Annonce
Debat

Debat: Terrorbekæmpelsen starter langt fra Danmarks grænser

Sikkerhed: I mine mange år som retsordfører var det en del af mit daglige arbejde at have fokus på danskernes tryghed. Og dermed at sikre at dansk politi og PET konstant var klædt på til at forebygge og bekæmpe terror i Danmark. Min kamp for danskernes tryghed udfører jeg nu som forsvarsminister. Det gælder ikke mindst bekæmpelsen af terror. For terrorismens arnested er sjældent en lille dansk landsby eller en grå boligblok på Nørrebro. Terroren tager derimod sit afsæt langt fra Danmarks grænser. I fjerne egne, hvor det danske forsvar kan være med til at spille en stor rolle for at skabe stabilitet og bekæmpe terror.

Retter vi eksempelvis blikket mod sikkerhedssituationen i Sahel-regionen, er den forværret de seneste par år. Regionen med lande som Burkina Faso, Mali, Niger og Chad, er præget af terrorgrupper, voldelig ekstremisme, organiseret kriminalitet og konflikter mellem forskellige etniske grupper og lokalsamfund. Læg der til, at landene i Sahel-regionen er blandt verdens fattigste med et udbredt fravær af statslige strukturer og en begrænset kapacitet hos de nationale sikkerheds- og forsvarsstyrker. Derudover er der en høj befolkningstilvækst, stor ungdomsarbejdsløshed og klimaforandringer, hvor temperaturstigninger forventes at stige i en grad, at det kan medføre alvorlige konsekvenser for fødevaresikkerheden i region. Alt sammen desværre alt for gode ingredienser for terrorgrupper, der ønsker at slå rødder og vokse sig store

Vi kommer derfor heller ikke udenom, at terrorgrupperne i Sahel-regionen er en trussel imod vores fælles sikkerhed. Og derfor er det også afgørende for både dansk og europæisk sikkerhed, at vi har fokus på at bidrage til stabiliteten i netop dette nærområde.

Det er baggrunden for, at vi i den socialdemokratiske regering allerede har meldt ud, at vi vil styrke indsatsen i Sahel-regionen. Det vil vi helt konkret gøre ved både at bidrage til FN’s fredsbevarende mission i Mali med blandt andet personel, der lidt populært sagt, skal være FN’s øjne og ører i landet. Og ved at bidrage til den franskledede terrorbekæmpelsesindsats Operation Barkhane – også i Sahel-regionen.

For mig er der ingen tvivl om, at vi med disse bidrag sætter en tydelig streg under, at Danmark fortsat skal spille en aktiv rolle i verden omkring os. Og det bliver bemærket af vores allierede, når vi løfter vores del af ansvaret. Det kan jeg selv mærke, når jeg rejser rundt og møder mine udenlandske kollegaer. Men ikke nok med det. Med den samlede pakke af bidrag til Sahel-regionen bidrager Danmark aktivt til de internationale bestræbelser på både at stabilisere Mali og bekæmpe terrorisme i Sahel-regionen. En international stabiliserings- og terrorbekæmpelsesindsats der har stor betydning for den lokale civilbefolkning. Men også for Europa og Danmark. For vores hjemlige sikkerhed og tryghed er som sagt helt afhængig af, at slaget mod terror også bliver udkæmpet langt fra vores egne grænse.

Trine Bramsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Politiet undersøger graffiti-hærværk med muligt racistisk budskab

Annonce