Annonce
Debat

Debat: Jesus og Muhammed - kærlighed uden sandhed findes ikke

Personligt vil jeg gerne vise muslimer respekt, men jeg vil samtidig tillade mig at kritisere religionen islam.

Denne kronik er skrevet som en reaktion på en holdning, som Svend Løbner giver udtryk for i sit indlæg På Kant søndag 27. oktober. Overskriften hedder: “Undersøgelse kalder på solidaritet med muslimer”. Svend Løbners refleksion og svar på undersøgelsen er: “Det kalder på, at alle gode kræfter står sammen om at vise solidaritet med muslimer. Oplyse om både islam og kristendom og vise, hvor meget de to religioner ligner hinanden."

Det der får mig til tasterne er, at jeg er meget uenig i udsagnet om, at kristendom og islam ligner hinanden. Jeg synes faktisk, at Svend Løbner med det udsagn gør sig til folkeforfører af dem, der ikke har en grundlæggende viden om de to religioner. Med sit udsagn håner Svend Løbner både Islam og Kristendom. Enten kender han ikke bibelen, ellers kender han ikke koranen? De to religioner er som nat og dag. De ligner meget lidt hinanden. Jesu og Muhammeds undervisning og livsførelses var på mange hinandens modsætning. Den ene er et stort forbillede for mig. Det kan jeg ikke sige om den anden.

Jesus gik omkring med sine tolv disciple og underviste. Han havde kun åndelig indflydelse og ender sit liv på jord med at blive slået ihjel på et kors. Muhammed var en krigsherre, der havde politisk magt. Han foranledigede, at hele folkegrupper blev slået ihjel, fordi de nægtede at følge ham og underkaste sig islam. I det danske samfund er vi desværre blevet oplært i, at vi med korstogene skal have stor skyldfølelse overfor muslimerne, hvilket præger os selv den dag i dag. Men korstogene var i høj grad en kristen modoffensiv mod islams voldelige ekspansion i regionen. Det er blandt andet dokumenteret og velbeskrevet i bogen: Korstogene af Michael Pihl og Jesper Rosenløv.

Biskop emeritus Steen Skovsgaard har en helt anden tilgang end Svend Løbner til at skabe dialog mellem kristne og muslimer, som jeg finder langt mere intelligent. Han stiller spørgsmål, der lægger op til reflekterende dialog ved eksempelvis at sige: "hvis der er tale om den samme Gud i islam og kristendom, hvordan kan det så være, at Gud modsiger sig selv i Jesus og Muhammed?”

Svend Løbner skriver i sit indlæg, at hvis modstanden i Danmark mod muslimer spidser til, så vil han bære mandlig muslimsk hovedbeklædning og gå med den i solidaritet med muslimerne. Men min opfordring til Svend er: Hvorfor vente med at vise solidaritet med folk, der chikaneres på grund af deres tro? Hvis du går så meget op i, at folk med anderledes religion skal kunne færdes frit i Danmark, hvorfor går du så ikke en tur på Nørrebro med en jødisk kalot? Ja, jeg vil faktisk mene, at hvis du ikke gør det, så er du en højtråbende hykler.

Jeg oplever, at Svend Løbner i sit ønske om at skabe harmoni mellem kristendom og islam har mistet sin evne til kritisk analyse og behandling af historiske fakta. For mig er det et vigtigt spørgsmål: Om vi som folk kan acceptere, at jøderne ikke længere kan bevæge sig frit i Danmark? Det er jo netop Muhammeds undervisning og koranen, der gør, at jøder ikke kan færdes frit på Nørrebro. Så kære Svend, du kan efter turen på Nørrebro efterfølgende passende iføre dig muslimsk hovedbeklædning og tage en tur til det danske bibelbælte i Vestjylland. Dine oplevelser henholdsvis på Nørrebro og i Vestjylland vil jeg gerne høre om.

Jeg synes, at vi skal drikke en kop kaffe sammen, når du har lavet undersøgelsen.

Personligt vil jeg gerne vise muslimer respekt, men jeg vil samtidig tillade mig at kritisere religionen islam. I min optik findes der mange gode muslimer, fordi de lever et liv, der ikke minder om Muhammeds. Ligesom der findes mange dårlige kristne, fordi de ikke følger Jesus liv og undervisning. Jeg har en muslimsk ven, der på mange måder er et forbillede for mig, fordi han er generøs og står op for sandhed og retfærdighed.

På en rejse til Mellemøsten var han med på en offentlig bus. Bussen blev standset af politiet, der som chikane ville smide en kristen af bussen. Det får min ven til at gå i offensiven, stille sig i gabet mellem politiet og den kristne og insistere på at tale med en politichef. Det hele ender med, at den kristne får lov at blive på bussen efter, at politichefen har givet den kristne en undskyldning.

Muhammed og Jesus var med deres undervisning og livseksempel meget forskellige. Jesu undervisning var, at vi skal behandle alle ens uanset deres tro. Muhammed underviste om, at anderledes troende godt må undertrykkes, betale ekstra særlige skatter og endda slås ihjel i religionens navn, hvis de ikke vi underkaste sig islam. Der er mange danskere, som har store problemer med islam og muslimer, der følger Muhammeds undervisning. Det er i min optik i vid udstrækning et udtryk for, at de elsker retfærdighed og derfor har store vanskeligheder med at acceptere en religion, der i sit DNA er intolerant og undertrykkende overfor anderledes troende. Dette praktiseres tydeligt i flere muslimske lande i disse år, hvor kristne og andre minoriteter forfølges og flygter i så stort et antal, at det nærmer sig udrensning af mindretallene. Nogle tror desværre, at virkeligheden forsvinder bare fordi, at vi lukker øjnene for den.

Som mennesker har vi alle brug for kærlighed og omsorg, men i biblen kan vi blandt andet læse, at det er sandheden og ikke kærligheden, der sætter fri. I min opvækst i Billund mødte jeg en kristendom, der har lærte mig, at vi skal respektere andre og behandle folk ens. Men jeg lærte også, at det er et udtryk for kærlighed at turde sige sandheden. Kærlighed uden sandhed findes nemlig ikke.

Annonce
Kjeld Ghozati
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme For abonnenter

Charlie: Tænk hvis Christian X havde fået sin vilje - så kunne vi have haft et Kosovo ved Dannevirke

