Annonce
Fredericia

Det koster knaster at plante nye træer: Så kommune beder folk, firmaer og fonde om hjælp

Træer er kønne og gavnlige for krop og sjæl. Fredericia Kommune ønsker flere i både nye skove, ved institutioner og i bybilledet. Der appelleres om økonomisk hjælp fra firmaer, fonde og fra borgere. Arkivfoto: Mathilde Bech
Fredericia indgår samarbejdsaftale med organisation. Plantning er nemlig ikke helt billigt. For eksempel op mod 40.000 kroner per træ i midtbyen.

Fredericia: Der skal plantes flere træer i Fredericia, mener et enigt byråd.

Kommunen indgår derfor en samarbejdsaftale med Plant Et Træ. Organisationen har gennem en årrække støttet bestræbelserne. Senest med penge til Sommerfugleskoven ved Ydre Ringvej og 30.000 kroner til nye træer på Fredericia Vold, ligesom Plant Et Træ vil give træer til den kommende cykelsti fra Kolding Landevej til Skærbæk.

Men med den nye aftale, vi nu vil indgå, tænkes der i lidt mindre niveauer, forklarer Christian Bro (S), formand for byrådets teknik- og miljøudvalg:

- Det kunne være virksomheder og private, der vil være med til at købe og plante træer ved eksempelvis plejehjem, børnehaver og andre institutioner. Eller bare i bybilledet.

Der vil endda komme et lille skilt op med træfaddernes navne.

Annonce

Kan koste kassen

- Vi afsætter selv et beløb til skovrejsning og træer hvert år i kommunen, men det er dyrt. Ikke mindst at købe træer ind i en vis størrelse og grave huller til dem, forklarer Christian Bro:

- I byen skal hullerne for eksempel være to gange to gange to meter.

Virkelig?

- Ja, ellers har vi set - blandt andet i Danmarksgade - at rødderne søger op og får fliser til at løsne sig og ligge skævt. Faktisk har vi måttet fjerne træer i Danmarksgade. Rødderne kan også komme i vejen for kabler i jorden, hvis træerne ikke sættes dybt ned.

- Det koster nemt 40.000 per træ, der skal sættes ned i midtbyen, oplyser teknik- og miljøformanden til Fredericia Dagblad.


Det kunne være virksomheder og private, der vil være med til at købe og plante træer ved eksempelvis plejehjem, børnehaver og andre institutioner. Eller bare i bybilledet.

Chr. Bro (S) fmd. f. teknik- og miljøudvalget


Nu laver forvaltningen så en samarbejdsaftale med Plant Et Træ og lignende fonde, "så alle kommunens borgere og virksomheder med flere kan donere penge til træer på udvalgte kommunale steder", som det hedder:

"Samtidig åbnes der for en frivillig ordning, som giver mulighed for at træerne plantes på private arealer og virksomhedsarealer tæt ved offentlige veje og områder".

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce