Annonce
Kultur

Den finansielle troldmands storhed og fald

Under sin flugt barberede Ponzi sit hår af og anlagde overskæg, men det lykkedes ham ikke at undslippe lovens lange arm. Foto: Bettmann/Corbis/Ritzau Scanpix

Den italienske emigrant Charles Ponzi udtænkte en plan, der fik indbyggerne i Boston til at stå i kø for at få lov at investere. Men så kom pressen og myndighederne på sporet af, hvad der virkelig lå bag Ponzis finansielle geni.

På papiret lød idéen faktisk ikke helt tosset.

Charles Ponzi havde i sommeren 1919 modtaget et brev fra Spanien, og afsenderen havde vedlagt en international svarkupon, så Ponzi ikke selv skulle betale porto for at skrive tilbage. Svarkuponen havde kostet 30 centavos og kunne byttes til et amerikansk frimærke på fem cent. De priser var fastlagt i internationale postaftaler.

Ponzi fandt imidlertid ud af, at den spanske peseta for nylig var faldet i værdi i forhold til den amerikanske dollar, og det betød, at man i teorien kunne få en profit på 10 procent ved at købe en svarkupon i Spanien og indløse den i USA.

Og den profit kunne potentielt blive endnu større, når man købte sin svarkupon i et land, hvis valuta stod endnu svagere i forhold til dollaren - for eksempel Ponzis fødeland, Italien, der var hårdt ramt af inflation efter første verdenskrig. Hvis man opkøbte italienske svarkuponer i store mængder, var der millioner at tjene.

I hvert fald på papiret.

Charles Ponzi var så overbevist om, at der var penge i idéen, at han gik til en lokal bank i Boston for at låne startkapital. Da han blev afvist, gik han i stedet på jagt efter private investorer, og hans løfte om 50 procents afkast inden for 90 dage - og senere inden for 45 dage - bar frugt.

I januar 1920 etablerede han sin investeringsvirksomhed Securities Exchange Company i Boston, og da den første måned var gået, udbetalte han uden forsinkelse det lovede afkast til sine investorer.

Snart strømmede nye investorer til. Ponzi rykkede til et større kontor og ansatte agenter, der kunne rekruttere nye investorer. I løbet af de kommende måneder eksploderede de samlede investeringer i Ponzis virksomhed, fra 1800 dollar i januar, til 5000 dollar i februar, til 25.000 dollar i marts.

Ponzi hyrede endnu flere agenter til at finde investorer i nabostaterne, og i maj nåede de samlede investeringer op på 420.000 dollar. I juni 1920 var det samlede beløb steget til 2,5 millioner dollar, og i juli, da man i avisen The Boston Post kunne læse om den finansielle troldmand Charles Ponzi, der gjorde tiggere til millionærer fra dag til dag, nåede investeringerne op på først en million om ugen og senere næsten en million om dagen.

Ponzis idé var tilsyneladende ikke kun god på papiret, men også i praksis.

Bare en dækhistorie

Men kun tilsyneladende. Når Ponzi skulle overbevise nye investorer om sin forretnings fortræffeligheder, fortalte han om sit enorme netværk af medarbejdere i Europa, der opkøbte svarkuponer og sendte dem til USA, hvor de blev indløst.

Men i realiteten var der ikke noget europæisk netværk, og da myndighederne efter virksomhedens kollaps ransagede Ponzis kontorer, fandt de kun svarkuponer til en samlet værdi af sølle 61 dollar.

I praksis var Ponzis idé nemlig et logistisk mareridt, der var tæt på umuligt at føre ud i livet. Med de kun 18 investorer, han havde i januar 1920, skulle Ponzi have købt flere end 50.000 svarkuponer i Europa og transportere dem over Atlanterhavet, for at opnå det afkast, han havde lovet.

Med 15.000 investorer ville der skulle transporteres så mange kuponer, at de ville fylde en luksusliner i Titanic-størrelse. Derudover var der en række andre forhindringer, som vi kommer til senere.

Firmaets store afkast kom i stedet fra den eneste indtægtskilde, Ponzi reelt havde: Indskud fra nye investorer.

Svarkupon-spekulationen var reelt en dækhistorie for et pyramidespil.

I de intetanende investorers øjne var Ponzi imidlertid en mirakelmager. Mange geninvesterede omgående deres afkast i virksomheden - hvilket gjorde det væsentligt nemmere for Ponzi at holde sine højtravende løfter - og da svarkupon-manien var på sit højeste, stod folk i kø langt ned ad gaden ved Ponzis kontor i Boston for at komme ind og investere deres sparepenge.

