Annonce
Debat

Debat: Håndtryk eller ej. Når borgmestre kvier sig

Som dansker har jeg meget svært ved at forstå, at blandt andre nogle af landets borgmestre ser dette at give et håndtryk som noget udansk. Gennem generationer har håndtrykket været den helt almindelige måde her til lands at byde nogen velkommen på. Det har været den helt almindelige måde at sige tak på. Og det har været den helt almindelige måde at besegle en aftale på.

Ved at give statsborgerskab til mennesker fra andre lande forærer vi dem noget meget værdifuldt. Vi giver dem fra dag til dag fuld andel i de værdier - økonomiske, menneskelige, sociale og andre - som vi og vore forfædre har skabt gennem slid, med afsavn og ved hårdt politisk arbejde. Vi giver de nye statsborgere præcis de samme rettigheder, som vi selv har tilkæmpet os. Med andre ord: Vi byder dem velkommen i kredsen af danskere. Det er vel værd at give dem håndslag på. Og det er vel rimeligt at forvente, at vore nye medborgere har gjort sig helt klart, hvad det i virkeligheden er, de får foræret. Og derfor er det vel også rimeligt at forvente, at de er klar til at sige tak for gaven på den måde, vi her til lands siger tak til hinanden på. Og at de dermed viser, at de har et oprigtigt ønske om at være danske.

Når nogle borgmestre kvier sig ved at skulle give hånd til de ny danskere, så signaliserer de - set med mine øjne - at de ikke fuldt ud ønsker at byde dem velkommen. Og de få ny danskere, som afslår at sige tak med et håndtryk, viser - igen set med mine øjne - at de i virkeligheden slet ikke ønsker at blive danskere. De ønsker blot at kunne trække på alle de muligheder, de vil kunne få som statsborgere i Danmark. Det er mit håb, at vore politikere vil stå fast på den opfattelse, at det danske folks gave i form af et statsborgerskab er så værdifuld, at den fuldt ud er et håndtryk værd.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Nye tegn på jødehad er skændige

I disse dage er det 81 år siden den uhæmmede ondskab blev sluppet løs, da nazisterne og deres medløbere angreb jødiske synagoger, forretninger og hjem. Cirka 600 værgeløse mennesker blev myrdet i perioden mellem den 7. og den 13. november, mens omkring 30.000 blev sendt i koncentrationslejre som optakt til en forfølgelse, der senere blev uendelig meget værre med seks millioner myrdede jøder i den tysk kontrollerede del af Europa. Men en af de sørgelige og mest tåbelige fordomme, nemlig antisemitismen, lever stadig – også her i Danmark. Således kan Randers Amtsavis berette, hvordan flere end 80 gravsteder på byens jødiske begravelsesplads natten til søndag blev skændet med maling og klistermærker i form af gule davidsstjerner med påskriften ”Jude”. Denne stjerne blev forfølgelsens symbol for ofrene, der var tvunget til at bære tegnet på deres religiøse tilhørsforhold fra 1941 og indtil deres død eller for de få heldiges vedkommende frem til krigens afslutning. Samme afskyelige klistermærke er også blevet placeret på postkassen foran en jødisk families bopæl i Silkeborg. Blandt antisemitismens mange fædre er uvidenhed, fordomme og banal trang til at gøre andre mennesker ondt. For rationelt tænkende mennesker er fænomenet derfor uforståeligt. I Danmark har der levet jøder i hvert fald siden 1600-tallet og måske endnu længere tilbage. Siden 1814 har jøderne haft nøjagtig de samme rettigheder som alle deres øvrige danske landsmænd og er en fuldt integreret del af vores fælles fædreland. Naturligvis har jødiske danskere ydet enorme bidrag til dansk kultur, videnskab og økonomi. Men reelt er der ingen grund til specielt at fremhæve den dansk-jødiske histories stjerner. Vores indbyggere med jødisk baggrund bidrager uanset deres position til vores samfund ganske som alle andre danskere. Og uanset religiøs baggrund har alle danskere ret til et liv i frihed og tryghed. Disse fornyede tegn på jødehad er ganske enkelt skændige.

Fredericia

Kolonihavefolket opgiver ikke kamp mod lokalplan: - Vi mangler stadig helårssstatus

Annonce