Annonce
Debat

Debat: Hovsa, hvor blev regeringens nye retning af?

Politik: Regeringen er kommet godt fra start: Unge, kompetente ministre med masser af ny energi. Godt hjulpet af nedsmeltningen i blå blok, står regeringen fint i meningsmålingerne. Statsministeren trådte hurtigt i karakter med en tiltrængt undskyldning til Godhavn-børnene. Og udviste sikker og effektiv dømmekraft og håndtering af først Trumps besøg så Trumps ikke-besøg.

Vist er der taget positive politiske initiativer: De værste excesser i udlændingepolitikken rulles tilbage af den dygtige minister Tesfaye: Lindholm droppes, Mint kommer hjem til Danmark og integrationsydelsen sættes op.

Andre gode eksempler kan nævnes: Havbrug afvikles for at sikre vort vandmiljø. Regionerne har fået tilført 1,5 milliard kroner for 2020.

Alligevel er det med udspillet til finanslov svært at få øje på den "nye retning for Danmark", som regeringen bebudede før valget. Regeringen har det tilsyneladende lidt med det grønne som andre med vejret: Den taler om det, men gør ikke rigtig noget ved det. Målsætningen om reduktion af CO2-udslippet med 70 procent i 2030 er flot og rigtig. Imidlertid forudsætter en realisering af målsætningen, at vi kommer i gang her og nu med at omstille produktion og forbrug. Men regeringen spiller ikke på banen. Danmarks CO2 udslip bliver ikke reduceret i 2020.

Uligheden som er blevet mere markant de senere år - også under S-regeringen fra 2011-15 - bliver der ikke gjort noget ved foreløbig.

Før valget sagde Socialdemokratiet, at partiet ville arbejde for et mere humant flygtningesystem. I dag afviser regeringen at være med til at støtte et fransk-tysk-italiensk- maltesisk forslag om en mere retfærdig EU-fordeling af asylansøgere. Det er aldeles usolidarisk.

Alle de gode ting regeringen lovede før valget forudsætter penge, det vil sige økonomiske reformer, da finansminister Wammen næppe har et pengetræ stående i baghaven. Det kunne være bedre muligheder for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft. Heller ikke her har vi hørt et kvæk fra regeringen.

Det kan undertiden virke som om, regeringens højeste mål er politisk ro. Det kan man selvfølgelig godt med en del god vilje kalde for "en ny retning". Men det er uambitiøst og ikke den grønne, solidariske profil, regeringen lovede før valget.

Regeringens evige mantra er: Klap nu hesten, Rom blev ikke bygget på en dag, der kommer en løsning på et tidspunkt.

Statsministeren gjorde i åbningstalen et stort nummer ud af den tillid, der angiveligt mangler i det danske samfund. Men regeringen kunne yde sit bidrag til at genskabe tilliden ved at vise det gode eksempel og leve op til egne valgløfter.

Måske er jeg for utålmodig. Men jeg spørger bare: Hvorfor ikke komme i gang, her og nu?

Annonce
Erik Boel
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

DBU-folk reagerer: Besparelser på foreningslivet er en kostbar svækkelse - sunde og raske borgere er en god forretning

Læserbrev: Er frivilligheden og foreningslivet bare en udgift eller en vigtig og værdiskabende faktor for en kommune? Det spørgsmål trænger sig på, når man med bekymring kan læse, at Fredericia Kommune bl.a. har planer om at spare en halv mio. kr. væk på "udendørs idrætsanlæg" på det kommende budget. Det vil konkret betyde, at fodboldklubbernes frivillige frem over selv skal ud at slå græs og kridte baner op - oveni alle de mange andre opgaver, som dagligt skal løses i en forening. I Trelde GI’s fodboldafdeling er der nervøsitet for, at man som en konsekvens må lukke hold og sende spillere til andre klubber. Yderste konsekvens er at lukke hele fodboldafdelingen. Hvis det sker, vil der kun være seks fodboldklubber tilbage i Fredericia Kommune, der allerede ligger utroligt lavt i antal, når man sammenligner med kommuner med ca. samme indbyggertal. Og så er det desværre en kendsgerning, at Fredericia Kommune i forvejen er et af steder i Jylland, hvor der er færrest aktive fodboldspillere set i forhold til indbyggertallet. Kun på Samsø er tallet lavere. Der er med andre ord rigtig mange faktorer, der peger på, at der er behov for investeringer i breddefodbolden og foreningslivet i Fredericia. Ikke besparelser og nedskæringer. Og foreningslivet og frivilligheden er altså ikke en unødvendig luksus. Det er tværtimod en motor til at skabe sundhed, tryghed og fællesskab i ethvert lokalsamfund. En undersøgelse fra Damvad Analytics viser faktisk, at de frivillige timer, der bruges i fodboldklubberne, medfører mellem 400 mio. kr. og 1,1 mia. kr. i besparelser årligt for det danske samfund, bl.a. på grund af færre sygedage. Derfor håber vi, at kommunalpolitikerne vil se midlerne til et stærkt foreningsliv og velfungerende fodboldklubber som en investering i kommunens samlede trivsel og råstyrke. Sunde og raske borgere er en god forretning - også for kommunen. Det er heller ingen hemmelighed, at mange potentielle tilflyttere, i særdeleshed børnefamilier, vægter et godt foreningsliv som en afgørende faktor for valg af bopæl. Netop en udfordring, som aktuelt italesættes af politikerne i Fredericia. Mon besparelser på foreningslivet vil stimulere tiltrækningskraften på nye indbyggere? I DBU er vi altid åbne for dialog med kommunerne omkring fodboldens udvikling, og hvad vi kan bidrage med. Vi er er også indforståede med, at økonomien for kommunerne er en kompleks sag, men vi vil argumentere for, at besparelser på foreningslivet er en kostbar svækkelse på både kort og langt sigt. Foreningslivet er ikke noget, der bare er der. Det kræver prioritering. For de frivillige har altså nok at lave. Og de gør en kæmpe forskel. Også i Fredericia.

Annonce