I begyndelsen var investorerne mest fattige emigranter som han selv, men efterhånden som nyheden om Ponzis enorme afkast spredte sig, begyndte folk fra samfundets højere lag også at melde sig på kontoret i School Street. På et tidspunkt havde omkring tre fjerdedele af Bostons politistyrke angiveligt investeret penge i Securities Exchange Company.

Mistænksomheden breder sig

Ponzi selv hengav sig fuldt og helt til det søde liv som mangemillionær. Carlos Ponzi, som han var døbt, var oprindeligt kommet til USA fra Italien i 1903 på jagt efter et bedre liv, og efter at have hutlet sig igennem i 17 år, havde han nu endelig nået sit mål.

Som han nogle år senere sagde i et interview med The New York Times: ”Jeg ankom til dette land med 2,50 dollar i kontanter og en million dollar i håb, og det håb har aldrig forladt mig”.

Sammen med sin hustru, Rose, flyttede han ind i et palæ med 12 værelser i det mondæne Lexington nogle kilometer uden for Boston. Han ansatte tjenestefolk og en chauffør til at køre sin nyindkøbte Locomobile - tidens mest luksuriøse limousine.

Han købte skræddersyede jakkesæt og stokke med guldhåndtag til sig selv og diamanter til Rose: “Jo mere jeg købte, desto mere fik jeg lyst til at købe. Det var en mani,” skrev han senere i sin selvbiografi.

Undervejs lykkedes det også Ponzi at overtage Hanover Trust Bank - den bank, der tidligere havde nægtet at låne ham penge.

Men med pludselig opstået rigdom følger også mistænksomhed fra omgivelserne. En kritisk finansjournalist blev hurtigt stoppet med et sagsanlæg for bagvaskelse, og da myndighederne begyndte at snuse rundt, lykkedes det Ponzi at få talt sig ud af en revision af virksomhedens regnskabsbøger - hvilket var heldigt, da de på ingen måde levede op til lovgivningen.

Men 26. juli 1920 bragte The Boston Post den første i en serie af undersøgende artikler om Ponzi og hans virksomhed.

I artiklerne blev det blandt andet påpeget, at Charles Ponzi tilsyneladende ikke selv investerede i sin virksomhed trods de angiveligt uhørt høje afkast. Desuden viste en beregning, at der skulle være mindst 160 millioner svarkuponer i cirkulation, hvis investeringerne i Securities Exchange Company skulle kunne løbe rundt.

I realiteten var der imidlertid kun 27.000 kuponer i cirkulation, og det amerikanske postvæsen havde ikke set nogen øget omsætning i kuponerne hverken ude eller hjemme.

Derudover vurderede redaktøren af finansmediet Dow Jones & Company, Clarence Barron, at den ganske rigtigt enorme profit, der kunne opnås ved at købe en international svarkupon i et land og sælge den i et andet, ville blive ædt op af det store arbejde, der lå i at købe, transportere og sælge kuponer af så lille individuel værdi.

The Boston Post havde nogle dage tidligere bragt en mere ukritisk artikel om Ponzi, der blot havde øget interessen i at investere i Securities Exchange Company. Den nye artikelserie havde den stik modsatte effekt.

”Den største italiener”

Panikken bredte sig som en løbeild. I løbet af tre dage var han nødt til at tilbagebetale to millioner dollar til nervøse investorer, og beløbet havde været endnu større, hvis ikke han havde brugt sine betragtelige overtalelsesevner til at berolige mange af de mennesker, der havde samlet sig på gaden foran hans kontorer.

Ponzi bestilte kaffe og sandwich til folkemængden og gik rundt og talte personligt med så mange som muligt.

The Boston Post havde en journalist på stedet, og i avisen kunne man efterfølgende læse, at menneskemængden tilsyneladende ikke kunne blive enig med sig selv om, hvorvidt Ponzi var skurk eller helt. Der blev jublet og buhet på én gang, og mange investorer, der egentlig var mødt op for at få deres penge tilbage, skiftede mening på stedet.

Ifølge The Boston Post råbte en mand i mængden af Ponzi var “den største italiener nogensinde”. Ponzi påpegede, at Columbus havde opdaget Amerika og Marconi havde opfundet radioen, men manden råbte:

- Men Charlie, du opdagede, hvor pengene var!

Den megen omtale fik også myndighederne til at intensivere sine undersøgelser. Statsadvokaten for Massachusetts, Daniel Gallagher, beordrede en omgående revision af Securities Exchange Companys regnskabsbøger. Men revisoren kom på overarbejde, da det viste sig, at regnskabsbøgerne bestod af hundreder af indekskort med investorernes navne på.

Den 30. juli kunne man læse i The Washington Post, at Ponzi nægtede at afsløre over for myndighederne, hvordan han tjente sine penge.

- Min hemmelighed ligger i, hvordan jeg indløser kuponerne. Det fortæller jeg ikke til nogen. Lad regeringen finde ud af det, hvis den kan, sagde Ponzi til avisen.

Nettet strammes

2. august kunne The Boston Post imidlertid afsløre endnu et scoop: En førstehåndsberetning fra Charles Ponzis nu tidligere pr-agent, William McMasters, der havde set dokumenter, som indikerede, at Securities Exchange Company i virkeligheden var et pyramidespil.

McMasters skrev, at Ponzi var “håbløst insolvent”, og at han selv uden at betale udbytte ville få et underskud på to millioner dollar, hvis alle hans investorer skulle have deres penge tilbage.

Den dag belejrede investorerne nærmest kontoret, og Ponzi truede med at sagsøge både The Boston Post og McMasters.

I de følgende dage indledte den lokale bankkommission en undersøgelse af Ponzis bankforretninger, og det viste sig, at Hanover Trust Bank - den bank, Ponzi havde overtaget kontrollen med - havde ydet adskillige lån på 250.000 dollar til konti, der alle havde forbindelse til Ponzi.

Bankkommissionens leder, Joseph Allen, gav ordre til, at Ponzis konti skulle overvåges, og 9. august stod det klart, at tidligere investorer havde indløst så mange checks fra Ponzis hovedkonto, at den med sikkerhed var i overtræk. Allen gav ordre til, at banken ikke måtte udbetale flere penge fra kontoen.

11. august blev dagen, da korthuset endelig begyndte at vælte. The Boston Post bragte en forsidehistorie om Charles Ponzis fortid, der blandt andet afslørede, at han havde været ansat i banken Banco Zarossi i Montreal, Canada, på et tidspunkt, hvor direktøren, Luigi Zarossi, havde udbetalt store renter på indlån ved hjælp af penge, som han havde fået fra nye kunder.

Banken var til sidst gået konkurs, og Zarossi var flygtet til Mexico. Det var usikkert om Ponzi havde været involveret i fupnummeret, men avisen kunne afsløre, at han efterfølgende blev anholdt for checkfalskneri og afsonede tre års fængsel i Canada. Senere kom det frem, at han også havde afsonet to års fængsel i USA for menneskesmugling.

Samme eftermiddag overtog bankkommissionen kontrollen med Hanover Trust Bank på grund af de mange uregelmæssigheder. Dermed var der sat en stopper for Ponzis mulighed for at “låne” penge fra banken til at dække eventuelle tab.

Dagen efter, 12. august 1920, kom så revisionsrapporten, og den viste, at Ponzi havde et underskud på ikke mindre end syv millioner dollar - næsten 600 millioner kroner i 2019-penge.

Rygterne svirrede om, at statsadvokaten snart ville beordre Ponzi anholdt, så den finansielle troldmand besluttede, at det var tid at kaste håndklædet i ringen: Han overgav sig til myndighederne med beskeden om, at tallene i revisionsrapporten var korrekte.

Ponzi på flugt

Nyheden om Ponzis arrestation bragte yderligere fem lokale banker i knæ, og i sidste ende tabte Ponzis investorer omkring 70 procent af deres indskud.

I alt forsvandt 20 millioner dollar op i den blå luft. Det svarer til godt 1,6 milliarder nutidskroner.

Ponzi blev i første omgang dømt for brevsvindel, da han havde benyttet postvæsenet til at udsende opfordringer til investorer om at geninvestere deres penge. Han afsonede tre et halvt år, og da han blev prøveløsladt, blev der omgående rejst tiltale mod ham for bedrageri.

Han blev dømt skyldig, men mens dommen blev appelleret, stak Ponzi af til Florida, hvor han under navnet Charpon (en sammentrækning af Charles og Ponzi) kastede sig ud i at sælge jordlodder i et værdiløst sumpområde med løfter om 200 procents afkast på 60 dage.

Han blev igen arresteret og dømt for bedrageri, men stak af på kaution. Han barberede sit hoved og anlagde et stort overskæg og forsøgte at få hyre på et italiensk handelsskib, men han blev afsløret og arresteret, da skibet lagde til i New Orleans - den sidste havn, før det skulle sejle videre til Europa.

Ponzi blev sendt tilbage til Massachusetts, hvor han afsonede yderligere ni års fængsel. I 1934 blev Ponzi, der aldrig havde fået amerikansk statsborgerskab, deporteret til Italien. I 1937 bad hans hustru, Rose, om skilsmisse.

Ponzi forsøgte sig uden det store held med nye fupnumre i Italien. I 1939 fik han job som agent for et italiensk flyselskab i Brasilien, og i et par år levede han det søde liv med en generøs løn i Rio de Janeiro. Men da USA gik ind i anden verdenskrig, blev flyforbindelserne fra Brasilien til Italien lukket ned, og Ponzi tilbragte sine sidste år som underbetalt sproglærer og oversætter i Rio.

Han blev delvist lam efter et slagtilfælde i 1948, og i december 1949 døde han på et lokalt hospital for fattige.

Inden sin død gav han et sidste interview til en amerikansk journalist, hvor han blandt andet sagde om sit store svarkupon-nummer:

- Selv hvis de ikke fik noget ud af det, var det billigt til prisen. Uden skumle bagtanker havde jeg givet dem den bedste forestilling, der var set i deres område, siden pilgrimmene gik i land.

Om han havde ret i, at forestillingen var pengene værd, kan nok diskuteres, men amerikanerne glemte den i hvert fald aldrig. Næsten 100 år efter at Ponzi fortryllede hundreder af amerikanere med sin glatte tunge og sine store idéer, er hans navn stadig et synonym for den type fupnummer, der ellers går under betegnelsen “pyramidespil”.

De kalder det et “Ponzi scheme”.

Kilder: Smithsonian.com, Wikipedia

Annonce

Når pyramiden kollapser

Tre eksempler på pyramidespil med alvorlige menneskelige og økonomiske følger:

1 Borgerkrigen i Albanien i 1997 blev delvist udløst, da en række pyramideforetagender brød sammen og medførte et samlet tab på 1,2 milliarder dollar i en befolkning på kun tre millioner mennesker. 2000 blev dræbt i konflikten.

2 I november 2008 brød der uroligheder ud i en række byer i Colombia, efter at adskillige pyramideforetagender brød sammen. Manglende regulering havde betydet, at pyramidespillene gennem en årrække var vokset så voldsomt, at tusinder af colombianere mistede deres sparepenge.

3 12. marts 2009 blev den tidligere finansmand og investeringsrådgiver Bernie Madoff idømt 150 års fængsel for at stå bag verdenshistoriens mest omfattende pyramidespil. I anklagen mod ham blev det estimeret, at han havde svindlet for omkring 68,5 milliarder dollar - svarende til mere end 450 milliarder kroner.

Kilde: Wikipedia

Hvad er et pyramidespil?

Et pyramidespil er en ulovlig forretningsform, der har som hovedfokus at hverve nye medlemmer, der kan skyde penge ind i foretagendet. Pengene bliver brugt til at betale løn eller udbytte til medlemmer eller investorer længere oppe i pyramiden. Matematisk set vil næsten 90 procent af deltagerne i et pyramidespil altid være på nederste niveau i pyramiden og altså ikke få en krone ud af det.

Multi level marketing-firmaer som Tupperware er beslægtede med pyramideforetagender, men er ikke ulovlige, fordi man ikke tjener penge på rekrutteringen af nye sælgere, men på reelt salg af varer eller tjenester.
Mange pyramidespil foregiver at være multi level marketing-firmaer, men så længe den primære pengestrøm kommer fra hvervning af nye medlemmer, sælgere eller investorer, er der stadig tale om et reelt pyramidespil.

Kilde: Wikipedia, HowStuffWorks

Svindel og humbug

Britta Nielsen, Stein Bagger, Danske Bank. Sager om svindel og hvidvask forarger - og fascinerer. For hvorfra kommer den indgroede frækhed, der skal til, for at snyde alt og alle? Hen over sommeren fortæller vi historier om nogle af de seneste 200 års allerfrækkeste - og mest fascinerende - svindelsager - lige fra bondefangeren, der solgte Eiffeltårnet som skrot, til krigshelten, der sendte britiske kolonister til et ikke-eksisterende bountyland.
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce