Annonce
Fredericia

Deltag i afstemningen: Tre springvand slukker - også slut med at pjaske på Axeltorv

Til sommerrock skal der være vand i springvandet på Rådhuspladsen. Til gengæld bliver springvandet fremover det eneste våde element i den indre by. Alle andre springvand nedlægges. Arkivfoto: Jesper Kondrup
- Vi har ganske enkelt ikke råd til at drifte dem, siger udvalgsformand Christian Bro (S).

Fredericia: Skal man nyde klukken fra springvand i Fredericia midtby, så er det fremover kun ved Rådhuspladsen. Alle øvrige springvand bliver lukket, har politikerne i miljø- og teknikudvalget besluttet og går dermed et skridt videre, end forvaltningen havde indstillet i et notat om sagen. Her var der lagt op til, at springvandet på Axeltorv kunne renoveres.

- Men vi har besluttet alene at satse på springvandet ved Rådhuspladsen. Det SKAL springe. Vi fjerner springvandet på Axeltorv, fordi torvet måske skal have en anden funktion i fremtiden. Hvis det sker, så vil vi ikke ofre penge på at få renoveret springvandet, siger formand for udvalget Christian Bro (S).

Det vil koste 270.000 kr. at slukke og fjerne springvandet på Axeltorv.

Desuden bliver der også lukket for vandet i vandrenden i Gothersgade, og der skal heller ikke løbe vand over obelisken i Danmarksgade.

Christian Bro mener, at det er rettidig omhu at få slukket for springvandene og fjerne dem.

- Vi har ganske enkelt ikke råd til at drifte dem, og når vi ikke har det, skal de også fjernes, så folk ikke med rette kan have forventning om, at de springer, siger han.

Det vil det koste

Der skal bruges omkring en halv million kroner på at nedlægge springvandene.

Det vurderes at springvandet på Axeltorv kan slukkes, og teknikken kan fjernes for cirka 270.000 kr.

En lukning for vandet i springvandet i Vendersgade vil kræve, at teknikrummet tætnes for at beskytte mod indtrængende overfladevand. Dette forventes at beløbe sig til ca. 50.000 kr. Dertil kommer udgift til at omdanne trapperne til siddepladser.

Det vil koste cirka 130.000 kroner at nedlægge og fjerne springvandet og retablere belægningen på J.B. Nielsens Plads.

(Kilde: notat om springvandene)

Fire måneder med vand

Det kommer til at koste dyrt at fjerne springvandene, men det skal blandt andet finansieres ved besparelsen på, at springvandet på Rådhuspladsen kun skal springe fra juni til august.

- Vi havde gerne set, at det kunne springe fra maj til oktober, men ved at indskrænke den tid, det er i drift, kan vi spare penge, som kan finansiere udgifterne til at fjerne springvandene, siger Christian Bro.

Pengene, der skal bruges til at fjerne springvandene, har udvalget på budgettet.

- Men at forestille sig, at vi får flere penge til drift er næppe sandsynligt, så derfor har vi trukket stregen i sandet nu, siger Christian Bro.

Springvandet på Rådhuspladsen bliver slukket 1. september for i år.

 

Vandet kommer fremover ikke til at springe på Axeltorv. Det ville koste 300.000 kroner at få teknikrum renoveret, mens det koster 270.000 kroner at få teknikken fjernet samt den årlige besparelse på drift og vedligehold. Arkivfoto
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce