Annonce
Erhverv

Det går den rigtige vej: EUC Lillebælt melder om flere lærepladser

Pt er der mangel på unge, der gerne vil være blandt andet smed. Det oplyser EUC Lillebælt. Arkivfoto: Carsten Bundgaard

Antallet af lærepladser inden for byggeriet er steget markant de seneste år. På EUC Lillebælt melder de generelt om flere lærepladser. Nu må der gerne komme flere unge lærlinge, siger uddannelseschefen.

Fredericia: Både Christiansborgpolitikere og erhvervslivet har de senere år forsøgt at skabe flere lærepladser, så de unge kan få sig en erhvervsuddannelse.

Nu ser det ud til at gå den rigtige vej. Det fortæller uddannelseschef hos EUC Lillebælt Henning Aaberg.

- Generelt set er der en positiv udvikling i antallet af lærepladser. Så er der selvfølgelig nogen, som har svært ved at få en læreplads, hvis de har en profil, som lærepladsen har svært ved at matche. Det handler om alder, kemi og holdninger. Lige nu er udfordringen at få flere unge mennesker til at tage en erhvervsuddannelse, fortæller Henning Aaberg.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har tidligere spået, at der kommer til at mangle op mod 70.000 faglærte i 2025, så der er alt mulig grund til at vælge en erhvervsfaglig uddannelse, mener Henning Aaberg. Ifølge ham er der gode muligheder for at få et læreplads - også selvom lærepladserne ikke nødvendigvis bliver slået op.

- Nogle virksomheder har den holdning, at de ikke slår en læreplads op. Men hvis der kommer et friskt ungt menneske, så vil de gerne ansætte vedkommende. Vi kan se, at de unge mennesker, der kan vise, de passer deres skole, kan møde til tiden og har erfaring fra fritidsjob - de får let en læreplads. Mange virksomheder gider ikke bruge krudt på at lære de unge at møde til tiden. Hvis eksempelvis håndværkerens servicevogn kører kl. syv, så venter de ikke, hvis man skriver, man kommer en halv time senere, fortæller uddannelseschefen.

Annonce

Vi kan se, at de unge mennesker, der kan vise, de passer deres skole, kan møde til tiden og har erfaring fra fritidsjob - de får let en læreplads

Uddannelseschef Henning Aaberg

Lærepladser bygge- og anlægsbranchen

Dansk Byggeri har netop lavet en opgørelse af udviklingen i antallet af lærepladser indenfor bygge- og anlægsbranchen, som viser en klar fremgang.I 2014 var der knap 1.360 aftaler om lærepladser i byggeriet i Syddanmark. Med udgangen af 2018 forventer Dansk Byggeri, at der er aftalt godt 2.180 lærepladser. Dermed bliver der skabt godt 800 flere lærepladser i forhold til for fem år siden i Region Syddanmark. Den skønnede udvikling i 2018 for Syddanmark er baseret på tendenserne fra de første fire måneder i år.

Uddannelseschef: Fritidsjob er godt

Mange af de unge er efterspurgt arbejdskraft hos virksomhederne - især hvis de har haft et fritidsjob. EUC Lillebælt ser også flere unge med en studentereksamen, som går i lære i disse år.

- De, der har trådt deres barnesko i detailhandlen og haft fritidsjob som eksempelvis flaskedreng eller bag kassen, er meget efterspurgte af virksomhederne. Hvorimod de, der bruger tiden på at sidde hjemme og spille computer, får svært ved fysisk at holde til at gå på en arbejdsplads som eksempelvis smed eller tømrer, siger uddannelseschefen.

- Vi ser flere og flere studenter, som vælger en læreplads - eksempelvis hvis de gerne vil være arkitekt. Nogle gør det i stedet for sabbatår. Mange virksomheder vil gerne have dem, for de unge er lidt mere modne.

Ældre tager også lærepladser

Det er ikke kun unge mennesker, som kan få en læreplads. Det kan vokse også. - Det kan for eksempel være på guldsmedeuddannelsen, hvor vi møder mange i den modne alder, der laver et karriereskifte, fortæller uddannelseschef Henning Aaberg.

Det kan også være ledige, eller folk som har arbejdet mange år som ufaglærte, der går i lære.

- Det kan være folk, som har arbejdet som ufaglærte smede og gerne vil have papir på det. Så kan vi skrue et specialforløb sammen. Hvis man bliver ledig, vil jobcentret ofte være med til at betale for det, siger Henning Aaberg.

Søger smede og procesoperatører

13. august begynder grundforløbet på EUC Lillebælt. Der er stadig ledige pladser, lover Henning Aaberg.

- Vi har 24 virksomheder, der har planer om at ansætte smedeelever til januar, men vi har kun 10-12 elever tilmeldt grunduddannelsen, så vi har faktisk annonceret efter flere unge til lærepladserne. De unge behøver jo heller ikke være eksempelvis smed hele livet. De kan fortsætte og læse videre til eksempelvis maskinmester. Procesoperatører er der også mangel på, ligesom der inden for lagerområdet er mange muligheder her i vores område, fortæller Henning Aaberg.

Til gengæld er kunne skolen godt bruge flere lærepladser indenfor mekanikerfaget.

Annonce
Forsiden netop nu
112

Brand i skorsten: Ejer slukkede fyret

Fredericia

Borgere får besked om skift af privat hjemmehjælp: Men kommunen afventer endelig underskrift

Annonce