrer og Bygningssnedker var ikke sen til at ansætte Khalil Khalota som arbejdsmand for at hjælpe ham i forhold til den nye 225 timers regel.
Solen bager ned fra en skyfri himmel, og september viser sig fra sin allerbedste og samtidig mest ukendte side med temperaturer, der flirter med de 30 grader.

Under den bagende sol står en mørkhåret mand med en pensel i hånden og maler en trædør, der fører ind til Trekantens Tømrer- og Bygningssnedker i Taulov. Selv om de smilende, venlige øjne er lyseblå under de mørke øjenbryn, er navnet ikke særligt skandinavisk. Khalil Khalota, hedder han. Han er kurdisk flygtning fra Aleppo i Syrien og bor i dag i Fredericia med sin kone og deres tre børn.

- Vi havde et projekt på Kringsminde Besøgsgård, og her blev jeg spurgt, om vi måske havde noget arbejde til Khalil, fortæller Anders Lind, indehaver af Trekantens Tømrer- og Bygningssnedker.

Khalil Khalota er nemlig uddannet murer og arbejdede i sin fars murerfirma i 15 år, indtil krigen brød ud, og han blev tvunget til at forlade sit hjemland.

- Khalil havde arbejdet hos både Kringsminde og hos en murer, men de havde ikke mere arbejde til ham. Derfor valgte vi at tage ham ind i virksomhedspraktik, siger Anders Lind.

Arbejdsmandsopgaver

Khalil faldt godt ind i virksomhedens opgaver, og efter et par måneders praktik, forlængede Anders Lind ordningen. Men så kom den nye 225 timers regel for flygtninge.

- Vi ville gerne hjælpe Khalil med at få de timers lønnet arbejde, så han og familien ikke bliver skåret i ydelse. Han vil jo rigtigt gerne arbejde, men hans danskkundskaber betyder, at han endnu ikke kan sendes ud på selvstændige opgaver. Han skal helst gå sammen med andre eller løse arbejdsmandsopgaver som fx at køre affald på genbrugsstationen, forklarer Anders Lind og uddyber:

- For os var det bare vigtigt, at vi også gav lidt tilbage til kommunen, som jo havde hjulpet os med gratis træningsbane i form af virksomhedspraktik.

De nye regler trådte i kraft 1. juli, men med tilbagevirkende kraft til 1. april. Det betyder, at Khalil kun havde et par måneder til at indhente de 113 timer, som er kvoten pr. halvår, hvis man vil undgå at få skåret i integrationsydelsen. De timer får Khalil dækket ind i løbet af september hos Trekantens Tømrer- og Bygningssnedker.

Win-win situation

Selv om sprogudfordringer betyder, at han ikke kan udføre selvstændige opgaver, er der alligevel gevinst at hente for Anders Lind og firmaet.

- Der er jo nogle helt lavpraktiske opgaver på en byggeplads som fx bortskaffelse af affald, som er dyrt at få en uddannet svend til at udføre. Khalil får arbejdsmandsløn, og det kan bedre betale sig for både kunden og for os, at han tager sig af de lavpraktiske opgaver, siger Anders Lind.

Om Khalil kommer til at fortsætte i Taulov, kommer an på ordrebogen i forhold til resten af efteråret. Spørger du Khalil, er han helt klar.

- Jeg vil meget gerne arbejde. Jeg elsker at arbejde. Det er ude på arbejdspladsen, at man lærer at tale dansk, så det er også her, jeg kan blive så god, at jeg måske kan komme til at arbejde inden for byggefaget. Det er ikke så vigtigt for mig, om det er som murer eller tømrer. Bare det er et arbejde, siger han.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce