Annonce
Debat

Debat: Fagbevægelsen står ved skillevej – svigt medlemmerne eller sæt mennesket før faget

Titusindvis er lige nu syge af at arbejde. De kæmper hver dag for at komme ud af sengen, og i værste fald påvirker det dem resten af arbejdslivet.

Dårlig samvittighed æder os op, fordi vi ikke kan finde balancen mellem arbejde og fritid. Trofaste medarbejdere får trukket tæppet væk under sig, fordi deres kompetencer ikke er fulgt med udviklingen. Arbejdsgivere mister ordrer og vigtig viden, fordi de ikke formår at fastholde og tiltrække den rette arbejdskraft.

Danmark - og fagbevægelsen i særdeleshed – står ved en skillevej. Bliver vi ved med at gøre mere af det samme, mister vi blikket for arbejdsmarkedets hastige udvikling, og vi risikerer at sætte vores relevans i samfundet over styr – med store konsekvenser for de danske lønmodtagere, som mere end nogensinde har brug for en fast støtte i et arbejdsliv fuld af forandringer. Fremtidens digitalisering og automatisering kræver, at danskerne konstant udvikler nye kompetencer, og mange af de jobs, vores børn kommer til at bestride, er ikke engang opfundet endnu. Nye tal viser, at hver fjerde dansker laver noget andet i dag, end de er uddannet til. Og vi ved, at mange danskere får svært ved transformationen. Det vil gå ud over både lønmodtagere og arbejdsgivere – og hermed den generelle vækst i Danmark.

Når vi skifter job og brancher som aldrig før, bliver snævre faggrænser naturligvis mindre afgørende. Og så nytter det ikke, at vi propper medlemmerne i kasser. Vi skal se dem som mennesker, ikke som faggrupper.

Jeg er overbevist om, at afgrænsningen af fag mellem fagforeningerne på sigt bliver en hindring for mobiliteten på arbejdsmarkedet. Det er et problem for medlemmerne, at en konsulent i en meget fagafgrænset fagforening, ikke har nogen interesse i at sende et betalende medlem i armene på en anden fagforening ved at anbefale et brancheskifte for eksempel på grund af nedslidning. Det er et kæmpe svigt, hvis fagbevægelsen lader forældede systemer gå forud for danskernes trivsel.

I Krifas Videncenter for God Arbejdslyst har vi kortlagt de syv faktorer, som har den største betydning for danskernes arbejdslyst. Vi vil have mening, god ledelse og balance mellem arbejde og privatliv, og det kan overenskomster ikke løse alene. Der skal mere til. Hvis vi i fagbevægelsen ikke engang kan snakke sammen om, hvordan vi i fællesskab kan løse de her udfordringer, fordi vi har travlt med at diskutere farver og fag – så har vi da ikke danskerne og vores medlemmers interesser i centrum.

Vi må altså heller ikke glemme de flere hundrede tusinde på det danske arbejdsmarked, som ikke er omfattet af en overenskomst. Og det er ikke realistisk, at de bliver det, når det ikke er lykkedes trods 120 års indsats. Samtidig arbejder flere og flere under ansættelsesformer, som ikke kan proppes ned i kasser. Skal de bare overlades til sig selv, fordi de ikke passer ind? Det kan vi da ikke være bekendt.

God arbejdslyst er ikke bare kage en gang om ugen. Der skal arbejdes seriøst med det, hvis vi skal trives på jobbet, og det er her, vi som fagforeninger skal på banen, hvis vi skal give værdi i fremtiden. I Krifa har vi taget de første skridt, men vi er heller ikke i mål endnu. Vi er begyndt på rejsen, og det er tid til, at FH-formændene kommer ud af forhandlingslokalerne og ind i virkeligheden – ligesom Krifas konsulenter, når de gratis besøger arbejdspladser, hvor de måler og arbejder med trivsel.

Der vil helt sikkert sidde en masse klar med beskyldninger om, at når vi i Krifa hjælper det enkelte medlem i deres unikke situation, så tænker vi ikke på fællesskabet. Men der må jeg komme dem i forkøbet og pointere, at det jo netop er det, vi gør. Vi tager ansvar for det store fællesskab – ikke kun for dem, der er med i bestemte fagforeninger.

For vi gambler med vores velfærd, hvis fagafgrænsede fagforeninger fortsætter ad samme spor. Dårlig trivsel og nedslidning går ud over børn og ældre – og det koster staten kassen, når danskerne bliver syge af at arbejde. Og hvis vi bliver ved med at tænke i de samme kasser, som vi har gjort i mere end 120 år, så tror jeg, at fagbevægelsen kun eksisterer i historiebøgerne, når mine oldebørn skal på arbejdsmarkedet.

Annonce
Søren Fibiger Olesen
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Vi har meget til fælles med tyskerne: Tunnelen bliver en klar gevinst

Tysklands rigsrevision, Bundesrechnungshof, har kørt tunnellen under Femern Bælt gennem et regneark og fundet ud af, at den faste forbindelse ikke nødvendigvis kan betale sig set fra den tyske side af grænsen. Revisionen har kalkuleret, at det vil koste omregnet godt 26 milliarder kroner at gennemføre den nødvendige udbygning af veje og jernbaner. Den udgift står muligvis ikke mål med gevinsterne fra en fast forbindelse, mener man. Dette har skabt fornyet røre om projektet blandt tyske politikere. Her har De Grønne hele tiden været skeptiske og kræver nu, at planen tages op til fornyet overvejelse. Set med danske briller minder det om den debat, der udspandt sig før byggeriet af Storebæltsbroen. Den var helt overflødig, det var så hyggeligt at drikke dårlig kaffe på DSB’s færger, og brobyggeriet kunne ødelægge vandmiljøet, lød nogle af argumenterne dengang. I dag ville næppe nogen undvære broen, der ikke kun fysisk, men også mentalt har bundet Danmark meget bedre sammen. År for år sætter trafikken rekord, og investeringen på over 26 milliarder frem mod åbningen i 1998 bliver derfor tilbagebetalt noget hurtigere end de 37 år, der oprindelig blev budgetteret med. Ganske det samme vil formentlig ske for tunellen under Femern Bælt. Naturligvis skal den slags megaprojekter gennemtænkes grundigt. Alle aspekter i forbindelse med såvel økonomi som økologi må tages i betragtning. Ikke desto mindre er der ikke nogen grund til dommedagsscenarier, viser erfaringerne fra Storebælt. Naturligvis er det en indlysende fordel for såvel Danmark som de øvrige, nordiske lande, at der bliver nemmere fysisk adgang til det vigtige, tyske eksportmarked. Derfor er Danmark også villig til at finansiere tunnelbyggeriet. Men det handler ikke kun om penge. Vi har meget tilfælles med vores tyske nabo og kan inspirere hinanden til gensidig gavn. Det ved vi i det dansk-tyske grænseland. Samme oplevelse fortjener det grænseland, hvor indbyggerne indtil videre er adskilt af vand.

Sydjylland For abonnenter

26,5 milliarder fordelt til sundhed, forurening og trafik: Sådan påvirker regionens budget dig

Annonce