Annonce
Debat

Debat: Vores sundhedsvæsen skal multitaske

For nylig læste jeg en artikel om et nyt supermarked i London. Butikken var indrettet af sundhedseksperter, der via såkaldt nudging ville få kunderne til putte de sunde varer i kurven og lade de usunde blive på hylderne. De søder sager var fjernet fra området ved kasserne og erstattet af frugt og vand, og kostrådene var hængt op forskellige steder i butikken.

Sådan er det ikke helt herhjemme, men det kan være, det kommer. Eksemplet fra London viser nemlig meget godt, at både myndigheder og erhvervsliv kan tage yderligere i skridt i retning af bedre forebyggelse, så de sunde valg bliver de nemme valg. Det er der i den grad brug for.

Pilen peger desværre lige nu i den forkerte retning, hvad angår danskernes sundhed. Antallet af mennesker, der lever med flere kroniske sygdomme på samme tid, stiger år for år. 4 ud af 10 danskere er det, vi betegner som mennesker med multisygdom. Det hører heldigvis med til historien, at mange mennesker med multisygdom er velbehandlede og lever gode liv trods flere kroniske sygdomme.

En ny kortlægning fra regionerne viser imidlertid, at der er en gruppe på cirka 240.000 borgere, hvis liv er præget af komplekse sygdomsbilleder og mange henvendelser til hospitalerne. Det er mennesker, hvor for eksempel hjertekarsygdomme eller lungesygdommen KOL desværre har følgeskab af diabetes, slidgigt, hovedpine eller psykisk sygdom. I gennemsnit har hver borger i den gruppe cirka fem kroniske sygdomme.

Det er sygdomsforløb, som tærer på livskvaliteten, og som direkte forkorter antallet af leveår. Det skal vi gøre noget ved. En helt ny analyse udarbejdet for Danske Regioner af Statens Institut for Folkesundhed slår ned på en ny og afgørende risiko for at udvikle flere kroniske sygdomme: Overvægt. Personer, der er svært overvægtige, har over tre gange højere risiko for at udvikle både flere somatiske og psykiske sygdomme. Det er ny viden, som kalder på handling – særligt i lyset af at regionernes sundhedsprofiler viser, at hver sjette dansker er svært overvægtig, samt at gruppen af både moderat og svært overvægtige er steget fra 46,8 procent i 2010 til 51 procent i 2017.

Der er mange håndtag, der skal skrues på, når vi taler forebyggelse af multisygdom. Den bedste indsats begynder tidligt i livet og går på tværs af flere velfærdsområder, erhvervsliv, frivilligsektoren og alle politiske niveauer. I regionerne har vi senest foreslået højere priser på cigaretter og alkohol, for vi ved, at sådanne tiltag virker.

Vi har brug for Folketingets opbakning og prioritering af forebyggelsesområdet for at nå skridtet videre. Som noget nyt foreslår vi i regionerne, at der på Christiansborg vedtages en decideret folkesundhedslov. Det vil betyde, at sundhed og forebyggelse tænkes med, når vi udvikler politikker for områder som natur- og byplanlægning, fødevarer, kultur, arbejdsmarked, miljø, daginstitutions- og skoleområdet og socialområdet. Lige som der på klimaområdet arbejdes med en grøn bundlinje, skal vi på forebyggelsesområdet arbejde med en sund bundlinje.

Vi kommer heller ikke uden om at se nærmere på indretningen af vores sundhedsvæsen. Hvis vi skal blive bedre til at hjælpe mennesker med flere kroniske sygdomme, skal vi indrette os, så patienterne oplever mere helhedsorienterede forløb. På mange hospitaler i alle regioner er vi allerede i gang med forskellige former for sammedags-løsninger. Det handler om ambulatorier, som er målrettet patienter med flere kroniske syg­domme, men som samler patientens behandling ét sted.

Det sker for eksempel i Svendborg, Silkeborg, Roskilde og Holbæk. Her kan patienter med sygdomme som KOL, hjertesygdomme og diabetes blive undersøgt af de relevante speciallæger på samme sted og på samme dag. På den måde sikrer vi både hurtigere udredning og undgår, at kun én sygdom bliver behandlet, imens en anden sygdom måske overses eller at vigtige helbredsoplysninger ikke når frem til de rigtige personer.

