Annonce
Læserbrev

De pårørende er handicappolitikkens oversete helte

Mange tror, at det offentlige leverer væg-til-væg-service, men virkeligheden er, at servicen ofte kun dækker et hjørne af behovet - resten tager de pårørende sig af.

Læserbrev: Vanførefondens Opmuntringspris 2019 på 25.000 kr. gik til Monica Lylloff, der er initiativtager til Facebook-gruppen "Bak op om de pårørende" og en ualmindelig sej mor til tre børn med særlige behov.

Emma, den ene af et tvillingepar, har cerebral parese (spastisk lammelse).

Ved at hædre Monica og hendes kamp for sine børn har Vanførefonden sat fokus på en voldsom overset og underkendt ressource i handicappolitikken: de pårørende - forældre, ægtefæller, søskende og bedsteforældre til børn, unge og voksne med et handicap.

De pårørende leverer dag ud og dag ind en kæmpe indsats for at få hverdagen til at hænge sammen og er advokater, koordinatorer, bisiddere og gratis arbejdskraft på de lange strækninger, hvor den offentlige service ikke slår til.

Som mor til en blind og svært multihandicappet datter, der nu desværre er død, har jeg selv været der.

Mange tror, at det offentlige leverer væg-til-væg-service, men virkeligheden er, at servicen ofte kun dækker et hjørne af behovet - resten tager de pårørende sig af.

De får hverdagen til at hænge sammen: den vågne nattevagt, de arme og ben, der mangler, den, der organiserer og koordinerer.

Alt for ofte er der for lidt tid til bare at være mor, far eller søskende, fordi man ender som semi-professionel medhjælp for det familiemedlem, der har et handicap.

Derfor skal de pårørendes behov og rettigheder tænkes ind i de igangværende regeringsforhandlinger og lovgivningen.

Der er både behov for konkrete rettigheder designet til pårørende, f.eks. ret til omsorgsdage i forbindelse med hospitalsindlæggelser, og et lovgivningsmæssigt værn mod rovdrift på pårørende, så det sikres, at de kan være det, som pårørende først og fremmest skal være, nemlig pårørende.

Problemet er også, at de borgere med et handicap, som har et svagt netværk og ingen tætte pårørende, oplever, at de har svært ved at få den hjælp, de har behov for, fordi de mangler pårørende til at kæmpe for sig.

I CP Danmark - Landsforeningen for cerebral parese foreslår vi derfor, at serviceloven og andre relevante regler kulegraves for at sikre, at der er det rigtige og nødvendige fokus på pårørende.

Vores social- og handicappolitik skal ikke bygge på udnyttelse af pårørende.

Lone Møller. Pressefoto
Annonce
Forsiden netop nu
112

Cyklisternes kaffepenge blev stjålet

Læserbrev

Efter skrotning af Lindholm-planer: Send de afviste asylansøgere til Nørrebro - eller helt hjem!

Læserbrev: Det er jo rendyrket hykleri, at socialdemokraterne med udlændinge- og integrationsministeren i spidsen nu vælger at droppe placeringen af de mange afviste - og dømte kriminelle - asylansøgere på øen Lindholm. Før valget og i valgkampen støttede socialdemokraterne jo en placering af de dømte kriminelle på øen Lindholm i Stege Bugt. Men nu har de så føjet De Radikale, SF og Enhedslisten, som synes, det er så synd for de kriminelle, at de ikke skal kunne rende rundt omkring i de danske byer og fordrive tiden med endnu mere kriminalitet! Det bliver ikke mindre komisk, når regeringen så begrunder det med, at det er dyrt at lave et udrejsecenter på øen. Jamen, kære venner, det er jo endnu dyrere, at de får lov til at bevæge sig rundt frit i det danske samfund og koster kassen i forbindelse med statsbetalte beskikkede forsvarer, anbringelsesdomme i landets fængsler, domstolsudgifter, tolkeudgifter, sociale udgifter til deres daglige fornødenheder, socialpædagogisk støtte og al mulig anden service, som der stilles til rådighed for de kriminelle. Så hvis socialdemokraterne virkelig gør det her på grund af kroner og ører, så send dem da helt hjem i stedet, så vi ikke har dén økonomiske belastning! Hver og en af de omtalte er jo dømt for grov kriminalitet i Danmark! Samtidig skylder regeringen og deres støttepartier at fortælle, hvor de så skal være placeret. De skal vel ikke forblive på Kærshovedgaard i Ikast-Brande Kommune og skabe endnu mere kriminalitet og lokal utryghed? Den logiske placering må jo være Nørrebro lige midt på stenbroen i hjertet af København, hvor alle de åbenhjertede, radikale, folkesocialisterne, Enhedslistens og Alternativets frisindede og tolerante vælgere bor i skønt flertal. Så kan de jo hygge sig med en kulturberigelse på nært hold!

112 For abonnenter

Lå på sofaen da det bankede hårdt på døren: Beboer advarede Anne om brand i nabolejlighed

Annonce