Annonce
Debat

Debat: Skal vi behandle Facebook som en stat?

Den påfaldende mangel på retssager mod Facebook tyder på, at Facebook mere opfattes som en stat end som virksomhed på linje med andre.

Facebook forsøger at opføre sig som en stat og bliver ofte opfattet som en sådan. Men Facebook er ikke en stat, har ikke en stats pligter og rettigheder, og vi må få en bedre måde at forstå, hvad sociale medier er for størrelser.

I marts 2015 havde Mark Zuckerberg følgende opslag ”Governments sometimes order us to remove content they believe is illegal, but does not violate our community standards. … We fight to protect our community from unnecessary or overreaching government intervention”.

Med andre ord: Facebook laver selv sine egne regler og vil selvfølgelig ikke rette sig efter andre regler, heller ikke selvom de skulle være demokratisk vedtaget. Ligesom danske regler ikke gælder i Saudi-Arabien, så gælder danske regler ikke for Facebook, der har sine egne interne regler. Og ligesom en stat har en Højesteret, der kan træffe afgørelser uafhængigt af det politiske niveau, så vil Zuckerbergs gerne have noget tilsvarende, et organ ”almost like a Supreme Court”, som han siger. Hertil kommer ideen med at indføre Facebooks egen valuta, Libra. Så mangler vi snart bare en hær. Politiet har vi allerede i form af de mange tusind ansatte, der patruljerer Facebook for ”ulovligt” indhold. Men det er ikke bare Facebook, der opfatter sig selv som noget af en stat. Det gør mange andre mærkværdigvis også.

Mange taler for eksempel om, at Facebook udøver censur, når de redigerer indhold. I Danmark har censur været forbudt siden Grundloven af 1849, og også internationale menneskerettigheder meget restriktive, når det gælder censur.

Men menneskerettigheder er typisk staters forpligtelse, og grundloven gælder for Det Danske Rige og forpligter ikke Facebook. Når så mange alligevel er af den mening, at Facebook udøver censur, kan det ses om et udtryk for, at Facebook i højere grad anses for at være en stat end en virksomhed. Hvis man opfatter Facebook som det de er, nemlig en virksomhed, må de jo selv bestemme, hvem de vil indgå aftaler med og på hvilke vilkår, blot der er inden for lovens grænser.

Også den påfaldende mangel på retssager mod Facebook tyder på, at Facebook mere opfattes som en stat end som virksomhed på linje med andre. Der er efterhånden mange, der har fået straf for distribution af videoer med sex mellem mindreårige, for manipulerede nøgenbilleder, for trusler med videre.

Men selvom disse er gjort offentligt tilgængelige via Facebook, er det sociale medie ikke på noget tidspunkt forsøgt stillet til ansvar, hvilket kunne være muligt efter straffelovens § 23 om medansvar. På den måde ligner sociale medier fremmede stater, der ikke kan indbringes for danske domstole.

Hertil kommer, at Danmark har udnævnt en særlig tech-ambassadør. Ikke at der er noget i vejen med at forsøge en kommunikation med tech-giganterne, men en ambassadør alligevel? På linje med den danske ambassadør til Tyrkiet? Kontakt på diplomatisk niveau, og ingen indblanding i indre anliggende. Og som den tidligere kulturminister sagde i forbindelse med medieforhandlingerne (her citeret frit efter hukommelsen): ”Tech-giganterne kan vi ikke gøre noget ved”.

Det forekommer åbenlyst, at tech-giganterne ikke er stater, og der er mig bekendt ikke nogen, der har forsøgt at argumentere nærmere herfor. Men i praksis er det en udbredt opfattelse, både hos Facebook selv og hos mange andre aktører.

Opfattelsen er meget belejlig for Facebook, der så kan nyde staters rettigheder som immunitet og ikke-indblanding i indre anliggender uden samtidig at skulle påtage sig en stats forpligtelser som at overholde menneskerettigheder, sørge for sin befolkning med videre. Ikke noget med at de bredeste skuldre bærer det tungeste læs. Facebooks enorme overskud er rent privat.

Og opfattelsen af Facebook som stat er ubelejlig for alle os andre, ikke mindst os, der lever i en demokratisk stat, hvor vi er vant til at vi med lovgivning i hvert kan forsøge at løse de problemer og konflikter, der opstår.

Hvis Facebook fejlagtigt opfattes som en anden stat, kan vi selvfølgelig ikke på demokratisk vis bestemme, hvordan Facebook skal opføre sig, ligesom vi ikke kan kræve vores demokratisk vedtagne love efterlevet.

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Vi sukrer til i ligegyldig popmusik

Læserbrev: Åh, så hyggeligt. Åh, så fint. Åh, så ligegyldigt. Åh, så bedøvende! Og vi æder det råt. Lader radioen køre. I bilen, i hjemmet, på arbejdspladsen, hos frisøren, i supermarkedet. Overalt. Bevidstløst ryger det ind i vore hjerner, vore sind, vores sjæl. For det er jo bare rart. Den gør jo ingen fortræd. Popmusikken. Jo, den gør. Den lægger et bedøvende lag på dine sanser, så du i virkeligheden bliver underholdningsjunkie. Giv mig i dag mit daglige fix, eller jeg bliver sur, intolerant og gnaven. Lad mig høre noget lækkert R&B eller noget messende electronica, så jeg glemmer den ubehagelige, tomme og monotone dagligdag. Led mig i fristelse med mine Bose-hovedtelefoner og min Android-telefon, så jeg kan bruge min gratis Spotify-streaming til at give mig glemsel, ligegyldighed og pacificerende sansesukker. Thi popmusik og dagens hit er magten og æren - i alt fald til i morgen... Amen! Musik er blevet devalueret fra kunst til et forbrugsemne. Før i tiden forholdt man sig trods alt til sin musik. Man købte en lp eller en cd. Med streaming-tjenesternes indtog får du det gratis. Du skal bare æde et par reklamer en gang imellem, så kan du surfe videre på Spotify, YouTube, GooglePlay osv. Vores musiksmag er skabt af et produktionsapparat, memlig streaming-tjenesternes algoritmer. En matematisk beregning, som tilpasser playlisten alt efter, hvad man har lyttet mest til. Your daily mix. Altså en ensretning af musiksmagen. Resultatet er, at de mest lyttede kunstnere og genrer bliver endnu mere eksponeret på bekostning af "smallere" kunstnere. En anden magtfuld spiller er radiokanalerne, både de kommercielle og public service-kanalerne. Tag f.eks. P4, landets mest aflyttede radiomedie. Hvis man kører på E45 fra Padborg til Aalborg kan man nemt komme til at høre samme melodi fire gange, efterhånden som man skifter mellem P4's regionalstationer. Det er den samme rotering igen og igen. Og de såkaldte lokalradioer er kun lydtapet afbrudt af reklamer. Uambitiøst og fordummende. Tilsammen tegner streaming og radiostationer et fladt og uinspireret lydlandskab ud over den danske musikflade. Og det påvirker hele musik-Danmark. Festivaler bliver til havefester domineret af dj's, som afspiller filer, og de regionale spillesteder sygner hen, for ingen gider at lytte til ny musik. Hvor er den spændende musik, som vil noget?

Annonce