Annonce
Danmark

Debat: Styrk det internationale samarbejde frem for at tale om dansk vaccineproduktion

Morten Helveg

Debat: Det er en fejlslutning, når Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, kommer frem til, at Danmark har brug for en national vaccineproduktion. Løsningen er ikke national enegang, men internationalt samarbejde.

Verden står allerede nu med en række godkendte vacciner mod covid19. Det er en enestående bedrift, som mange fagfolk havde forsvoret kunne lade sig gøre for blot et år siden, og det er samtidig et vidnesbyrd om, hvad man kan opnå med internationalt samarbejde. For det er det, der ligger bag.

Tag bare den første godkendte vaccine, Pfizers og BioNTechs mRNA-vaccine. Tyske BioNTech blev støttet med EU-midler siden 2018 – altså deriblandt danske skattekroner. Pengene blev brugt til at videreudvikle mRNA-teknikken, og da pandemien ramte, udviklede det lille tyske biotechfirma sin vaccine i samarbejde med den amerikanske gigant Pfizer. Altså et smukt sammenspil mellem offentlige og private midler i internationalt samspil og til fælles nytte.

Og ja, det er ikke gået hurtigt nok med at få vaccinerne rullet ud. EU har ikke været skrap nok over for producenterne, da kontrakterne blev forhandlet på plads, men det skal ikke sløre det faktum, at her er tale om en enestående videnskabelig landvinding, der i løbet af kort tid vil gøre en enorm forskel i den måde, vi lever med covid-19 på. Men det er altså ikke godt nok til Mette Frederiksen, må man forstå. ”Vi har en meget stor afhængighed af private firmaer. Det går ikke, når vacciner er supervåbnet,” udtaler hun til Berlingske.

Der skal derfor være et ”nationalt funderet alternativ til de private selskaber og det arbejde, der pågår i EU-regi.” Jeg vil sige, at Mette Frederiksen bider den hånd, der fodrer os, og jeg undrer mig i den grad over logikken. At Danmark skulle være i stand til at etablere en vaccineproduktion, der er bedre, hurtigere og mere stabil end det internationale forskermiljø, internationale farmagiganter og international politisk samarbejde i form af EU. Som lægmand har jeg svært ved at se logikken, og en lang række eksperter har da også skudt statsministerens plan ned som urealistisk.

Mette Frederiksen er dog ikke bleg for at anerkende, at Danmark vil have gavn af at samarbejde med andre lande, og derfor har hun indledt samtaler med ingen ringere end Israels premierminister, Benjamin Netanyahu. Altså Israel, der nu har vaccineret en tredjedel af sin befolkning med den EU-støttede vaccine fra Biontech og Pfizer. Jeg undrer mig naturligvis over, at statsministeren ikke siger det oplagte: Vi skal styrke investeringerne i forskning gennem de glimrende EU-programmer, der allerede har givet os verdens første coronavaccine. Men statsministerens EU-skepsis stikker åbenbart så dybt, at hun hellere vil løfte telefonen til Netanyahu.

Selvfølgelig forstår jeg, at statsministeren er optaget af at sikre forsyningen af vacciner til danskerne i fremtiden. Men jeg er dybt uenig i, at vi bedst skulle kunne gøre det via national og statslig enegang. Støt i stedet det internationale samarbejde. Styrk arbejdet med en europæisk sundhedsunion, så vi sikrer os mod fremtidige pandemier. Og find flere penge til forskning. Sådan sikrer vi os bedst.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Alarm 112

Formodet serietyv på spil hos lokale arbejdspladser: Virksomhed fik besøg i frokostpausen

Debat

Debat: Stop for eksport af levende dyr

Kolding

Truende ægtemand videofilmer hustruens hjemmehjælpere: Nu nægter de at komme i hjemmet

Fredericia For abonnenter

Gluten styrer hele Pernilles tilværelse: - Du skal ikke have ondt af mig

Annonce