Annonce
Debat

Debat: Nej tak til lappeløsninger og hastebehandling ovenpå afsløringer

Torben K. Hollmann. Pressefoto
Annonce

Ældrepleje: Optagelserne fra plejecentret Kongsgården i Aarhus er skrækkelige at se på, og viser heldigvis ikke et repræsentativt billede af ældreplejen i Danmark. Men de bagvedliggende årsager til handlingerne i optagelserne er symptomatiske for tilstanden på en ældrepleje, der er blevet udsultet og underprioriteret.

Allerede efter få timer efter Ekstra Bladet offentliggjorde de skjulte optagelser, flokkedes politikerne fra Christiansborg om kameralysene for at fordømme og kræve eftersyn, notater og politiske forhandlinger. Som sædvanligt, fristes man til at sige.

For de sidste mange års erfaringer har vist, at brodne kar og eksempler på dårlig kvalitet i ældreplejen fikses med hastebehandling og lappeløsninger. Problemet med den slags løsninger er, at det mest af alt løser politikeres trang til at vise hurtig handling og knap så meget de fundamentale problemer på et område, der år efter år udsættes for besparelser. Det gør faktisk ofte det modsatte. Lappeløsninger fører ofte mere bureaukrati med sig og dermed mindre tid til den kerneopgave, som i første omgang ikke blev løst godt nok.

Nej tak til hovsaløsninger og feberredninger, siger jeg på vegne af godt 70.000 medarbejdere i ældreplejen.

Det, som sådan nogle sager som den på Kongsgården til gengæld kan, er at vække politikerne på Christiansborg. Det mener jeg, vi skal udnytte til at sætte fokus på de strukturelle og grundlæggende problemer på ældreområdet.


Problemet med den slags løsninger er, at det mest af alt løser politikeres trang til at vise hurtig handling og knap så meget de fundamentale problemer på et område, der år efter år udsættes for besparelser.


Vi har brug for en gennemgribende ændring i den måde ældreplejen organiseres.

I debatten bliver ældreplejen i gamle dage, hvor medarbejdernes havde tid til en snak over en kop kaffe ofte topmålet for, hvordan ældreplejen skal fungere. Det mener jeg ikke, er et realistisk mål.

Vi kan ikke rette op på årtiers udsultning af ældreområdet med et knips med fingrene. Vi kan ikke skaffe de medarbejdere, det kræver. Jeg kommer aldrig til at sige, at vi ikke skal tilføre midler eller skaffe flere hænder, men vi bliver nødt til at være realistiske – ellers ender vi med ikke at løse problemerne.

Først og fremmest skal vi væk fra at se borgerne som ydelser, der skal visiteres. Der skal være fokus på borgerens hele liv, og beslutninger om visitationen skal så tæt på borgeren som muligt, så vi også sikrer, at borgerens hjælp svarer til behovet.

Vi skal udnytte de ressourcer, der til gengæld er dannet over årene. Vi står med en langt større faglighed og langt bedre uddannelser på social- og sundhedsområdet, hvor medarbejderne kan løse langt flere opgaver i et mere komplekst sundhedsvæsen end tidligere.

En ny ældrepleje skal give medarbejderne større mulighed for at udnytte den faglighed. Det kræver, at medarbejderne gives et større ansvar og flere beslutninger skal ligge hos de medarbejdere, der er tæt på borgeren frem for hos en, der sidder på et kontor på rådhuset.

Og så kræver en reform af ældreplejen et 360 graders eftersyn af den økonomistyring, der hersker rundt om i kommunerne i dag.

Det er ikke lette løsninger, vi i FOA foreslår. Men de er nødvendige, hvis vi virkelig skal gøre ældreplejen bedre.

Men der er allerede et arbejde i gang. FOA har for flere måneder taget initiativ overfor regeringen til at samle aktørerne på ældreområdet til samlet at udvikle idéer til fremtidens ældrepleje.

Det er nemlig altafgørende, hvis vi skal lykkes med at gøre ældreplejen bedre, at kommunerne og faggrupperne, der arbejder i ældreplejen og som kender det system, vi skal lave om indefra, sidder med. Vi har set nok beslutninger, som er baseret på alt andet end faglig indsigt.

Jeg er enig i, at det kræver handling nu, men jeg behøver ikke et eftersyn for at sige, at der er ting, der skal ændres. Det skal bare ikke ske med hovedet under armen, men med indsigt og en langsigtet plan.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce