Annonce
Debat

Debat: Replik - Tomme tønder buldrer mest, Peter Kofod

Hvorfor sidder Kofod overhovedet og skriver ændringsforslag til resolutioner, som han alligevel agter at stemme imod. Det virker absurd.

Replik: Det er smigrende, at Peter Kofod efter blot få måneder i Europa-Parlamentet føler sig kaldet til at skrive et indlæg om mig. Det vil jeg gerne sige tak for. Særligt fordi det viser, at Kofod i ensomhedens stilhed er totalt blevet frakoblet virkeligheden og lever i en helt anden verden end os andre.

Lad mig indledningsvist slå en ting fast. I modsætning til Kofod ønsker jeg ikke, at Danmark skal ud af EU. Jeg er tilhænger af EU-samarbejdet, som har gjort Danmark og danskerne rigere. Og jeg er grundlæggende tilhænger af internationalt samarbejde.

Det hænger naturligvis sammen med, at Danmark og Europa kan ikke lade som om, at omverdenen ikke eksisterer. Millioner af migranter fra Mellemøsten og Afrika drømmer om at komme til Europa. Og mange vil sætte livet på spil for at opnå det. Menneskestrømmene ind i Europa i 2015 og 2016 var resultatet af, at EU ikke har formået at sikre de ydre grænser. Hvis det ikke var for blandt andet EU’s aftale med Tyrkiet, så ville millioner flere være kommet hertil.

Betyder det så, at vi ikke skal kritisere Tyrkiet og det tyrkiske styre? Nej, selvfølgelig ikke. Betyder det, at vi skal afskære Tyrkiet fra Europa? Heller ikke. For det sekund vi skærer alle bånd til Tyrkiet - både finansielle og diplomatiske - så åbner Erdogan for sluserne og sender menneskestrømme mod Europa.

Og ønsker Peter Kofod virkelig, at vi skal se en genindspilning af billederne fra 2015, hvor tusindvis af flygtninge og migranter vandrede på de danske motorveje? Det håber jeg virkelig ikke, selvom det desværre virker til at Kofods betagelse af min person overskygger behovet for at beskytte danske interesser.

For så længe der endnu ikke er styr på de ydre grænser – og det kæmper jeg for, at vi får - så er vi afhængige af vores nabolande. Det kan godt ske, at Peter Kofod er ligeglad med det. Men det er jeg ikke.

Samtidig kritiserer Kofod, at jeg ikke har stemt imod en resolution, som handler om at redde flygtninge og migranter op af middelhavet. Der må jeg bare sige, at her er der et menneskesyn til forskel på Kofod og mig. Jeg ønsker ikke at stemme for, at mennesker skal drukne i Middelhavet. Men det Kofod glemmer at fortælle er, at jeg ikke stemte for hele resolutionen. I min verden ville resultatet af den politik være, at flere tager den farefulde vej over Middelhavet uden at have en kinamands chance for en fremtid i Europa.

I stedet for at kritisere mig, burde Kofod derfor sige tak. Hvis det ikke var for mig og en håndfuld danske kollegaer, så var resolutionen blevet stemt igennem med et knebent flertal. Men det fik vi afværget. Så jeg vil næsten svare Kofod med et ’selv tak’.

Sidst og ikke mindst så mener Kofod, at jeg burde have stemt for hans ændringsforslag til den selvsamme resolution. Men undskyld mig. Hvorfor sidder Kofod overhovedet og skriver ændringsforslag til resolutioner, som han alligevel agter at stemme imod. Det virker absurd. Og når jeg valgte at stemme imod, så var det fordi, at ændringsforslaget var som at kysse sin søster. Ingen virkning.

Jeg ønsker oprigtigt, at vores venner i Dansk Folkeparti klarer sig godt – også her i EU. Derfor vil jeg komme med en opfordring til Kofod: Kom med os andre ind i den virkelige verden, så vi sammen kan sikre resultater til gavn for danskerne.

Indtil da oplever jeg bare Kofods skriverier, for hvad det er: Tomme tønder buldrer mest.

Annonce
Søren Gade
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Finansloven indeholder en ny og positiv retning i bekæmpelsen af social dumping

Læserbrev: Når mennesker fra andre lande hører om, at vi danskere har adgang til gratis skole og uddannelse og fri og lige adgang til sundhedsvæsnet, så kikker de undrende. Og når man så fortæller, at man som dansker også kan få dagpenge og kontanthjælp, løn under barsel og sygdom, ja, at vi har ret til minimum fem ugers ferie, og seks ugers ferie, hvor der er en overenskomst, så kikker de mistroisk på en (Har hun drukket? Er han ved sine fulde fem?) Den danske arbejdsmarkedsmodel og velfærdsmodel er unik. Vi danskere er enige med hinanden om, at vi alle betaler ind til velfærden over skatten og til dagpenge gennem a-kassen. Vi er enige om, at det er din fagforening, der gennem overenskomsterne forhandler dine rettigheder. Den dag, du har brug for hjælp, træder fællesskabet til. Desværre ser vi ofte, at lidt for griske spekulanter har ansat udenlandsk arbejdskraft uden at følge danske løn- og arbejdsvilkår. Vi husker alle billederne fra Padborg, hvor arbejdere levede under slavelignende forhold. Og vi ser jævnligt arbejdspladser, eksempelvis byggepladser, restaurationskøkkener og gartnerier, hvor grådige og kyniske arbejdsgivere importerer udenlandsk arbejdskraft til en løn langt under den, der er aftalt i overenskomsterne i Danmark. Det truer den danske arbejdstager, og det truer også fundamentet for vores velfærdssamfund. Velfærdssamfundet består alene, fordi vi har en høj levestandard med ordentlige lønninger, hvor vi alle betaler til den fælles velfærd. Derfor er vi meget glade for, at regeringen og dens støttepartier nu med aftalen om finansloven gennemfører en række initiativer, der skal modvirke social dumping. For blot at nævne nogle af de nye tiltag: Der indføres skærpet bødestraf for virksomheders brug af illegal arbejdskraft. Der skal sikres danske lønvilkår via lovgivning for chauffører fra udenlandske transportvirksomheder, der udfører cabotagekørsel eller kombinerede transporter i Danmark. Der indføres skærpet kontrol at tungsvognsområdet, blandt andet af køre- og hviletidsreglerne, kontrollen af leverandørers overholdelse af statslige arbejdsklausuler skærpes, og endelig indføres der forsøg med ID-kort på byggepladser. Den danske velfærdsmodel og den danske arbejdsmarkedsmodel består kun, hvis vi hele tiden tilpasser den virkeligheden. Tak til regeringen og støttepartierne for en ny og positiv retning med finansloven.

Annonce