Det siges, at min oldefar Martin Mortensen gik rundt i Flensborg by iklædt sit bedste sæt tøj og med høj hat i dagene op til afstemningen for at få folk til at stemme byen og det tabte danske land hjem til Danmark. Krigen i 1864 havde været en katastrofe, og grænsen blev sat ved Kongeåen lige syd for Kolding. Danmark var krympet gevaldigt siden vikingetiden, hvor Ejderen var grænsefloden mellem det danske rige og Frankerriget. At der i store dele af det sydlige Danmark var mange, der sympatiserede med det tyske, var en anden sag … De blev holdt nede og deres oprør i treårskrigen 1849-51 var ingen undtagelse. ”Hovmod står for fald” står der vist et sted i Bibelen - og det skete jo så for dansken i 1864. Grænsen var trukket … Danmark var med et slag blevet halveret med det til følge, at tusindvis af danskere måtte leve under tysk herredømme. Det førte med sig, at en del sønderjyder måtte i de tyske skyttegrave under første verdenskrig. Men nu var verdenskrigen tabt, og nu stod min oldefar med ligesindede og talte for, at Sønderjylland endelig skulle hjem. - Der blev stemt i to afstemningszoner, Nordslesvig og Sydslesvig. Modsætningerne i befolkningen blev trukket skarpt op - dansk eller tysk. Resultatet kender vi jo: I Nordslesvig nord for Flensborg blev det et klart dansk resultat - fra Flensborg og nedefter var flertallet tysk. Det huede ikke min oldefar, så han flyttede nordpå i protest. Her slog han sig ned i Vejle og blev læderhandler. Og godt for det, for ellers var slægten måske ikke gået derhen, hvor jeg blevet født. Jeg tror såmænd ikke, at min oldefar agiterede for et Danmark helt til Ejderen. Flensborg var nok … men sådan gik det jo heldigvis ikke. Det var nu ikke, fordi der ikke var kræfter, der trak i den retning. Flere politikere og kulturpersonligheder, heriblandt kong Christian X, foretrak, at grænsen skulle gå ved Ejderen eller i det mindste ved Dannevirke. Kongen var heldigvis stækket og havde ingen reel magt, den havde han formøblet, da han tidligere i påsken samme år forsøgte at afsætte regeringen. Den gik ikke, og fra da af havde kongen ingen reel magt. - Nationalfølelsen var en stærk kraft at sætte fri, men den var nødvendig. Selvom det kan være svært at etablere en grænse, fordi der er følelser hos folk, så lykkedes det i 1920. Havde kongen og hans ligesindede fået held med at trække grænsen ved Ejderen eller ved Dannevirke, som om noget var et dansk symbol, kunne det været gået grueligt galt. Omkring Dannevirke var der således kun et mindretal, der var dansk. Man kan i dag sammenligne det med Kosovo og Serbien. Kosovo bliver af Serbien betragtet som nationens vugge, men flertallet i området er albanere - og vi har jo ved selvsyn opdaget, hvad det kan udløse. Nationalisme og grænsestridigheder har været en svøbe i den europæiske historie. Det udfoldede sig for alvor i nyere tid, da det tidligere Jugoslavien gik i opløsning. Man forsøgte i starten en fredelig dialog, men ”lunten” var tændt, og snart stod Balkan i flammer. Hvem havde troet det i en moderne oplyst verden? - Den dansk-tysk grænsehistorie bør derfor alt andet lige give inspiration og være model for, hvordan konflikter og krig kan undgås og i stedet lede til fredelig sameksistens. Grundsynspunktet ved afstemningen i 1920 var, at grænsen skulle placeres med folkets selvbestemmelse. Tysksindede i Slesvig skulle ikke tilhøre Danmark og omvendt, hvis de ikke selv ønskede det. Netop det princip afspejlede den nye grænses placering. - Ved at indlemme de dansksindede sønderjyder havde man for første gang opnået overensstemmelse med den danske stat og dets folk. Danmark, som vi kender det i dag, geografisk og folkeligt, var en realitet, uden konflikt, ballade og efterfølgende krige. Men i stedet med et fundament til en fredelig sameksistens over grænsen mellem de forskellige mindretal. Der er tre mindretal i grænselandet: Det danske mindretal i Sydslesvig består af 50.000 dansksindede. Det tyske mindretal består af cirka 15.000 personer i Sønderjylland. Og det frisiske mindretal udgør en gruppe på cirka 10.000 personer, der taler frisisk i den nordvestlige del af Sydslesvig. - Da jeg gik i skole, kunne man få fri til middag på Dybbøldagen 18. april, hvis man meldte sig frivilligt til at gå rundt og sælge Dybbølmærker. En halv ”fridag” kunne man vel altid bruge. Dybbøl havde man jo hørt om, men at pengene gik til det kulturelle samarbejde i grænselandet, var ikke noget vi tænkte over dengang. Grænseforeningens arbejde har været uvurderligt for det gode forhold over grænsen. Det danske mindretal i Sydslesvig er vigtigt for hele Danmark. De danske syd for grænsen og de tyske nord for er med til at bygge bro mellem dansk og tysk sprog og kultur. Mindretallene er i fællesskab kommet meget langt i det dansk-tyske grænseland. Vi lever fredeligt side om side. Netop det danske og tyske mindretal har spillet en afgørende rolle for den positive udvikling. - I et internationalt perspektiv kan man uden tøven konstatere, at Genforeningen viste, at grænsekonflikter kan løses. Den model, der blev brugt i 1920 ved genforeningen, viste, at man ikke skal afskrive folkets selvbestemmelsesret som en løsning på konflikter. Man må have folket med. Det gjorde man ved grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland i 1920. Selvom kongen symbolsk var i centrum, da han red over grænsen på sin hvide hest, var det folket i grænselandet, der havde bestemt. Så selvom grænsen heldigvis ikke kom til at gå ved Ejderen, og min oldefar ikke fik sin vilje med hensyn til Flensborg, så er der så meget at fejre her i 100-året efter Genforeningen.

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];