Annonce
Debat

Debat: Uddannelse og ytringsfrihed er folkestyrets forudsætninger

Da Danmark I 1813 gik statsbankerot, sagde vore forfædre: Nok er vi fattige, vi skal ikke også være dumme. Vi fik undervisningspligt, og i 1844 åbnede verdens første højskole i Rødding. Uddannelse og viden er forudsætningen for det demokrati, vi tog tilløb til med grundloven i 1849. Den gav kun stemmeret til mænd, som havde skøde på ejendom og var fyldt 35. Fire ud af fem fik ikke plads ved folkestyrets bord. Tyende og tjenestefolk samt kvinder kunne ikke stemme og var ikke valgbare. Først i 1908 fik kvinder og tjenestefolk stemmeret til kommunalvalg og i 1915 landspolitisk.

Der gik 100 år, fra vi fik undervisningspligt, til vi havde et regulært folkestyre – med de mangler, det stadig har. Tænk på Klaus Riskærs og Rasmus Paludans måde at blive opstillingsberettigede på.

Tænk på, at statsministeren kan udnævne en de facto vicestatsminister, som hverken er folkevalgt eller kan kaldes i samråd, og som refererer til departementschefen – som ikke kan fyre ham! Det var også lovligt, da Estrup for 135 år siden med kongens billigelse regerede videre, selvom Høyre tabte valgene. Først fra 1901 måtte en regering gå, hvis den fik flertal imod sig. Engang var slaveri lovligt – også i Danmark. Til gengæld var det ulovligt at sige regenten imod. Fornærmelse af majestæten kunne føre til forhold som under Putin og Erdogan i dagens verden.

Grundlovens paragraf 77 er klar: Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar overfor domstolene. Grov tale og fornærmelser kan føre til injuriesager. Med tanke for de skidtspande, der konstant hældes i mediernes digitale spalter og de sociale mediers debattråde, er antallet af reaktioner på fornærmelser og usandheder forbløffende lavt. Debattens intolerance modsvares af, at tilsvining oftest mødes med et træk på skulderen: Herregud, det falder jo tilbage på skraldemanden/damen selv!

Grundtvig var med, både da højskolen og grundloven blev lavet. Hans ord om Menneske først, kristen så! bør i dag udvides til Menneske først – derefter kristen, muslim, jøde, buddhist, hindu, asatroende, ateist eller noget helt ottende. Tro eller ikke-tro er en privat sag, samfundets styre og indretning en fælles sag. Højskolens betydning for udvikling af folkets evne til at styre kan ikke overvurderes. Da bondesønnen Jørgen Jørgensen i 1935 blev undervisningsminister, spurgte en journalist fra Berlingske: Hr. Jørgensen, De er landmand på en forpagtergård langt ude på landet; hvor har De Deres uddannelse fra? Den nyslåede minister for skole og universitet, for oplysning og forskning svarede: Fra Tune Landbrugsskole og Vallekilde Højskole! Han blev en af de fineste repræsentanter for folket, der har beklædt posten.

Demokrati er samtale, sagde højskolemanden Hal Koch, og det er noget andet end debat, hvor det ikke altid drejer sig om at blive klogere, men om at få ret ved at råbe så højt, at selv Clement overdøves. Den demokratiske samtale findes endnu, men færre end tidligere samtaler, og endnu færre følger med. Avisernes oplag viger. For få år siden havde tre dagblade lokalredaktioner i byen, hvor jeg bor. De er alle væk, og dækningen i moderaviserne er en skygge af det, der var. En kommune på vej mod 70.000 borgere er i det store og hele blevet avisløs.

Sociale medier tager over. Her er ingen dækkende daglig nyhedsformidling, ikke plads til baggrund, eftertanke og ordentlig dialog. Her råder for ofte enten rygklapperi eller tilsvining. Populismen har fået gode kår. Også i radio og TV overlades komplicerede fagområder til allround reportere. Samme journalist skal dække Christiansborg, regioner og kommuner, branden i Notre Dame, togulykken på Storebælt, natur, miljø og klima. Det kan ingen. Så spørges eksperterne. Så får en veltalende Aarhus-professor med speciale i havmiljø ekspertstatus, også når det gælder grundvand. Den, der siger ham imod, er politisk ukorrekt.

Demokrati er samtale, ikke at tie – og slet ikke om det politisk ukorrekte. Man skal have mod til at kede sine tilhørere, sagde salig forstander Knud Hansen på Askov. Endnu vigtigere er det i dag at have mod til at stå op mod populisme.

Pointen er, at demokrati ikke kan fungere uden uddannelse samt forsamlings- og ytringsfrihed. Det bør vi have for øje og tanke – også når vi undres over, at ny-selvstændige lande efter 25 år endnu ikke har et ordentligt demokrati.

Annonce
Ilustration: Gert Ejton
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

DBU-folk reagerer: Besparelser på foreningslivet er en kostbar svækkelse - sunde og raske borgere er en god forretning

Læserbrev: Er frivilligheden og foreningslivet bare en udgift eller en vigtig og værdiskabende faktor for en kommune? Det spørgsmål trænger sig på, når man med bekymring kan læse, at Fredericia Kommune bl.a. har planer om at spare en halv mio. kr. væk på "udendørs idrætsanlæg" på det kommende budget. Det vil konkret betyde, at fodboldklubbernes frivillige frem over selv skal ud at slå græs og kridte baner op - oveni alle de mange andre opgaver, som dagligt skal løses i en forening. I Trelde GI’s fodboldafdeling er der nervøsitet for, at man som en konsekvens må lukke hold og sende spillere til andre klubber. Yderste konsekvens er at lukke hele fodboldafdelingen. Hvis det sker, vil der kun være seks fodboldklubber tilbage i Fredericia Kommune, der allerede ligger utroligt lavt i antal, når man sammenligner med kommuner med ca. samme indbyggertal. Og så er det desværre en kendsgerning, at Fredericia Kommune i forvejen er et af steder i Jylland, hvor der er færrest aktive fodboldspillere set i forhold til indbyggertallet. Kun på Samsø er tallet lavere. Der er med andre ord rigtig mange faktorer, der peger på, at der er behov for investeringer i breddefodbolden og foreningslivet i Fredericia. Ikke besparelser og nedskæringer. Og foreningslivet og frivilligheden er altså ikke en unødvendig luksus. Det er tværtimod en motor til at skabe sundhed, tryghed og fællesskab i ethvert lokalsamfund. En undersøgelse fra Damvad Analytics viser faktisk, at de frivillige timer, der bruges i fodboldklubberne, medfører mellem 400 mio. kr. og 1,1 mia. kr. i besparelser årligt for det danske samfund, bl.a. på grund af færre sygedage. Derfor håber vi, at kommunalpolitikerne vil se midlerne til et stærkt foreningsliv og velfungerende fodboldklubber som en investering i kommunens samlede trivsel og råstyrke. Sunde og raske borgere er en god forretning - også for kommunen. Det er heller ingen hemmelighed, at mange potentielle tilflyttere, i særdeleshed børnefamilier, vægter et godt foreningsliv som en afgørende faktor for valg af bopæl. Netop en udfordring, som aktuelt italesættes af politikerne i Fredericia. Mon besparelser på foreningslivet vil stimulere tiltrækningskraften på nye indbyggere? I DBU er vi altid åbne for dialog med kommunerne omkring fodboldens udvikling, og hvad vi kan bidrage med. Vi er er også indforståede med, at økonomien for kommunerne er en kompleks sag, men vi vil argumentere for, at besparelser på foreningslivet er en kostbar svækkelse på både kort og langt sigt. Foreningslivet er ikke noget, der bare er der. Det kræver prioritering. For de frivillige har altså nok at lave. Og de gør en kæmpe forskel. Også i Fredericia.

Annonce