Annonce
Fredericia

Dobbelt op på 80-årige peger på behov for plejehjemspladser

14 nye plejeboliger og otte aflastningsboliger bliver en realitet på Stævnhøj i 2020. Det vil lette presset på ventelisten til plejehjemsplads, men behovet for flere pladser vil stige de kommende år. DF vil lette anlægsloftet, mens Dansk Erhverv peger på muligheden for at lade private bygge og drive friplejehjem, som det sker i nabokommunerne. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
51 står på venteliste til en plejehjemsbolig i Fredericia Kommune. 22 nye boliger på Stævnhøj vil lette presset, men nyt plejehjem er i politikernes overvejelser. Dansk Erhverv peger på muligheden for et friplejehjem for at imødekomme efterspørgslen på plejehjemspladser.

Fredericia: Dansk Folkeparti går til valg på plejehjemsgaranti til folk over 80 år. I Fredericia lyder fremtidsprogronosen at der i 2045 vil være dobbelt så mange over 80 år som i dag, og det vil garanti eller ej forventeligt udløse behov for flere plejehjemspladser.

Susanne Eilersen (DF), viceborgmester og folketingsmedlem og -kandidat, har netop gjort sig til talsmand for, at kommunerne skal have lov at bryde anlægsloftet, hvis pengene går til plejehjemsbyggeri.

- Det vil blandt andet komme Fredericia til gode, fordi vi har pengene til at bygge, men ikke kan få lov på grund af anlægsloftet. Vi er på vej til en situation, hvor vi er nødt til at investere i nye plejehjemspladser, sagde hun med henvisning til den aktuelle venteliste.

Den er i dag på 46 borgere, mens yderligere fem borgere har fået et tilbud om en plejehjemsbolig.

- Det vil sige, at der i alt er 51 på ventelisten. Ud af de 51 er cirka syv på en aflastningsplads, hvor de kan være, indtil der bliver en ledig bolig, oplyser ældrechef Mona Nederby Larsen til Fredericia Dagblad.

Processen med tildeling af plejehjemspladser foregår løbende.

Ventelisten har været stabil de seneste måneder, og den vil blive lettet af, at der i 2020 står 14 nye plejeboliger samt 8 aflastningsboliger klar på Stævnhøj i Taulov, vurderer ældrechefen.

Annonce

Flere og flere over 80

Antallet af borgere over 80 år stiger markant i Fredericia Kommune de kommende år.

I 2019 vil der ifølge seneste opgørelse fra Danmarks Statistik være 2475 borgere over 80 år i Fredericia Kommune.

Andelen vil stige støt hen over de kommende 25 år.

2020: 2558 borgere over 80 år.

2030: 4202 borgere over 80 år.

2040: 4861 borgere over 80 år.

Fredericia Kommune har som alle andre kommuner egne fremskrivninger, som indeholder en række yderligere parametre.

Byrådet godkender hvert år befolkningsfremskrivningerne.

I byrådets prognose fra 2018 er forventningen, at andelen af +80-årige i 2030 er på 4063 - altså lidt færre end Danmarks Statistik forudser.

Private kan bygge

Udfordringen med at finde flere penge til at bygge fremtidens plejehjem kan Fredericia Kommune komme udenom, hvis man vælger at indgå samarbejde med private friplejehjem og invitere private investorer, som fx pensionskasser, ind til at bygge, lyder det i en kommentar fra Dansk Erhverv til DF-forslaget.

- Jeg kan godt forstå, at politikerne vil bygge flere plejehjem, men de behøver jo ikke være kommunale. Man kan overveje at indgå samarbejde med friplejehjem, hvor private investorer bygger plejehjemmet – og private eller selvejende driver det. Prisen for at drive et friplejehjem er samme pris, som det koster kommunen at drive et tilsvarende kommunalt, konstaterer Rasmus Larsen Lindblom, velfærdspolitisk chef i Dansk Erhverv, i en kommentar til avisen.

Dansk Erhverv er erhvervsorganisation for langt størstedelen af de 150 private plejehjem.

Mens der ikke er friplejehjem i Fredericia Kommune, så er der friplejehjem i både Middelfart, Kolding og Vejle. Der blev for år tilbage forsøgt at etablere et privat plejehjem under titlen Lampens Ånd, men det lykkedes ikke. Hvert 7. nye plejehjem i Danmark er ifølge Dansk Erhverv et friplejehjem.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

'Dybt bekymrende': Øget arveafgift er gift for små og mellemstore virksomheder

Læserbrev: Tirsdag 22. oktober forhandlede vi i Folketinget det finanslovsforslag, som regeringen har fremsat for 2020. Et af de emner, der blev grundigt debatteret, var det forfærdelige forslag fra de røde partier om at tredoble generationsskiftebeskatningen af danske familieejede virksomheder. Det er godt for Danmark, at vi har mange veldrevne familieejede virksomheder. Det er faktisk ikke en dårlig ting, sådan som venstrefløjen ellers gerne vil have det til at lyde, når de gang på gang påstår, at "det drejer sig om rige godsejere". Fakta er nemlig, at det overvejende drejer sig om små og mellemstore virksomheder - iværksættere, servicevirksomheder, blikkenslagere, tømrermestre, snedkere osv. Produktion, service og erhverv, altså en helt central del af dansk erhvervslivs dna. Således er det ikke grever, baroner og milliardærer, som vil nyde glæde af succesfuld generationsskifte. 23.000 virksomheder med 300.000 ansatte står foran et generationsskifte inden for de næste 10 år. Det er kun godt, at en lav arveafgift har øget sandsynligheden for, at disse virksomheder kan bevares på den enkelte families hænder i forbindelse med generationsskifte. Selvfølgelig har vi også Lego og Danfoss og et par håndfulde godsejere, som nyder godt af afgiftsnedsættelsen på lige fod med alle andre. Men det er faktisk heller ikke nogen dårlig ting. Danmark ville være et fattigere sted uden Lego og Danfoss - også i kroner og ører! Derfor er det dybt bekymrende, at regeringen nu lægger op til at øge skatten med over en mia. kr. Det er dårligt nyt for dansk erhvervsliv og ikke mindst de 800.000, som er ansat i de familieejede virksomheder. Det er en kortsigtet beslutning, som måske nok på kort bane kan skaffe finansiering til alle de milde gaver, som regeringen og deres røde støttepartier ønsker at tilgodese udvalgte grupper, eksempelvis 300 mio. kr. til overvejende herboende udenlandske børnefamilier på passiv forsørgelse. Naturligvis skal der finde en rimelig beskatning sted, når virksomhedsejere udlodder dele af virksomhedens værdier via aktieudbytte eller alt muligt andet til virksomhedens ejere. Det er kun ret og rimeligt. Men det svarer til at save i den gren, man selv sidder på, når man vil gøre generationsskifte så meget dyrere for familieejede virksomheder.

Annonce