Annonce
Debat

Debat: Thulesen Dahl fører danskerne bag lyset

Finanslov: Det er aldrig kønt, når en politiker må ty til usandheder for at markere sig i medierne. Ikke desto mindre var det præcis det, der skete i Kristian Thulesen Dahls seneste læserbrev her i avisen.

DF-formanden kommenterer den finanslovsaftale, som regeringen lige har indgået. Men i stedet for at glæde sig over, at der investeres i et markant løft af velfærden – 1000 flere sygeplejersker, flere pædagoger til vores børn, mere værdig ældrepleje, styrket politi, bedre skattekontrol eller nogle af de andre rigtig gode initiativer – jamen så tyer han til usande skræmmebilleder.

I modsætning til det, som Thulesen Dahl påstår, så bliver der faktisk investeret mere i de ældres forhold under den nye socialdemokratiske regering, end der gjorde da Lars Løkke havde regeringsmagtens på Dansk Folkepartis mandater.

Én af de første ting, vi kastede os over i den nye regering, var at løfte kommunernes økonomi markant, så de har bedre råd til en værdig ældrepleje. Her prioriterede vi i alt 2,7 milliarder kroner til velfærd i kommunerne. Samtidig er det et klart opgør med den tidligere borgerlige regerings nedskæringspolitik, hvor der år for år var færre penge til velfærden. Den tid er heldigvis slut nu.

Også i Finansloven sørger vi for de ældre og pensionisterne. Vi viderefører de investeringer, der er lavet i de tidligere finanslove og så bygger vi endnu mere oven på. Der vil altså fra årsskiftet være endnu flere penge til de ældre, end der er i dag.

Udlændingepolitikken står også fuldstændig fast. Vi insisterer på at føre en stram udlændingepolitik, så vi holder styr på tilstrømningen. Det ændrer finansloven ikke noget som helst ved.

Så når Thulesen Dahl påstår noget andet, så er det forkert. Og jeg troede faktisk, at man i Dansk Folkeparti var for gode til at gøre brug af den slags metoder. Jeg håber, at det var en enlig svale, og at vi en anden gang holder os til sandheden.

Annonce
Christian Rabjerg Madsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Vi har brug for at stoppe udhuling af dagpengene og få trygheden tilbage for de danske lønmodtagere

Læserbrev: Her i Danmark er vi stolte af "den danske model". Den giver os et samfund med et roligt, reguleret og velfungerende arbejdsmarked. Samtidig bygger den i høj grad på sikkerhed og fleksibilitet. Det betyder, at det er nemt for virksomhederne at hyre og fyre, men de ansatte skal heller ikke gå fra hus og hjem, hvis man bliver ledig. Samtidig er det muligt at uddanne sig hele livet. Det betyder, at de ansatte ikke gror fast i deres job, men søger nye udfordringer. Samtidig giver det plads til nyuddannede, og tilsammen giver det et godt og fleksibelt arbejdsmarked, som er beundret verden over. Den balance er desværre i høj grad ved at tippe. I løbet af de seneste mange år er dagpengenes dækning blevet udhulet mere og mere. Det betyder, at for eksempel en gennemsnitlig industriansat i dag kun får 46 pct. af sin tidligere løn ved ledighed, hvorimod det for eksempel i 2014 var 51 pct. Forringelserne gør, at det bliver sværere for os som fagbevægelse at forsvare de meget lempelige danske regler for at hyre og fyre med, at vi til gengæld har en god forsikringsordning i de danske dagpengeregler. Udviklingen skal stoppes, fordi trygheden er udfordret. Vi skal derfor til at handle, hvis det ikke skal udgøre en økonomisk og social katastrofe at miste sit arbejde. Et trygt dagpengesystem er nemlig forudsætningen for det danske velfærdssystem, og det er samtidig en hjørnesten af den danske model. Vi har brug for at stoppe udhuling af dagpengene og få trygheden tilbage for de danske lønmodtagere. Dansk Metal er derfor gået sammen med fagforbundene 3F, HK og FOA om en kampagne, som skal råbe de danske politikere op. Det er på tide, at Christiansborg forstår, at den danske model og dermed vores gode, fleksible arbejdsmarked er udfordret, og at det er på tide at gøre noget.

Fredericia

Meningerne er delte: Diskussion om ny bro over Lillebælt optager læserne

Annonce