Annonce
Danmark

Det lille teater på den store scene

Søren Møller og Stephen Schwarz har været tæt forbundet de seneste 12 år. Stephen Schwartz blev inviteret med til Fredericia for at besøge det nystartede musicalakademi og hilse på Søren Møller, som var ved at falde bagover, da det gik op for ham, at det var DEN Stephen Schwartz - komponisten bag kæmpe hits til store tegnefilm og til musicalsuccern som bl.a. Wicked. Foto: Mette Mørk

Fredericia Teater er en institution ikke bare i Fredericia og Danmark, men også på den anden side af Atlanten ved man at teatret kan noget særligt.

Solen bager ned over de gule sandsten på torvet foran det private teater Mountain View Center for the performing Arts. I formiddagssolen spadserer Fredericias teaterchef Søren Møller og den Oscar-vindende komponist Stephen Schwartz i dyb samtale.

De to drøfter detaljer i det samarbejde, som er blevet tættere og tættere hen over Atlanten de seneste år. Fredericia Teater er blevet et navn, der vækker genklang både under den sydcaliforniske sol og på scenerne på Broadway.

Søren Møller er landet i Mountain View for at følge arbejdet med førsteudgaven af musicalen "Prince of Egypt". Det er TheatreWoks i Silicon Valley, der samarbejder med Stephen Schwartz, mauskriftforfatter Phillip LaZebnik, instruktør Scott Schwarts og Søren Mølller om førsteudgaven.

Annonce

Først USA så Fredericia

Musicalversionen af Dreamworks tegnefilmshit "Prince of Egypt" har verdenspremiere på Fredericia Teater den 6. april.Forinden har den været opført som første-udgave - en såkaldt "try-out" i Californien i Mountain View Center of Performing Arts.

Forestillingen er udviklet i samarbejde mellem TheatreWorks i Silicon Valley og Fredericia Teater.

I USA har forestillingen været den bedst sælgende forestilling på det 16 år gamle teater, og forventningerne er høje til forestillingens videre færd til først Fredericia og siden scener internationalt.

Forestillingen opføres på både dansk og engelsk i Fredericia.

Forsalget er i gang, og der er netop frigivet flere billetter til salg.

Holdet bag Prince of Egypt klar til 1. udgaven i den sydcaliforniske by Mountain View. Fra venstre instruktør Scott Schwartz, hovedrolleindehaver Diluckschan Jeyaratnam og teaterchef Søren Møller fra Fredericia, manuskriptforfatter Phillip LaZebik og komponist Stephen Schwartz. Foto: Mette Mørk

Notater at tage med hjem

Inde i teatermørket knokler skuespillerholdet med hovedrolleindehaver fredericianske Diluckshan Jeyaratnam i spidsen med at blive klar til premieren.

Fredericias teaterchef Søren Møller følger forpremieren ekstra opmærksomt. De seneste dage har han været på plads i salen med sin notesblok for at notere sig, hvad der skal til for at give forestillingen det ekstra gear, som Fredericia Teater har vist, at de kan.

Søren Møller har på få år formået at få både sit eget navn og Fredericia Teaters til at give genlyd på den anden side af Atlanten. Første skridt på vejen til international opmærksomhed var samarbejdet med Disney om opsætningen af musicalen "Aladdin", og siden er begejstringen kun vokset.

Derfor var Fredericia Teater også førstevalget, da Dreamworks og Universial besluttede at at omsætte animationssuccesen "Prince of Egypt" fra lærredet til en musicalsucces.

Detaljer drøftes, mens der prøves på scenen forud for premieren på Prince of Egypt i Mountain View Center for the Performing Arts. Komponist Stephen Schwarts og manuskriptforfatter Phillip LaZebnik (stående) fulgte forberedelserne tæt. Foto: Mette Mørk

Magien vandt

Blandt dem, der stod i forreste række til at pege på Fredericia Teater som den oplagte samarbejdspartner, er Stephen Schwartz, som Søren Møller i dag opfatter som sin mentor.

