Annonce
Debat

Debat: Hvordan kan jeg bidrage til et bæredygtigt liv? Dilemmaet ved at blive gammel

Tænk, hvis vi gamle viste ansvar og fravalgte vores høje klimaaftryk og til gengæld kunne tilvælge meningsfyldte fællesskaber.

Nogle gange er det rarest at se sig selv i spejlet uden briller på. Der er en vis mildhed over det uklare billede, som toner frem igennem duggen fra brusebadets varme vand. Men når så brillerne er pudset, og den fugtige luft lukket ud af vinduet, så er det, at det er svært at undgå sandhedens øjeblik. Med mindre, man skynder sig ud til morgenkaffen og konens overbærende blik.

Og det er nok, hvad mange af os gør. Skynder os ud til morgenkaffen i stedet for at se efter nye rynker og grå hår. Men så er det, at der af og til kommer et wake-up call. Som forleden, da jeg modtog en indbydelse til at deltage i et seniorakademi på Rude Strand Seniorhøjskole. For seniorer over 60 år stod der i brevet, og det skulle handle om klima og bæredygtighed.

Som en 59-årig klimaengageret, næsten ældre herre følte jeg mig ramt og kaldet til møde med de andre gamle.

Og det blev en skøn dag. For der er masser af liv, selv om man er over 60 og eventuelt føler sig skubbet ud af arbejdsmarkedet. På stolene i foredragssalen sad den ene efter den anden med lange arbejdslivserfaringer inden for stort set alle fagområder. Men de fleste var på pension, og det var tydeligvis ikke altid så let at få erfaringen omsat i et stille seniorliv. Og derfor viste det sig i kaffepausernes samtaler, at mange af mine ældre meddeltagere for at bekæmpe den truende kedsomhed valgte at rejse en hel del.

Ja faktisk så det ud til, at vi ældre dernede til klimamødet var ganske godt med, når det gjaldt om at sætte CO2-aftryk i himlen. Og med det scenarie klimaprofessor Katherine Richardson tegnede for os med truende klimatiske trippelpunkter, var det jo ikke så godt. For var det ikke klart inden, så stod det helt klart efter dagens fremragende række af foredrag, at den er helt gal fat med fremtidens vejr. Og at det er med vores generation og vores forbrug, at kloden er skubbet på vej ud over en klimakant.

Dybe sukke og måske et par tanker til alle de store biler, der havde bragt os til højskolen. For hvad skal man gøre, når der er pensionsopsparing, friværdi, billige flybilletter og et samfund, der signalerer, at man har overskredet den normale brugbarhedsalder på arbejdsmarkedet?

Det er et dilemma at blive gammel. Stå med et livs erfaring og så opleve, at der ikke længere er bud. At man ikke længere har plads i samfundets indbyggede nytteværdi-skabende bæredygtighed. Samfundet bæres i effektivitetens navn af de yngre generationer. Ældre skal trække sig tilbage og nyde. Og skal de yde, ja da er det helst som aktive i en genbrugsbutik eller som barnepassende bedsteforældre.

Som jeg sad dernede omgivet af sprudlende gamle med masser af ideer og mod på livet, gik det op for mig, at bæredygtighed ikke kun handler om forbrug. Bæredygtighed har først og fremmest at gøre med et blik på livet, hvor alt i naturen og alle mennesker tilskrives en værdi i sig selv som del af livets kredsløb.

På konferencen talte den gamle anti-vækst-nestor, dr. teol. Ole Jensen om poesiens nødvendighed for at skabe bæredygtighed og mening. Med det pegede han på, at det først er, når man ser på livet som mere og andet end noget, der skal overstås, at livet åbner sine muligheder for skønhed, glæde, virkelyst og kærlighed.

Bæredygtighed bliver ofte reduceret til noget med CO2 og genbrug. Men bæredygtighed er at have del i livets kredsløb på en måde, så man bidrager og bruger i et omfang, som er med til at opretholde en livsduelig balance. Og samtidig er i stand til at fastholde et poetisk blik på det levende underværk, man for en tid er en del af.

Dér i salen på Rude Strand Seniorhøjskole, da jeg lyttede til kloge ord og så på powerpoints, kom jeg til at overveje, om det var muligt at lave en ny kultur omkring det at blive gammel. En samfundsmæssig bæredygtig ældrekultur. Hvor vi gamle afstod fra at flyve væk fra kedsomheden og i stedet overdrog kloden noget af den sparede CO2 og overlod en anden del til vores børnebørn via en CO2-’bank’. Derved kunne alvorligt klimabevidste unge med relativ god samvittighed rejse ud på en dannelsesrejse og se verden. For de vidste, at de rejste på den ældre generations afståede CO2-forbrug. Tænk, hvis vi gamle viste ansvar og fravalgte vores høje klimaaftryk og til gengæld kunne tilvælge meningsfyldte fællesskaber.

De meningsfyldte fællesskaber kunne for eksempel opstå, hvis yngre mennesker lagde deres mobiltelefoner til side og i stedet gav opmærksomhed og tid ind i samtalen med vi ældre, der havde valgt at blive hjemme og nu havde brug for menneskelig opmærksomhed. Det ville være bæredygtigt i mere end en forstand.

Eller hvis alle de iderige unge fandt sammen med erfarne ældre og på værksteder eller i tænketanke fremtryllede modeller og opfindelser, som kunne pege ind imod en mere bæredygtig fremtid. Hvilken kreativ mulighed og hvilket jublende poetisk rum, der kunne komme ud af det.

Tænk, hvis vi opdagede det skønne i at lave praktisk havearbejde sammen på tværs af generationerne for efter anstrengelserne med jorden at kunne drikke kaffe og spise en kage sammen.

Ja, faktisk sad jeg dér på bagerste række som nybagt senior på Rude Strand og blev helt optimistisk på fremtiden. Hvis bare vi får mod til på tværs af generationerne at tage klarhedens briller på og så betragte os selv i spejlet med det meningsfyldte og alvorlige spørgsmål: ´Hvordan kan jeg bidrage til et bæredygtigt liv? Ikke alene, men sammen med andre´.

Annonce
Anders Laugesen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112 For abonnenter

Flere års fængsel og udvisning af landet: Men hvem var egentlig gerningsmanden bag knivstikkeri i Jyllandsgade?

Læserbrev

Folkeskoleelev: Jeg håber, politikerne tænker sig om en ekstra gang, før de ændrer så markant på folkeskolen igen

Læserbrev: Bladet Folkeskolen ligger af og til på bordet derhjemme, uden det har min store interesse, men artiklen "Fire år med skolereformen: Undervisningen er blevet mindre varieret" fik mig til at åbne det. I artiklen stod der, at eleverne efter reformen ikke er blevet dygtigere eller trives bedre, som faktisk var meningen med reformen. Det forarger mig, fordi jeg er 9. klasseelev i en folkeskoleklasse. Det betyder, at jeg har gået i skole både før og efter reformen. Reformen betød for mig ændringer i skoledagen i form af flere timer. Formålet var, at det faglige niveau og elevernes trivsel skulle løftes, og undervisningen skulle blive mere varieret. Når jeg så læser, at reformen ikke har gjort nogen forskel, bliver jeg vred. For det første viser det sig i artiklen, at 55 pct. af lærerne før reformen varierede deres undervisningsformer dagligt. Fire år efter svarer lærerne, at de kun varierer deres undervisningsformer med 47 pct. Tallene undrer mig faktisk ikke. Det er indlysende, at lærerne bliver mere pressede, fordi der er flere undervisningstimer, de skal forberede sig til, og så kan alle timer ikke blive lige varierede. At lærerne får mindre forberedelsestid må gøre, at de ikke kan rette opgaver og give feedback lige så hurtigt som tidligere. Måske har det også andre konsekvenser, f.eks. for deres arbejdsmiljø. For det andet viser undersøgelsen, at 83 pct. af udskolingseleverne svarer, at skoledagen er "lidt for lang" eller "alt for lang". Hvis jeg var blevet spurgt, ville jeg også have svaret, at skoledagen er alt for lang, når man har 33 timer om ugen, og så er vi endda gået to lektioner ned i år. I min dagligdag oplever jeg, at jeg og mine klassekammerater er blevet mindre motiverede til at gå i skole. Allerede til middag er gejsten røget ud af de fleste. Og i 7. lektion er der slet ikke mere energi. Det ses også på lærerne. Deres motivation daler henad dagen. Jeg husker fredag sidste år, hvor vi havde lektiecafe i sidste time, hvor man slet ikke havde mere energi at gøre med, og vi endte med at hyggesnakke eller spille computer. Lærerne forstod det godt, for de havde heller ikke mere energi. For det tredje ligger det i ideen om folkeskolen, at den skal være en skole alle, et samlingspunkt for et fællesskab, hvor alle kan lære og blive dygtige. Det udfordrer fællesskabets hus, hvis lærerne bliver så pressede, at de ikke har tid og overskud til at tage sig af de elever, der har det svært, og samtidig skal udfordre de dygtige. Så når jeg læser, at reformen skulle gøre os elever fagligt dygtige og gladere for at gå i skole, er det vildt, at fem rapporter nærmest ikke viser noget, der er gået, som politikerne havde ønsket. Jeg håber, politikerne tænker sig om en ekstra gang, før de ændrer så markant på folkeskolen igen. (Forkortet, red.)

Annonce