Annonce
Kultur

Det vil jeg anbefale: En uge med sorger, gin og masser af bossens rock

Zarah Leth Grothe.

Redaktionens medlemmer kigger på skift ind i den kommende uges arrangementer.

Annonce
Der plejer at være godt gang i den på Charly's Pub, og på lørdag kommer The Boss Trio og spiller fra klokken 21. Arkivfoto: Martin Ravn

1. Snak om sorg

Sorg. Vi føler det alle på et eller andet tidspunkt i livet, men vi taler ikke meget om det. Det mærkede jeg selv, da jeg for snart fem år siden mistede min mor. Men hvorfor skal det være så vanskeligt at sætte ord på, når tilværelsen for os alle rummer både godt og skidt? Kan vi gøre noget for at ændre på det? Det håber jeg, at sorgforsker Mai-Britt Guldin kan gøre mig og forhåbentlig andre klogere på, når hun onsdag 22. januar fra klokken 17 holder foredrag på Vejle Bibliotek. Hun er klinisk psykolog, forsker i emnet ved Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet, og har skrevet bogen Sorg, som er en del af serien Tænkepauser, hvor topforskere formidler deres viden om centrale temaer.

2. Geniale gin

Åh, jeg elsker gin. Som mange andre er jeg hoppet med på bølgen, der ifølge onde og sarte tunger smager af grannåle. Men så må de kun have smagt noget billigt sprøjt, lyder min indvending. Vores barskab derhjemme rummer flere flasker gin, og de kommer fra alle egne af verden, dog primært centreret om Italien og Spanien, og mens nogle har et hint af agurk, rummer andre noter af citron og grape. Jo jo. Men der hører min viden også op. Jeg gad godt vide mere om, hvilke drinks man kan lave af gin... og ikke mindst finde svaret på, hvordan man finder den perfekte tonicvand til en specifik gin. Måske man skal spørge til ginsmagning på The Cat & Barrel? Den finder sted torsdag 23. januar fra klokken 19, og i reklamen lover baren, at man også hører lidt om gintraditioner, og hvorfor gin og tonic er relevant mod både gigt, astma, influenza, blærebetændelse og malaria. Såmænd.

3. Pigen og bossen

Der var engang en pige, som rigtig gerne ville til koncert med Bruce Springsteen. Hun købte en billet af en ven, som havde fået den af en kammerat, der sikkert havde fundet den et mørkt sted på dba.dk Eller noget i den stil. For da pigen stod i Horsens og skulle ind på stadion, så nægtede systemet hende adgang. En anden var inde på samme billet. Med andre ord var pigen blevet snydt. Jeg siger ikke, at den pige er mig, men jeg siger heller ikke, at den pige ikke er mig. Host Host. Men hvis pigen skulle læse med derude, så har jeg et lille tip. Lørdag 25. januar kan du møde bossen. Sådan næsten da. På Charly's Pub kommer The Boss Trio og spiller fra klokken 21. Bandet skulle eftersigende være det eneste i Nordeuropa, der udelukkende spiller kataloget fra Springsteens mange klassikere og store hits.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Fredericia Dagblad i retten: Mænd fremstilles lige nu i totalt lukket grundlovsforhør

Fredericia

Politiet bekræfter: Stor politiaktion har forbindelse til visitationszone etableret efter drab

Annonce