Annonce
Danmark

Debat: Dansk politik - Bisserne på Borgen

Mikael Busch
Annonce

Debat: Jakob Ellemann-Jensen bliver aldrig statsminister, siger Inger Støjberg. Han kan ikke samle blå blok, fremfører politikeren, som selv mener at repræsentere et helt særligt Baglandsvenstre.

Måske har Støjberg ret. Måske bliver Ellemann-Jensen aldrig statsminister. Men af en anden grund end den Støjberg anfører. Måske er Venstres formand ganske enkelt for pæn til politik. Han synes at mangle viljen til magt. Evnen til at optræde som en rigtig bisse.

Hvis man betragter feltet af øvrige statsministre gennem de seneste 20 år, har effekten af et særligt bisse-gen ikke været svær at konstatere. Hos Anders Fogh Rasmussen var der aldrig ”noget at komme efter”. Drejebøgerne passede. Og hvis de ikke gjorde, blev de bare korrigeret. Så kunne han også blive Generalsekretær i Nato.

Lars Løkke Rasmussen ville ikke være statsminister for enhver pris, sagde han. Men det ville han så alligevel. Også i en meget smal mindretalsregering. Han sled alle op, indtil han blev smidt ud af sine egne. Han havde opbrugt sin kvote af bissetricks.

Mette Frederiksens vilje til magt er tydelig for enhver. Hun styrer coronakrisen med hård hånd i et tæt samarbejde med sin departementschef, Barbara Bertelsen. To jernhårde ladies, der synes at have en usund symbiotisk relation. Hensigten helliger ethvert middel i deres kamp mod pandemien. Herunder et grundlovsbrud, som Bertelsen – som øverste embedsmand – naturligvis burde have set komme.

Men hvad med Helle Thorning-Schmidt? Er hun ikke undtagelsen, der bekræfter reglen? På en vis måde, jo. Men nok mest fordi hun var doven. Hun havde nemlig en rigtig bisse i baggrunden, Bjarne Corydon: ”Han vidste, at Barbie ville få brug for sin Ken”, som der står i Den hemmelige socialdemokrat. F.eks. til at underskrive tavshedsklausuler på vegne af partiet, når der dukkede grimme sexismesager op.

Enten må Jakob Ellemann-Jensen forlade politik i (u)tide. Eller også må han træde i karakter – som man siger. Dvs. blive en rigtig bissekarl, som vi sagde på fodboldbanen, da jeg var dreng.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Klumme: Forår og lysere tider på vej

Annonce