Annonce
Debat

Debat: Hvornår bliver det fornuftens tur?

At lade Danmark ekspandere denne omstilling i førertrøjen kommer uvægerligt til at koste os levestandard, men kan måske honorere nogle politiske ambitioner.

Det synes at være en naturlov, at politisk ledede processer vil føre til et overforbrug af ressourcer og problemløsninger, der ikke fungerer efter hensigten.

Behovet for mærkesager på venstrefløjen har nu ført til en klimafokusering helt ude af proportioner. Den grønne hjernedød har indfundet sig, og snart sagt alt skal dreje sig om dette, hvis ikke krænkelsesidioti. Det betyder, at vi nu er ved at sætte turbo på historiens største omgang fejldispositioner. Vi har i forvejen spildt enorme ressourcer på vindteknologien.

Problemet er her, at enhver uden teknisk indsigt kan fatte og forstå måden, hvorpå en vindmølle og en solcelle producerer strøm. Det gør disse teknologier kommunikationsmæssigt egnede som løsningsforslag, hvis CO2 er det problem, man forudsætter. Men klimafolkene glemmer at fortælle hele historien om disse energikilder, nemlig den samlede økonomi, der knytter sig hertil.

Det er vistnok korrekt, at man nu, når vinden blæser og solen skinner, kan producere strøm med et omkostningsforbrug, der kan konkurrere med kulkraft. Problemet er, at sådanne beregninger kan laves på mange måder, og jeg føler mig ikke overbevist om, at det glade budskab dækker over en relevant helhedsbetragtning. Dels fordi prisen for at nå hertil har været offentlige tilskud frembragt ved mange års elafgifter m.v., som jo er et udtryk for penge, der så ikke kunne bruges til andet f.eks. sundhed, infrastruktur eller det unævnelige - større privatforbrug for borgerne. Men den allerstørste omkostning til sol- og vindskabt energi er den enorme produktionskapacitet, der altid skal stå klar til at levere strøm, når vind og sollys ikke er til stede. Det vil sige traditionelle elkraftværker og eltransportsystemer til andre lande. Kapacitetsomkostningerne til disse anlæg er enorme og upåvirkede af, hvor godt det går med vind og sol på enkelte dage.

Sol- og vindkraft er simpelthen ikke økonomisk forsvarligt i så stor skala, som der lægges op til, før man har løst problemet med energiopbevaring. Og det problem er langt fra løst. Vi hører godt nok om ideer og forsøg - for eksempel at alle el-bilers batterier skulle kunne bruges som decentral strømbank. Men der er langt til målet. Hvis alle elbiler i USA i dag blev bragt i anvendelse efter denne model, havde man eksempelvis strøm til 18 sekunders forbrug i landet.

Men nu bliver det meget værre: Det er fuldstændigt umuligt at komme godt fra den omstilling til elbiler, der fra politisk hold lægges op til jævnfør de opstillede mål.

At lade Danmark ekspandere denne omstilling i førertrøjen kommer uvægerligt til at koste os levestandard, men kan måske honorere nogle politiske ambitioner.

Det har altid kostet at være first mover, og den udbygning af elnettet, vi snakker om her - kombineret med, at elbiler er dyrere at fremstille - vil blive en lammende oplevelse for samfundsøkonomien. Og så kan vi glæde os til problemerne, når batterierne i bilerne stille og roligt begynder at blive lidt slappe og skal renoveres eller skrottes. For slet ikke at tale om de nye ulykkestyper, vi kommer til at opleve. De nyeste batterityper vil ved alvorlige ulykker udløse uslukkelige brande.

Hvorfor i alverden kan danske politikere ikke forlige sig med et internationalt tilpasset forandringstempo i stedet for at lege fandango med danskerne liv og levestandard?

Hvis man vil reducere CO2-udledningen, er der for mig at se kun følgende, der giver mening:

At bruge mange flere ressourcer på forskning og udvikling af teknologier, der kan løse problemerne med CO2-fri energi-generering og lagring fremfor på kort sigt at øge ressourceforbruget på vind- og solenergi. Sidstnævnte fungerer som at tisse i bukserne - det føles måske godt nu, men er helt uhensigtsmæssigt på længere sigt.

Bruge kræfter på at få alle lande med. Det er komplet meningsløst, hvis danskerne pisker sig selv for at reducere CO2, medens mange lande i vid udstrækning synes at negligere CO2 som værende det mest påtrængende problem. Det er i øvrigt tankevækkende, at store kraftfulde lande som USA, Kina, Indien, Rusland ikke synes at prioritere CO2-reduktion særlig højt. Kunne man forestille sig, at det skyldes, at éntydigheden vedrørende CO2 som den store synder ikke findes tilstrækkelig dokumenteret, og at man selvfølgelig ikke vil kaste de begrænsede ressourcer efter en tvangstanke?

Det skal gøres klart for alle, at klima- og miljøproblemer er to forskellige problemkredse - med enkelte overlap. Vi skal ubetinget arbejde for at have rent vand, luft og jord!

"Miljøet kan og skal vi gøre noget ved - klimaet kan vi trygt overlade til naturen." Dette synspunkt er underbygget i Johannes Krügers bog fra 2016, "Klimamyten - et opgør med tidens CO2-panik".

Klimaforandringer har fundet sted til alle tider, og lige nu befinder vi os i en periode mellem to istider, der har varet i 11700 år. I løbet af den tid har vi haft syv perioder med global opvarmning, hver afløst af efterfølgende nedkøling. Den nuværende opvarmningsperiode er så den ottende, som set over et langt tidsspænd ligger indenfor det normale.

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Kommunerne skal planlægge sig ind i klimakampen

Læserbrev: Det er ingen hemmelighed, at vi står overfor enorme forandringer for at tilpasse os den grønne omstilling de kommende år. En del skal løses på de bonede gulve på Christiansborg, men også kommunerne har et stort ansvar for at sikre, at Danmark får sat gang i den nødvendige grønne omstilling og lever op til regeringens mål om at reducere CO2-udledningen med 70 pct. De danske kommuner er landets største bygningsejere og har den tætteste kontakt til borgerne. Samtidig er det de danske kommuner, der udvikler bysamfundene både med indhold og infrastruktur. Der findes snart ikke én kommune, som ikke har taget verdensmålene til sig. Og det sker ikke kun i form af overordnede visioner og teoretiske planer. Nej, kommunerne arbejder med dem i virkeligheden. Derude, hvor det gør en forskel for den enkelte borger. Som landets største bygningsejere skal kommunerne ikke blot være med til at drive udviklingen inden for renovering og energioptimering med nye innovative løsninger, men også tage ansvaret på sig og feje for egen dør, så energiforbruget og klimabelastningen mindskes mest muligt. Det er desværre lettere sagt end gjort. Derfor er det også nødvendigt, at kommunerne prioriterer de fysiske rammer for børn, unge og ældre. Ofte ser vi kommunalpolitikere og borgmestre, der er stolte over, hvor mange flere varme hænder de har ansat, men som sjældent kigger på de bygninger, de varme hænder skal modtage borgerne i. På samme måde opstår der problemer, når det handler om at bane vejen for elbilernes indtog på de danske veje. Det er ikke let at sikre, at ladestanderne bliver hensigtsmæssigt fordelt og etableret på det rigtige tidspunkt. Også her skal kommunerne spille en vigtig rolle. Derfor bør der laves en kommunal plan i hver kommune for udrulningen af ladestanderne. For det er svært at forestille sig, at man vil købe en elbil uden at kunne lade den op, der hvor man bor. Der er ikke nogen tvivl om, at kommunerne vil den grønne omstilling. Men det kræver, at kommunalpolitikerne tør sætte handling bag ord og får kommunerne meldt ind i kampen.

Fredericia For abonnenter

Måske ny ansøgning om lov til flere boliger i Erritsø: Investorer ser åbning

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];