Vi er dermed godt i gang med en videreudvikling af vores sundhedsvæsen, og vi samler hele tiden erfaringer om, hvad der virker bedst. På den måde bliver vi bedre til at møde de behov, som patienter med multisygdom har.

Som eksemplet med supermarkedet i London viser, så kan indsatsen for at fremme sundhed antage mange former. En ting er udviklingen af sundhedsvæsenet, en anden er det brede samarbejde om forebyggelse, der gør de sunde valg nemmere. Det er to centrale steder, vi skal tage fat, og det er bare med at komme i gang.

Annonce
Poul Erik Svendsen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112 For abonnenter

Flere års fængsel og udvisning af landet: Men hvem var egentlig gerningsmanden bag knivstikkeri i Jyllandsgade?

Læserbrev

Folkeskoleelev: Jeg håber, politikerne tænker sig om en ekstra gang, før de ændrer så markant på folkeskolen igen

Læserbrev: Bladet Folkeskolen ligger af og til på bordet derhjemme, uden det har min store interesse, men artiklen "Fire år med skolereformen: Undervisningen er blevet mindre varieret" fik mig til at åbne det. I artiklen stod der, at eleverne efter reformen ikke er blevet dygtigere eller trives bedre, som faktisk var meningen med reformen. Det forarger mig, fordi jeg er 9. klasseelev i en folkeskoleklasse. Det betyder, at jeg har gået i skole både før og efter reformen. Reformen betød for mig ændringer i skoledagen i form af flere timer. Formålet var, at det faglige niveau og elevernes trivsel skulle løftes, og undervisningen skulle blive mere varieret. Når jeg så læser, at reformen ikke har gjort nogen forskel, bliver jeg vred. For det første viser det sig i artiklen, at 55 pct. af lærerne før reformen varierede deres undervisningsformer dagligt. Fire år efter svarer lærerne, at de kun varierer deres undervisningsformer med 47 pct. Tallene undrer mig faktisk ikke. Det er indlysende, at lærerne bliver mere pressede, fordi der er flere undervisningstimer, de skal forberede sig til, og så kan alle timer ikke blive lige varierede. At lærerne får mindre forberedelsestid må gøre, at de ikke kan rette opgaver og give feedback lige så hurtigt som tidligere. Måske har det også andre konsekvenser, f.eks. for deres arbejdsmiljø. For det andet viser undersøgelsen, at 83 pct. af udskolingseleverne svarer, at skoledagen er "lidt for lang" eller "alt for lang". Hvis jeg var blevet spurgt, ville jeg også have svaret, at skoledagen er alt for lang, når man har 33 timer om ugen, og så er vi endda gået to lektioner ned i år. I min dagligdag oplever jeg, at jeg og mine klassekammerater er blevet mindre motiverede til at gå i skole. Allerede til middag er gejsten røget ud af de fleste. Og i 7. lektion er der slet ikke mere energi. Det ses også på lærerne. Deres motivation daler henad dagen. Jeg husker fredag sidste år, hvor vi havde lektiecafe i sidste time, hvor man slet ikke havde mere energi at gøre med, og vi endte med at hyggesnakke eller spille computer. Lærerne forstod det godt, for de havde heller ikke mere energi. For det tredje ligger det i ideen om folkeskolen, at den skal være en skole alle, et samlingspunkt for et fællesskab, hvor alle kan lære og blive dygtige. Det udfordrer fællesskabets hus, hvis lærerne bliver så pressede, at de ikke har tid og overskud til at tage sig af de elever, der har det svært, og samtidig skal udfordre de dygtige. Så når jeg læser, at reformen skulle gøre os elever fagligt dygtige og gladere for at gå i skole, er det vildt, at fem rapporter nærmest ikke viser noget, der er gået, som politikerne havde ønsket. Jeg håber, politikerne tænker sig om en ekstra gang, før de ændrer så markant på folkeskolen igen. (Forkortet, red.)

Annonce