Annonce
Debat

Debat: Klimaudfordringen kræver nye partnerskaber

De unge har taget klimakrisen til sig holdningsmæssigt. Nu skal vi vise dem, hvordan de kan medvirke til at gøre en forskel, hvad enten man vælger at uddanne sig til kontorassistent, industritekniker eller ingeniør.

Klimaudfordringen er alvorlig. Meget få er efterhånden i tvivl om den sag. Med vores produktion og forbrug øger vi temperaturen, smelter indlandsisen og får ørkenerne til at brede sig.

Udfordringen er så stor, at den kræver nye partnerskaber. De skal udpege potentialer, som vi kan kanalisere vores kræfter efter og bryde med vores vaneforestillinger, samtidig med at vi holder fødderne forankret i mulden. Det har vi erfaringer med i Danmark fra fortidens omstillinger. Vi bør samle store industrivirksomheder, ”økohippier” som kokken Nicolai Kirk, de unge og vores uddannelsessystem. De sidder normalt ikke ved samme bord for at finde løsninger på store samfundsproblemer. At samle dem kræver en klimafortælling som giver os fælles indsigter, drømme og tro på fremtiden.

Det har klimaminister Dan Jørgensen indset, og han har derfor netop ansat forfatteren Kasper Colling Nielsen som taleskriver. Han skal overbevise danskerne om, at vores samfund skal omstilles. Her er en række input til ham.

Danmarks velfærd er bygget på vores forældre, bedsteforældre og oldeforældres indsats. De skabte højskolebevægelsen, som uddannede generationer af bonde- og husmandsbørn til at drive landbrug på en anden måde, samtidig med at højskoleopholdet gav dem en følelse af fælles skæbne og fremtid.

Det gav andelsbevægelsen styrke til at overkomme de mange udfordringer og uoverensstemmelser, der siden skulle vise sig. Som at Hansen ikke bestemte mere i driften af mejeriet, blot fordi han ejede flere malkekøer end Nielsen fra nabosognet. De nye andelsstrukturer skabte en gigantisk eksportsucces for dansk landbrug.

Efter 2. Verdenskrig blev Danmark en industrination. Landbruget blev mekaniseret, hestene forsvandt og traktorerne begyndte at rulle på markerne. Bankernes lånebetingelser, landbrugskonsulenter og uddannelse spillede en afgørende rolle i den omstilling, som skete på få årtier. De mange hundrede tusinde karle og piger, som ikke længere havde arbejde i landbruget blev omskolet til nye byerhverv og jobs i industrien.

Vi kan med rette være stolte af de bedrifter som tidligere generationer stod for og af det, som de har overgivet til os. Men klimakrisen stiller nye udfordringer.

Det er her, de nye partnerskaber kommer ind. De er nødvendige for at give den nødvendige energi og samhørighedsfølelse til de kommende års bratte omstilling.

Her er et par eksempler på, hvor mulige løsninger findes.

Industrigiganter som Chr. Hansen A/S sidder med teknologien til at undgå madspild. De har udviklet nye mælkesyrebakterier, som giver længere holdbarhed til mælkeprodukter. I den anden ende af spekteret har vi iværksættere som kokken Nicolai Kirk. Han er en vulkansk kraft og fortaler for at spise lokale råvarer året rundt, men med plads til importere de citroner og appelsiner vi også gerne vil nyde, og som ikke kan dyrkes i Danmark. Han peger på, at vi kan nøjes med at spise asparges i de måneder, hvor de kan dyrkes herhjemme, snarere end at fragte dem den halve verden rundt i vinterhalvåret, hvor vi fx importerer dem fra Peru.

Eksemplet skal vise, at teknologien, den økonomiske vækst og øget omtanke i vores forbrugsmønstre er del af fremtidens klimafilosofi og – værktøjskasse. Vi skal ikke klæde os i sæk og aske eller blive veganere alle sammen, for det løser ikke problemerne.