- Jeg ved, hvad Søren Møller og hans teater kan udrette med en forestilling, og jeg ved, at det bliver fantastisk. Jeg har kendt Søren i 12 år, og han kan noget, vi alle kan lære af, siger Stephen Schwartz, som i årenes løb har fungeret som mentor for Søren Møller.

Ikke mindst Søren Møllers forvandling af "Klokkeren fra Notre Dame" til en helt igennem magisk forestilling, har begejstret både Stephen Schwartz og hans søn Scott, som netop nu knokler rundt på scenen for at få førsteudgaven af "Prince of Egypt" til at spille og derefter drager 10.000 km mod øst for at fortsætte arbejdet i Fredericia.

De færreste i Mountain View ved nok, hvor Fredericia Teater ligger, men teatergængerne kunne måske blive fristet til at tage turen over Atlanten til april for at se Prince of Egypt folde sig helt ud til verdenspremieren. Foto: Mette Mørk

Tror på Søren

Det er også Stephen Schwartz der på stedet faldt for den fredericianske musicalperformer Diluckshan Jeyaratnam til hovedrollen som Moses. Diluckschan er uddannet på Det Danske Musicalakademi i Fredericia, som Stephen Schwartz første gang besøgte for 12 år siden, da Søren Møller var rektor.

Siden har de to udviklet et nært venskab, som har været døråbner for Fredericias entre på den internationale scene gødet af de succeser Fredericia Teater har skabt.

Og Stephen Schwartz er ikke i tvivl om, at "Prince of Egypt" i hænderne på det kreative team i Fredericia bliver løftet op på verdensniveau. Den samme tiltro har Universial Theatres.

"Wauwww - er du Soren Moller. Jeg har hørt så meget om dig." Skuespillerne fra Broadway kender om nogle Fredericia Teater og teaterchef af omtale, så de var stolte over at få lov at hilse på, da Søren Møller var på plads i Mountain View Center for Performing Arts for at se premieren på første-udgaven af Prince of Egypts. Foto: Mette Mørk

Langt fra Las Vegas

De store forventninger til verdenspremieren er Søren Møller klar til at honorere, og samarbejdet med Dreamworks ser han både som en stor ære og udfordring.

Under turen til Californien har han gjort et stop i Las Vegas for at se på lydteknik i verdensklasse.

- Det er alene som inspiration til, hvad man kan tilføre et teater. Lydanlægget rummer højttalere i alle stole. Det er vildt imporende og meget dyrt, smiler Søren Møller.

I Fredericia arbejder han efter devisen "nød lærer nøgen kvinde at spinde" i det 60 år gamle provinsteater. Men det på trods formår produktionerne at tage vejret fra de fleste, og det forventer han også vil lykkes med den store historie om den gammel testatmentelige beretning om Moses og flugten fra Egypten.

Åbner døre til verden

Søren Møller anerkender, at det nære bånd til Stephen Schwartz har været med til at åbne døre til den internationale scene.

- Det er også hans fortjeneste, at vi fik etableret vores udviklingsselskab Uterus i Fredericia, og det er via det arbejde, vi har fået adgang til de store scener. Vi har sat os for at være et nyskabende teater, hvor vi udvikler musicals, siger Søren Møller, som sagde farvel til Mountian View efter en vellykket premiere og fortsatte til New York, hvor han sendte numre fra flere af Fredericias musicalsuccer fra det seneste år på scenen i den såkaldte NAMT-festival.

Det gik ikke upåagtet hen i de amerikanske medier, hvor man konstaterede, at ikke færre end tre af de show, der blev præsenteret var udviklet i samarbejde med Fredericia Teater.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Små samfund har bæredygtige løsninger med solceller og delebiler

Vi hædrer dem gang på gang. De små lokalsamfund, der med genistreger ommøblerer tankegangen og finder innovative løsninger på lokale problemer. Når det kommer til den bæredygtig omstilling, kan landdistrikternes ildsjæle og virksomheder levere en del af svarene. Det er efterhånden dagligt, at vi hører om klimakatastrofens snarlige komme. Sideløbende stiger efterspørgslen efter konkrete bæredygtige løsninger dag for dag. Jeg hører det i kommunekontorerne, på Christiansborgs gange og i landsbyer, som gerne vil sikre en bæredygtig omstilling af deres lokalsamfund. Så nej, den grønne dagsorden er ikke gået landdistrikterne forbi. Vi satte den grønne omstilling i fokus med prisen Årets Landsby 2019, som Landdistrikternes Fællesråd og Landsbyerne i Danmark uddelte i samarbejde med Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit tilbage i september. Og hædrede lokalsamfundet i vinderlandsbyen Torup, der både har solceller, delebiler og egen spildevandsrensning. Det var også under den grønne overskrift: ”Hvordan kan landdistrikterne bidrage til en grøn og bæredygtig fremtid?”, at jeg sammen med resten af landdistrikternes aktører - ildsjæle, virksomheder og kommuner i slutningen af oktober deltog i Erhvervsministeriets årlige Landdistriktskonference. Et af konferencens højdepunkter er uddelingen af Landdistriktsprisen, som hylder ildsjæle, der gør en forskel for landdistrikterne. Helt i tråd med temaet vandt virksomheden Strandet. Virksomheden har base i Thy og har bygget sin forretning op omkring det havplast, som skyller ind på de vestjyske strande. Kort fortalt indsamler Strandet havplasten, kværner den og omdanner den til granulat, som efterfølgende kan støbes eller 3D-printes til nye produkter. Strandet er et godt eksempel på det helt særlige ved landdistrikternes virksomheder. Ved uddelingen af prisen gav erhvervsminister Simon Kollerup følgende ord med på vejen til virksomheden: ”Virksomheden Strandet er et mønstereksempel på, hvordan det lokale erhvervsliv kan bidrage til gavn for både miljøet og lokalsamfundet. Strandet arbejder med én af tidens store udfordringer og er med til at uddanne de fremtidige generationer.” Erhvervsministeren har gentaget flere gange, at befolkningen i landdistrikterne er en vigtig del af arbejdet med at finde løsninger på klimaudfordringerne, bl.a. i det interview, Landdistrikternes Fællesråd lavede med ham i september. De gode, grønne takter har udmøntet sig i en ny grøn overskrift for en del af projektmidlerne i Landdistriktspuljen. Og med tilbagerulningen af besparelserne på LAG-midlerne er ekstra 30 millioner blevet øremærket til lokale projekter, der fremmer bæredygtig udvikling og grøn omstilling i landdistrikterne. Erhvervsministeren har forstået, at der i landdistrikterne er kort fra tanke til handling. I det helt nære udtænkes geniale løsninger , som ofte kan skaleres op og implementeres på nationalt plan. Strandet er et godt eksempel. Og jeg ved, at virksomheden ikke står alene. Der findes flere virksomheder i landdistrikterne der arbejder med plastgenanvendelse på højeste niveau. Til Landdistriktskonferencen hyldede vi de bæredygtige projekter med en pris og et skulderklap, men løsningen kan vi alle blive en del af. Man behøver ikke opfinde den dybe tallerken, hvis nabobyen allerede har gjort det. Lokalsamfund over hele landet kan bygge videre på nabobyens idéer, så vi til sidst har en masse små brikker, der samlet er én stor løsning. Klimaproblemerne bevæger sig kun i én retning, og det er mere end på tide, at vi handler på dem. Lokalt baserede, grønne udviklingsprojekter kan meget vel levere svar på efterspørgslen efter bæredygtige løsninger til hele landet. Det kræver ikke altid statsstyrede beslutninger at vende en udvikling i et lille lokalsamfund. Men vi må sikre, at der er den fornødne økonomi til rådighed for at udvikle bæredygtige løsninger. Derfor håber jeg, at regeringen og dens støttepartier i finanslovsforhandlingerne samt i arbejdet med den kommende klimalov vil tænke på landdistrikterne og sikre økonomien under udviklingen af grønne løsninger. Erhvervsministeren har allerede taget det første skridt. Næste skridt må være at sikre LAG-midlerne i næste programperiode. For helt ærligt, det gavner ikke alene landdistrikterne, det gavner hele landet.

Annonce