De unge har taget klimakrisen til sig holdningsmæssigt. Nu skal vi vise dem, hvordan de kan medvirke til at gøre en forskel, hvad enten man vælger at uddanne sig til kontorassistent, industritekniker eller ingeniør. Vores uddannelsesinstitutioner bør tilrettelægge uddannelser, så man på alle niveauer kan overveje den klimarigtigste løsning på lige fod med andre økonomiske parametre. Det gælder i indkøbet af papir til printeren på kontoret, i virksomhedens valg af transportløsninger, i udformningen at energiløsninger.

Det kunne passende være en del af klimaministeriets arbejde med at skabe en fortælling, der kan samle os alle og give os tro på, at der brug for vores fælles kræfter også på det praktiske, dagligdags niveau.

Annonce
Claus Agø Hansen
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

DBU-folk reagerer: Besparelser på foreningslivet er en kostbar svækkelse - sunde og raske borgere er en god forretning

Læserbrev: Er frivilligheden og foreningslivet bare en udgift eller en vigtig og værdiskabende faktor for en kommune? Det spørgsmål trænger sig på, når man med bekymring kan læse, at Fredericia Kommune bl.a. har planer om at spare en halv mio. kr. væk på "udendørs idrætsanlæg" på det kommende budget. Det vil konkret betyde, at fodboldklubbernes frivillige frem over selv skal ud at slå græs og kridte baner op - oveni alle de mange andre opgaver, som dagligt skal løses i en forening. I Trelde GI’s fodboldafdeling er der nervøsitet for, at man som en konsekvens må lukke hold og sende spillere til andre klubber. Yderste konsekvens er at lukke hele fodboldafdelingen. Hvis det sker, vil der kun være seks fodboldklubber tilbage i Fredericia Kommune, der allerede ligger utroligt lavt i antal, når man sammenligner med kommuner med ca. samme indbyggertal. Og så er det desværre en kendsgerning, at Fredericia Kommune i forvejen er et af steder i Jylland, hvor der er færrest aktive fodboldspillere set i forhold til indbyggertallet. Kun på Samsø er tallet lavere. Der er med andre ord rigtig mange faktorer, der peger på, at der er behov for investeringer i breddefodbolden og foreningslivet i Fredericia. Ikke besparelser og nedskæringer. Og foreningslivet og frivilligheden er altså ikke en unødvendig luksus. Det er tværtimod en motor til at skabe sundhed, tryghed og fællesskab i ethvert lokalsamfund. En undersøgelse fra Damvad Analytics viser faktisk, at de frivillige timer, der bruges i fodboldklubberne, medfører mellem 400 mio. kr. og 1,1 mia. kr. i besparelser årligt for det danske samfund, bl.a. på grund af færre sygedage. Derfor håber vi, at kommunalpolitikerne vil se midlerne til et stærkt foreningsliv og velfungerende fodboldklubber som en investering i kommunens samlede trivsel og råstyrke. Sunde og raske borgere er en god forretning - også for kommunen. Det er heller ingen hemmelighed, at mange potentielle tilflyttere, i særdeleshed børnefamilier, vægter et godt foreningsliv som en afgørende faktor for valg af bopæl. Netop en udfordring, som aktuelt italesættes af politikerne i Fredericia. Mon besparelser på foreningslivet vil stimulere tiltrækningskraften på nye indbyggere? I DBU er vi altid åbne for dialog med kommunerne omkring fodboldens udvikling, og hvad vi kan bidrage med. Vi er er også indforståede med, at økonomien for kommunerne er en kompleks sag, men vi vil argumentere for, at besparelser på foreningslivet er en kostbar svækkelse på både kort og langt sigt. Foreningslivet er ikke noget, der bare er der. Det kræver prioritering. For de frivillige har altså nok at lave. Og de gør en kæmpe forskel. Også i Fredericia.

Annonce